“Hvorfor laver autoritære regeringer propaganda, når borgerne ofte ved, at deres regeringer laver propaganda, og derfor modsætter sig, ignorerer eller håner budskaberne?”

Dette er fra den fascinerende artikel “Propaganda as Signaling” af politologen Haifeng Huang. Den almindelige forståelse af propaganda er, at den har til formål at hjernevaske masserne. Folk bliver udsat for det samme budskab gentagne gange og kommer med tiden til at tro på det nonsens, som autoritærerne vil have dem til at tro på.

Og alligevel udsender autoritærerne ofte fjollet, uoverbevisende propaganda. Huang bemærker, at propaganda faktisk kan være kontraproduktivt, fordi de officielle budskaber ofte er i modstrid med virkeligheden.

Hvorfor vise offentligt, hvad alle ved er løgn, og som let kan verificeres som løgn? Professor Huang giver os et svar: Det er et af autoritære myndigheders mål at indgyde værdier og holdninger, der går ind for regimet. Men det er ikke deres eneste mål.

Suden deres ønske om at hjernevaske folk ønsker autoritære magthavere også at minde alle om deres magt. Når folk bliver bombarderet med propaganda overalt, bliver de mindet om regimets styrke.

Den enorme mængde ressourcer, som autoritære autoritære bruger på at vise deres budskab i alle hjørner af den offentlige plads, er en bekostelig demonstration af deres magt. Propaganda har til formål at indgyde frygt. Budskabet er: “Du tror måske ikke på regimestærke værdier eller holdninger. Men vi vil sørge for, at I er for bange til at gøre noget ved det.”

Huang beskriver, hvordan Kinas primetime-nyhedsprogram, Xinwen Lianbo, er stilfærdigt, arkaisk og er “et konstant mål for hån blandt almindelige borgere”. Alligevel sender den kinesiske regering det hver aften kl. 19.00 præcis. Den fortsatte eksistens af dette program har til formål at minde borgerne om det kommunistiske partis styrke og kapacitet.”

Regeringens vilje til fortsat at påtage sig dyre bestræbelser på at udsende uoverbevisende budskaber er et troværdigt signal om, hvor stærk og almægtig den er. Faktisk sammenligner Huang dette med politiske kampagner i demokratiske lande.

Politiske reklamer indeholder sjældent nye oplysninger. Det er sandsynligvis sjældent, at de ændrer nogens mening. Politiske reklamers funktion er dog ikke blot at overbevise. Den er at “brænde penge” på en offentlig måde. De er kostbare signaler om den politiske kampagnes vilje til at bruge ressourcer, hvilket viser deres engagement.

Huang fortsætter med at redegøre for resultaterne af sin empiriske forskning. Han spurgte kinesiske borgere, hvor bekendt de var med den kinesiske regerings propagandabudskaber. Han fandt, at folk, der var mere vidende om disse budskaber, ikke var mere tilfredse med regeringen. Men de var mere tilbøjelige til at sige, at regeringen er stærk, og de var mindre villige til at udtrykke uenighed.

Autoritære personer forsøger ikke nødvendigvis at overbevise dig om noget. De forsøger at minde dig om deres magt.

Interessant nok siger Huang endda, at den åbenlyse intetsigende karakter af autoritære budskaber er en del af pointen. Han skriver: “For at denne magtdemonstration skal blive godt modtaget, kan propagandaen nogle gange være nødt til at være kedelig og uoverbevisende, for at sikre, at de fleste borgere netop ved, at det er propaganda, når de ser den, og dermed forstår det implicitte budskab.”

Budskabet er altså: “Ja, vi ved godt, at dette budskab er trættende og tydeligvis forkert. Men vi viser det til jer for at fortælle jer, at I er hjælpeløse til at gøre noget ved det.”

Mennesker er mere tilbøjelige til at gøre oprør mod et regime, når de fornemmer, at det er sårbart. Ved at udsende et konsekvent budskab gentagne gange forsøger staten at styrke sin magt. En svag organisation kan ikke producere sådanne budskaber. Den kan ikke bruge ressourcerne. En stærk organisation kan spille det samme program hver aften på alle netværk. Den kan udsende det samme budskab på alle hjemmesider og reklamer og tv-serier.

Som Huang udtrykker det, “kan borgerne drage konklusioner om regeringstypen ved at observere, om den er villig til at producere et højt niveau af propaganda, selv om selve propagandaen ikke bliver troet af borgerne.” Det vil sige, at selv om alle ved, at det, de ser, er noget vrøvl, betyder det faktum, at alle ser det, at regimet er stærkt nok til at udsende vrøvl.

Mennesker kan blive afskrækket fra at gøre indsigelse mod autoritære magthavere, ikke fordi de tror på deres kedelige budskaber, men fordi de tror, at de autoritære magthavere har mere magt end dem selv. Desuden dikterer disse officielle budskaber vilkårene for den acceptable offentlige diskurs og driver alternative idéer under jorden.

De vænner borgerne til at handle, som om de tror på den officielle doktrin, om ikke andet så fordi de ikke offentligt sætter spørgsmålstegn ved den.

Politologen Lisa Weeden diskuterer i sin undersøgelse om Hafiz al-Assads kult i Syrien, hvorfor autoritære regimer tvinger deres borgere til at deltage i absurde ritualer. Hun bemærker, at “jo større absurditeten af den krævede præstation er, jo tydeligere viser det, at regimet kan få de fleste mennesker til at adlyde det meste af tiden.”

Hvis et regime kan få folk omkring en til at deltage i absurditeter, er man mindre tilbøjelig til at udfordre det pågældende regime. Du vil være mere tilbøjelig til at adlyde det. Det betyder naturligvis ikke, at regimer ikke er interesseret i indoktrinering. De vil foretrække, at folk virkelig har holdninger og værdier, der går ind for regimet.