Af Arthur Holland Michel

Der er en vildfarelse, der går rundt om, at droner har fået deres navn på grund af den drønende lyd, som de producerer, når de flyver. Dette lille stykke usandhed har været bemærkelsesværdigt hårdnakket. Faktisk er pilotløse fly opkaldt efter dronebier, som er hanbier, der ikke arbejder – tilfældigvis udklækket af ubefrugtede æg – og som kun tjener et enkelt formål: at befrugte dronningen, hvorefter de dør. Ligesom mekaniske droner arbejder drone-bier enkeltvis og, som man kan sige, tankeløst. “Dronen”, skrev en læser af British Bee Journal i et brev til redaktørerne, der udkom i 1906, “er designet til et bestemt formål”. Ved at ofre sin frie vilje og sit liv, skriver læseren, tjener dronen en ædel sag og bør derfor “have sin lille niche i berømmelsens tempel.”

Men som en hurtig gennemlæsning af en etymologisk ordbog som Wordsworth Concise afslører, har den oprindelige drone faktisk sit navn fra “den drønende lyd, den laver”. For at være helt præcis stammer ordet “drone” fra det angelsaksiske ord dræn, som betyder at brumme. Derfor blev den mekaniske drone, som man så ofte fejlagtigt mener, at den er opkaldt efter sin lyd, opkaldt efter noget, der ved et tilfælde blev opkaldt efter sin lyd.

Dette er dybt ironisk, for selv om dronens etymologiske forbindelse med lyd er tilfældig, er dronens lyd et af dens vigtigste kendetegn. For dem, der bor i områder, hvor droner er i drift, er deres primære – og i nogle tilfælde eneste – interaktion med dronen gennem lyd. “Surren fra en fjern propel er en konstant påmindelse om en nært forestående død”, skriver David Rhode i The Drone War. I Gaza, hvor dronerne kan være konstant til stede, kaldes maskinerne zannanas, hvilket betyder “bi-summen”. Wasseem el Sarraj beskrev dem i en artikel i The New Yorker som “patruljerende fængselsvagter” og forklarede, at “der er ingen flugtmulighed, hverken inde i huset eller fra Gazas grænser.”

Forfatterne til Stanford-NYU-menneskerettighedsrapporten Living Under Drones, som indtil videre er den mest omfattende rapport om de civile konsekvenser af dronekrigen, fandt, at lyden fra droner har en dybtgående indvirkning på civilbefolkningens mentale sundhed. I de beretninger fra folk, som forskerne interviewede, blev lyden af dronerne ofte nævnt. Når folk hører lyden af en drone, forklarede en beboer i Waziristan: “Børn, voksne mennesker, kvinder, de bliver rædselsslagne. . . . De skriger af skræk.” Dronen, der alt for ofte høres, men ikke ses, repræsenterer sig selv med sin lyd.

(Hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan en drone lyder: Det er sådan her.)

Det er ikke svært at forestille sig, at når indenlandske droner udbredes, vil lyden af dronen blive et konstant lydspor i det civile liv. Det er heller ikke svært at forestille sig, at lyden af dronen kun vil blive mere betydningsfuld, efterhånden som flere og flere mennesker bliver udsat for den (og formentlig efterhånden som folk forsøger at undertrykke den). For at forstå dronen og forstå, hvordan den vil påvirke vores landskaber i fremtiden, er det nødvendigt at forstå lydens adfærd.

Udstillingen Sound Spill, som nu vises i sin femte udgave på Zabludowicz Collection i New York, forsøger at gøre netop dette: at forstå, hvordan lyd bevæger sig, spilder, infiltrerer og gennemtrænger et rum. I dette tilfælde er rummet to spektakulære tomme etager i 1500 Broadway-tårnet, som kuratorerne Thom O’Nions og Richard Sides har fyldt med en række værker, der projicerer, absorberer, blander og afbøjer lyd.

I kunstverdenen henviser udtrykket “sound spill” til, når lyden fra kunstværker i et galleri blandes sammen. Som oftest gør kuratorer og gallerister sig umage for at minimere blandingen af lyde, men i Sound Spill søger kuratorerne at skabe “auditiv kompleksitet” ved at lade lydene fra de enkelte værker blande sig og interagere.

Det eneste andet sted, hvor man kan opleve en sådan kakofoni af tilsigtede lyde, er, når et stort orkester øver, mens publikum bevæger sig ind i en koncertsal. Og alligevel er der, ligesom med orkestret, når det varmer op, en vis sammenhæng i lydbilledet på Sound Spill. Det føles bevidst. Ikke desto mindre er der noget meget foruroligende og rystende ved den blotte oplevelse af at stå i udstillingsrummet. I det meste af tiden minder den generelle lyd i rummet ekstremt meget om lyden af droner; en slags lav, tyk mekanisk summen, der aldrig helt bliver til baggrundsstøj. Lyden på udstillingen er faktisk kurateret på en sådan måde, at den bliver det dominerende element i enhver oplevelse i udstillingen. Den ambiente musik bliver så at sige hovedlydsporet. Selv hvis beskueren ønsker at fokusere på en bestemt fysisk detalje i udstillingen, f.eks. en skulptur, bliver oplevelsen af dette objekt formidlet af lyden.

Dette gælder ikke kun for selve kunsten, men også for omgivelserne. Da rummet ligger direkte over Times Square, giver det et droneøjneperspektiv på verdens kryds og tværs. Hvis man kigger ud af vinduet længe nok, ned på menneskemængden, som naturligvis ikke er klar over, at man ser på, føler man næsten, at man befinder sig i maven på en drone. Det skyldes til dels, at kuratorerne har skabt et rum, hvor man både føler sig underlagt og en del af lyden. Som helhed vil udstillingen løfte din forståelse af dronelyd, selv om det ikke er udstillingens erklærede formål.

Udsigt fra Sound Spill.

En dronelyd er pr. definition monoton. Ligesom drone-bien er lyden singulær, monodimensionel. I Sound Spill danner dronningen baggrund for et varieret landskab, både fysisk og auditivt. Det underliggende lydspor er afbrudt af en række forskellige, overraskende lyde. På et tidspunkt begyndte højttalerne på det øverste niveau at udsende elektronisk euro-house-musik. Om noget gør disse afbrydelser en opmærksom på, hvor tæt man er på at resignere over for den drønende lyd, selv om den aldrig helt kommer i baghovedet.

Sound Spill demonstrerer, hvor dybt lyd kan forme et steds karakter. Galleriet er normalt et rum med næsten stilhed, der fra tid til anden afbrydes af et nys eller en ringetone eller af de besøgendes hvisken om værkerne. På Sound Spill får man en helt anden oplevelse. Man kan kun forestille sig, hvor dybt dronernes lydlige tilstedeværelse påvirker landskabet nedenunder. Når vi overvejer, hvordan de hjemlige omgivelser vil se ud, når droner bliver almindelige, bør vi tage højde for, at deres summen vil være en af deres mest bemærkelsesværdige virkninger.