SACRED MUSIC

Bind 118, nummer 3, efterår 1991

HVAD ER SACRED MUSIC? Monsignor Richard J. Schuler

Spørgsmålet “Hvad er hellig musik”, stillet til den almindelige katolik, vil uden tvivl fremkalde det svar, at “hellig musik er salmer”. Og i de fleste katolikkers levede erfaring i dag er det det omfanget af det, de kender som hellig musik. Om søndagen synger de fire salmer i messen. I de fleste sogne er der noget andet?

For de mennesker, der deltager i symfoniorkestrets koncerter, og for dem, der interesserer sig for indspillet musik, er der mulighed for at udvikle et kendskab til og en forståelse for det store repertoire af kirkemusik, en arv fra århundreder og et sandt skatkammer af skønhed, fordi mange af disse kompositioner, der oprindeligt blev skrevet til kirken, er blevet standardrepertoire i de fleste koncertrækker og pladekataloger. Nogle har måske sunget det ene eller det andet store kormesterværk af religiøs musik i korensembler på universiteterne, og selv nogle gymnasiegrupper har opført et par udfordrende udvalg.

Det andet Vatikankoncil gav klart ordre til at bevare og fremme den store skatkammer af kirkemusik, begyndende med den gregorianske sang og frem til de mest moderne kompositioner. Dette skal ske inden for rammerne af den liturgiske gudstjeneste og ikke blot i koncertform. Det meste af dette enorme repertoire, der strækker sig over århundreder af menneskelig kunnen, kræver trænede grupper af sangere og instrumentalister for at blive opført. Det er kunst og kræver dygtighed og uddannelse af de musikere, der er nødvendige for at udføre det. Det er den højeste form for menneskelig kunstnerisk indsats, som er Gud og hans tilbedelse værdig.

Vatikanerkoncilet beordrede faktisk, at menigheden skal synge i alle de dele af liturgien, som virkelig hører til hele folkets kompetence. Denne ordre er ikke i modstrid med koncilsfædrenes andre dekret, der kræver fremme af kormusikken. Det samme organ kan ikke være i modstrid med sig selv i sine dekreter. Både korets sang og menighedens sang har deres rette plads i den højtidelige liturgi.

Det er en mærkelig ånd (måske “ånden fra Vatikankoncil II”?), der har ført til afskedigelse af korene, opgivelse af den flerstemmige musik, især på det latinske sprog. For at retfærdiggøre en sådan holdning har nogle (f.eks. pastor Frederick McManus) bekendtgjort, at kirkemusikkens skatkammer skal plejes “i koncerter”. Andre (f.eks. pater Joseph Gelineau) har ganske enkelt sagt, at flerstemmig kormusik ikke er beregnet til brug i liturgien, og at kirkemusikken ikke engang bør forsøge at nå den perfektion, som man kan forvente i koncertopførelser.

Så er salmen blevet erstattet af messeteksterne; menigheden er blevet erstattet af koret; folkesproget har erstattet det latinske sprog; guitaren og klaveret har fortrængt pibeorgelet og orkestret. Hvad er der tilbage af den kirkelige musik til sognets liturgi? Fire salmer!

Det er desværre den nuværende tilstand for kirkemusikken, for studiet og opførelsen af den, ikke kun i sognene, men også i skolerne, især i de skoler, der uddanner de kommende præster. Igen har en direkte overtrædelse af de konciliære dekreter om kirkemusik fra seminariemyndighedernes side, som de bevidst og villigt har gjort, berøvet det katolske folk og dets fremtidige præster deres retmæssige arv.

Man bliver ved med at spørge “hvorfor?”. Det første og mest velgørende svar er altid, at de, der gennemfører de konciliære dekreter i dette land, er uvidende om den hellige musiks skatkammer, hvilket er en frygtelig anklage mod professionelle undervisere. Der er ingen tvivl om, at mange seminarier, der fungerede før koncilet, havde utilstrækkelige musikprogrammer for studier og opførelse, ledet af inkompetente instruktører, men i det mindste blev normerne anerkendt, selv om bestræbelserne på at opfylde dem var utilstrækkelige.

Men en anden grund til angrebet på den hellige musik, som vi har kendt den i femten hundrede år, er en antiromersk holdning, der ønsker at fjerne den gamle romerske liturgi og alt, hvad den har bekendende og lært, især det, der blev overført gennem den hellige musiks medium. Liturgien er den største lærer i troen. De, der ønskede at ændre denne tro, forstod, at en ændring af liturgien (og dens musik) ville resultere i en “protestantisering” af kirken. Hvis man indrømmer, at resultaterne af de liturgiske reformer i de sidste 25 år til en vis grad kan tilskrives uvidenheden hos dem her i landet, der lavede reglerne efter koncilet, kan det heller ikke benægtes, at der også var en vis grad af fjendtlighed over for den hellige musik involveret i processen.

Angrebet på det “hellige” var direkte rettet mod den kirkelige musik. Mange benægtede eksistensen af noget som helst, der kunne kaldes helligt, på trods af de indledende ord i instruktionen fra 1967: “Musicam sacram”. Vi er blevet vant til verdslige melodier, verdslige instrumenter (klaver, guitar, trommer), verdslige opførelsesmetoder som musikalske combos og optrædende solister og dansere; alt sammen har fundet vej ind i liturgien, ikke for at øge dens hellighed, men direkte ødelægge den hellige kvalitet, som kun virkelig hellig kunst kan bidrage til liturgisk handling.

Det store spørgsmål: “Hvad gør musik hellig?” er blevet besvaret på disse sider en række gange (f.eks, Vol. 107, nr. 3 (efteråret 1980); Vol. 112, nr. 2 (sommeren 1985). På sidste sommers symposium på Christendom College blev man konfronteret med netop dette spørgsmål, som er grundlæggende for al kirkemusik. Men lige så grundlæggende er det andet store spørgsmål: “Hvad gør musik til kunst?” Heri indgår det store område af musikalsk træning og uddannelse. Kun den uddannede musiker kan svare på, hvad der gør et givet stykke musik til kunst. Men mange af reformatorerne har snublet ind på dette område uden den rette viden eller erfaring. En hel generation af dårligt uddannede (eller slet ikke uddannede) komponister er dukket op og har produceret ord og noter, som mange udgivere fortsætter med at sælge som hellig kirkemusik, selv om det meste af det ikke lever op til begge kriterier: det er ikke helligt, og det er ikke kunst. Men det tjener penge! Noget af det paraderer endda som hymner om søndagen i vores sogne og oftere på seminarierne.

For at give et svar på spørgsmålet: “Hvad er hellig musik?” må vi svare, at det er den store skatkammer af musik, der gennem tiderne er skrevet af de største komponister til brug i den romersk-katolske kirkes sungne liturgi, begyndende med de gregorianske melodier og fortsættende gennem de polyfone stykker fra middelalderen og renæssancen, op til orkesterstemmerne i de sidste tre århundreder og ind i vores egen tid; den er enkel for den syngende menighed og mere udførlig, efterhånden som graden af musikalsk kunnen stiger. Pave Pius XII har i sin encyklika “Musicae sacrae disciplina” på smukt vis opsummeret den kirkelige musiks rolle.

“Således har den hellige musik på kirkens foranledning og under kirkens sponsorat gennem århundreder tilbagelagt en lang vej, hvor den, om end undertiden langsomt og møjsommeligt, til sidst har nået højderne: fra de enkle og naturlige gregorianske modus, som i øvrigt er helt perfekte i deres art, til store og endog storslåede kunstværker, som ikke blot menneskestemmer, men også orgelet og andre musikinstrumenter forskønner, pryder og forstærker næsten i det uendelige. Ligesom disse fremskridt i musikkunsten tydeligt viser, hvor meget det lå kirken på sinde at gøre den guddommelige tilbedelse mere strålende og tiltalende for de kristne folkeslag, viser det også tydeligt, hvorfor kirken også fra tid til anden må indføre en kontrol, for at dens egentlige formål ikke overskrides, og for at der ikke sammen med de sande fremskridt sniger sig et profant og gudstjenestefremmed element ind i den hellige musik og fordærver den.”

Gid vi kunne omsætte i praksis, hvad pave Pius XII opfordrede til, og hvad fædrene på det II Vatikankoncil dekreterede, idet de baserede så meget af deres dokument på den store encyklika fra julen 1955.”

R.J.S.