Et karakteristisk træk ved muslimer er udvekslingen af hilsner, hvor man hilser på hinanden med al-salamu alaykum!–sammen med svaret … wa alaykum al-salam! Dette oversættes normalt med “fred være med dig!” og “og over dig fred!” (Dette er en forkortet form af den mere fyldige sætning; se nedenfor.) Her forstås salam i dag normalt som “fred”, mens betydningen måske bedre kan oversættes til: “hilsen med sikkerhed-freden”. Denne hilsen er kendt som tahiyyat al-islam, “islams hilsen”, og den udtrykker ønsket om, at Gud må give den anden person et langt, vellykket liv i fred og fred uden fare for skade. Da profetens faderfætter Jafar b. Abi Talib i 615 (syv år før profetens migration til Medina i 622) beskrev essensen af den islamiske vejledning for den etiopiske kejser, den islamiske litteraturs “Negus” (al-Najasht), ved hans hof i Axum, fremhævede Ja’far denne “hilsen fra islam” som en ny praksis, der var specifik for deres religion. En nærmere undersøgelse af denne vigtige sætning, som muslimer ofte taler om, afslører, hvor uadskillelige begreberne sikkerhed og fred i virkeligheden er i den islamiske erfaring.

Hilsner i bønnen

En parallel brug af denne berømte hilsen forekommer ved selve afslutningen af islams rituelle bøn med den dobbelte hilsen taslim, først til højre og derefter til venstre, som markerer afslutningen af den formelle salat. Taslim-handlingen indebærer en dobbelt gentagelse af hele sætningen: al-salamu ‘alaykum wa rahmat Allahi wa barakatuhu, “Fred og sikkerhed være med jer, og Guds nåde og velsignelse”. Dette ord taslim stammer fra den arabiske verbalstamme II sallama (“at gøre eller gøre hilsner af fred-tryghed”), som i den lovprisnings- og velsignelsesformel, der uvægerligt påberåbes ved omtale af profeten Muhammed – se Koranen 33:56: “Gud og hans engle velsigner profeten; O I, som tror, velsigner I ham også og gør ham hilsner af fred-tryghed” ( sallu ‘alayhi wa sallimu tasliman). (1) Den ofte udtalte lovprisning af Guds budbringer Muhammed – “Må Gud velsigne ham og give ham fred” (Salla llahu alayhi wa sallam) – udtrykker oprigtige velsignelser og håb om, at profeten nyder den højeste belønning og salighed i det hinsides, nemlig i Paradiset. Vi bør huske på, at udtrykket dar al-salam, “Fredens og tryghedens bolig”, henviser til Paradiset. I Koranen 10:25 står der: “Gud inviterer til fredens og tryghedens bolig, og han leder dem, han vil, på en lige vej” (wa ‘llahu yad’u ila dari ‘l-salami wa yahdi man yasha’u ila siratin mustaqimin). De troende, som opnår adgang til Paradiset ved at udføre gode gerninger, opnår venskab med Gud, som det hedder i Koranen 6:127: “For dem er fredens bolig hos deres Herre, og han er deres ven på grund af det, de har udført.”

Taslim indledes altid af “salmernes velsignelse” (al-tahiyyat) (2), der udgør en integreret del af de rituelle bønner, hvor hilsner og lovprisninger udtales til Gud, mens “fredens hilsner” udtales til profeten og til de retfærdige tilbedere af Gud. I sin fulde form i slutningen af den…