De seneste bestræbelser på at imødegå bekymringer om mikrobiel kontaminering af fødevareplanter og deraf følgende fødevarebårne sygdomme har givet anledning til nyt samarbejde og interaktioner mellem de videnskabelige samfund inden for plantepatologi og fødevaresikkerhed. Denne artikel indeholder perspektiver fra forskere fra begge discipliner og præsenterer udvalgte forskningsresultater og koncepter, der fremhæver eksisterende og mulige fremtidige synergier for publikum fra begge discipliner. Plantepatologi er en kompleks disciplin, der omfatter undersøgelser af spredning, kolonisering og infektion af planter med mikrober som f.eks. bakterier, vira, svampe og oomyceter. Plantepatologer studerer plantesygdomme samt værtsplanternes forsvarsreaktioner og strategier for sygdomsstyring med det formål at minimere sygdomsforekomster og -virkninger. Gentagne udbrud af sygdomme hos mennesker, der skyldes forurening af friske produkter, nødder og frø og andre vegetabilske fødevarer med humane enteriske patogener såsom Shiga-toksinproducerende Escherichia coli og Salmonella spp. har fået nogle plantepatologer til at udvide anvendelsen af deres videnskab i de seneste to årtier til at tage fat på problemer med humane patogener på planter (HPOP’er). Fødevaremikrobiologien, som begyndte med at studere mikrober, der ødelægger fødevarer, og mikrober, der er afgørende for fødevareproduktionen, fokuserer nu også på, hvordan fødevarer bliver forurenet med patogener, og hvordan dette kan kontrolleres eller forhindres. Samtidig er folkesundhedsforskere og fødevaremikrobiologer således blevet mere optaget af interaktioner mellem planter og mikroorganismer før og efter høst. Der er ved at opstå nye samarbejder mellem medlemmer af plantepatologi- og fødevaresikkerhedssamfundene, hvilket fører til øget forskningskapacitet og større forståelse af de spørgsmål, som der er behov for forskning i. De to samfund anvender noget forskellige ordforråd og begrebsmodeller. F.eks. kan traditionelle plantepatologiske begreber som f.eks. sygdomstrekanten og sygdomscyklussen hjælpe med at definere tværgående spørgsmål, som også vedrører HPOP-forskningen, og kan foreslå logiske strategier til minimering af risikoen for mikrobiel kontaminering. Fortsat interaktion og kommunikation mellem disse to disciplinære samfund er afgørende og kan opnås ved at oprette et tværfagligt netværk til koordinering af forskning. Vi håber, at denne artikel, som er en introduktion til den tværfaglige HPOP-arena, vil være nyttig for forskere inden for mange beslægtede områder.