Jeg er blevet velsignet med to smukke døtre, hvoraf den ene kun er lidt over en måned gammel. De er lysene i mit liv, og jeg elsker dem mere end noget andet. De er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

Men i øjeblikket er klokken 2 om natten, og jeg har været oppe i to timer for at forsøge at få min baby til at sove igen. Dette er min nye normalitet. I nattens tusmørke, når ingen er oppe ud over mig og min sultne, grædende baby, tænker jeg på, hvor hårdt det hele er, selv om det nok ikke ser sådan ud fra mit Instagram-feed.

Jeg tænker på, hvor nemt forældreskab kan virke, og hvor urealistisk det er, at livet med to babyer i et hjem med to selvstændige forældre nogensinde kan være glat sejlads. Jeg spekulerer på, hvorfor jeg ikke kan være perfekt til det her og må minde mig selv om, at ingen er det, selv om de ser ud til at være det.

Så det her er, hvad jeg vil sige:

Når du ser mig til det arrangement, og mit hår er rent, og jeg har makeup på…

Min nyfødte vågnede halvvejs i mit brusebad og skreg og græd resten af den tid, jeg var derinde. Det var det mindst behagelige brusebad nogensinde. Hun græd, mens jeg lagde makeup i fem minutter, hvilket jeg gjorde, så man ikke kunne se, hvor træt jeg i virkeligheden ser ud. Jeg græd også.

Når du spørger mig, hvordan jeg stadig arbejder, selv med en nyfødt og et lille barn derhjemme…

Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg nogle gange ville ønske, at jeg ikke gjorde det. Stresset lige nu er overvældende, og jeg ville nogle gange ønske, at jeg bare kunne sætte alle andre dele af livet på pause for at undgå skyldfølelsen over ikke at kunne være den slags kvinde, der klarer det hele med ynde.

Når du spørger mig, om min nyfødte er en “god baby”…

Sommetider er min umiddelbare reaktion i knæet “nej”. Fordi hun er en baby, og nogle gange i min søvnfattige tilstand forveksler jeg hendes desperate og primitive behov for mig som værende “dårligt”. Nogle gange giver jeg efter under presset af at være andres alting. Jeg glemmer, at det ikke er muligt for hende at være “dårlig”.

Når du spørger mig, om min 2-årige kan lide sin nye lillesøster…

Ja, hun elsker hende. Det er mig, hun ikke kan lide så meget lige nu. Hendes far har stået for hovedparten af afhentningen og afleveringen i skolen og fødselsdagsfesterne, mens jeg er ved at komme mig efter et kejsersnit. De ting plejede at være mit job. Jeg tænker hele tiden på, om hun bliver skuffet, når det igen er mit job.

Når du spørger mig, hvordan jeg klarer det hele…

Jeg har lyst til at fortælle dig, at det gør jeg ikke – slet ikke. Mit hus er en total katastrofe. Jeg har ikke sat mine ben i en købmandsbutik i over en måned (tak, Instacart). Jeg er gået glip af møder. Jeg er gået glip af fotoshoots. Jeg har tusind e-mails, som jeg skal besvare. Mit hår er en situation, som selv en hel flaske tørshampoo ikke kan ordne.

Når du spørger mig, hvordan det går med amningen, og jeg siger: “Fint!”…

Jeg har virkelig lyst til at fortælle dig, at jeg ikke anede, hvor livsændrende det er at amme udelukkende. Jeg var ikke i stand til at gøre det med min første, og selv om jeg er begejstret for, at det indtil videre fungerer, kan jeg ikke forlade huset i mere end to timer. Ingen andre end mig kan give hende mad, hvilket betyder, at jeg er oppe hver anden til tredje time for at give hende mad eller pumpe. Jeg har aldrig været så søvnfattig før. Nogle gange har jeg bare lyst til at smide nogle kålblade i min bh og være færdig med det hele.

Så du kan se, at det er alt sammen sande ting. Og ville jeg ændre dem? Ikke for noget som helst i verden. For det er meningen, at livet skal være rodet og råt og ulækkert og smukt, og hvis vi ønsker disse ting væk, ville vi kun have perfektion tilbage.

Og i dagens lys husker jeg endnu en gang, at jeg heller ikke ønsker perfektion.