Segerstrom omdannede sin families landbrugsmarker i Costa Mesa til South Coast Plaza, som åbnede med 78 butikker i 1967 i et søvnigt, stort set ubebygget område.

Segerstrom så amtets velstand vokse, og med den voksede appetitten på dyre ting. I løbet af årene gjorde han personligt kur til high-end detailhandlere som Barney’s New York, Armani og Chanel og overvågede indkøbscentrets forvandling til et af landets førende detailhandelskomplekser.

“Han så detailhandlere i hele verden, som han mente burde være her, og han opsøgte dem personligt og fik i mange tilfælde succes”, sagde Thomas Nielsen, en borgerlig leder og mangeårig Segerstrom-ven, “han så detailhandlere i hele verden, som han mente burde være her, og han opsøgte dem personligt og fik i mange tilfælde succes”.

Med omkring 280 butikker, et årligt salg på 1,7 milliarder dollars og mere end 22 millioner besøgende om året kan det prale af at være “det mest indtjenende planlagte detailhandelscenter i USA.”

Trods sin succes som forretningsmand og filantrop ville Segerstrom hele sit liv præsentere sig selv som landmand. Segerstrom, der er barnebarn af familiepatriarken C.J. Segerstrom og efterkommer af landets største uafhængige producent af limabønner, blev født i Santa Ana den 5. april 1923.

Han gik på Santa Ana High School, hvor han var seniorklassepræsident. Han gik ind i hæren som menig som 19-årig, gik på officersskolen og kæmpede i en feltartillerienhed under Anden Verdenskrig. I Frankrig under slaget om Ardennerne pådrog han sig et alvorligt granatsplintersår, som gjorde, at han måtte gennemgå adskillige operationer på et militærhospital, og som gjorde hans højre hånd permanent lemlæstet.

Når han forlod militærtjenesten som kaptajn, gik han på Stanford University, hvor han fik en bachelorgrad og en MBA. Snart var han en del af C.J. Segerstrom & Sons, en familievirksomhed med fokus på landbrug.

“Der var ingen tegn på, da jeg kom ind i firmaet, at vi ville gøre noget anderledes”, sagde Segerstrom engang i et interview. Men familien udvidede snart ud over landbruget med købet af overskydende ejendom fra den lukkede Santa Ana Army Air Base.

Med sine landbrugsrødder var Costa Mesa engang blevet kaldt “Goat Hill”, et udtryk, der længe blev brugt med hån, da det arbejdede i skyggen af det velhavende Newport Beach. Fra starten mente Segerstrom, at byens South Coast Plaza-område var bestemt til at blive “centrum” i Orange County, et løfte, som indbød til skepsis. Da Segerstrom i 1975 åbnede et 17-etagers luksushotel midt i bønnemarkerne, forudsagde nogle, at det ville blive “Segerstroms Waterloo”, selv om det snart viste sig at være en magnet for fagfolk udefra.

Men Segerstrom havde stadig større planer. I 1979 donerede hans familie fem tønder land og mindst 6 millioner dollars til opførelsen af Orange County Performing Arts Center i Costa Mesa, som åbnede syv år senere over for South Coast Plaza. Mange betragter opførelsen af komplekset, som i 2011 blev omdøbt til ære for Segerstrom, som et skelsættende punkt for kunsten i Orange County. Segerstrom, der var centerets stiftende formand, var karakteristisk nok involveret og rejste endda til Sverige for at udvælge granitten til bygningen.

“Der var meget lidt viden om eller forståelse for, hvor dybt et kompleks med klassisk kultur eller endog populærkultur ville blive støttet af befolkningsgrundlaget i Orange County”, sagde Segerstrom.

Segerstroms vision gav ham et ry som pioner for det nationale boom inden for bykomplekser – såkaldte edge cities, der kombinerer forretning og underholdning, detailhandel og boliger i nærheden af storbyområder.

“Jeg er vokset op her, og for mit vedkommende kom kulturen til Orange County, da vi oprettede kunstcentret,” sagde Nielsen. “Jeg kan ikke forestille mig, at der var andre mennesker, der ville have gjort en så stor forskel, som han har gjort.”

I en økonomisk undersøgelse, som han foretog af South Coast Plaza for næsten 30 år siden, sagde James L. Doti, præsident for Chapman University i Orange, at han fandt ud af, at indkøbscentret allerede dengang tiltrak folk fra Los Angeles og Inland Empire, hvilket var et forvarsel om den seismiske indvirkning, det ville få i de følgende årtier.

“På et tidspunkt, hvor Orange County stadig blev betragtet som et soveværelse for Los Angeles, var det det første tegn på, at det var ved at blive sit eget separate geografiske centrum”, sagde Doti.

I årevis har Segerstrom modstået kritik af, at hans kulturelle gavmildhed havde til formål at berige hans forretningsinteresser, men han kaldte sin kunststøtte for “personlig og oprigtig”. Segerstroms palæ i Newport Beach på Balboa-halvøen rummede kunstværker i verdensklasse, herunder værker af Henry Moore, Milton Avery og Henri Matisse.

Kendt for at bejle til kunstnere, donorer og forretningspartnere, gav Segerstrom lejlighedsvis en gave af Hermes-tasker med limabønner, som en hilsen til hans begyndelse som bondedreng. Han forfulgte ihærdigt den japanske kunstner Isamu Noguchi, som i første omgang afviste ham, men som derefter skabte “California Scenario”, en seksdelte skulpturhave, til en kontorgård i 1982. Blandt kunstværkerne var en 28 tons tung granitskulptur med et abstrakt arrangement af præcisionsklippede klippeblokke kaldet “The Spirit of the Lima Bean”, som en hyldest til landets – og mæcenens – historie.

I Performing Arts Center bestilte Segerstrom verdensberømte billedhuggere som Richard Serra til at skabe udendørs værker og stod i spidsen for centrets udvidelse, der kulminerede med åbningen i september 2006 af Renee and Henry Segerstrom Concert Hall med 2.000 pladser og en værdi af 200 millioner dollars på den anden side af gaden fra den oprindelige sal. Segerstrom donerede grunden og 50 millioner dollars og håndplukkede Cesar Pelli som arkitekt.

Doti sagde, at kunstcentret ud over sine kulturelle bidrag havde skabt betydelige arbejdspladser og givet andre nonprofitorganisationer, herunder Opera Pacific, mulighed for at blomstre.

“Hans visioner, hans vedholdenhed har virkelig gjort Performing Arts Center til en realitet. Uden hans lederskab ville det ikke eksistere,” sagde Doti.

C.J. Segerstrom & Sons’ hovedsæde står over for resterne af familiens landbrugsvirksomhed og det toetagers bondehus, som Segerstroms bedstefar byggede i 1915.

I 31 år var Segerstrom gift med sin første kone, Yvonne, med hvem han fik to sønner, Toren og Anton, og en datter, Andrea. Måneder efter deres skilsmisse i 1981 giftede han sig med sin anden kone, Renee, som blev en af Orange Countys mest succesfulde fundraisere inden for kunst. Ægteskabet varede næsten 20 år, indtil hendes død i 2000 i en alder af 72 år.

Snart efter sagsøgte en datter, som hun havde frastødt, Mikette Von Issenberg, Segerstrom og krævede en del af sin afdøde mors formue og hævdede, at Segerstrom holdt den som gidsel. Sagen blev afgjort stille og roligt. Det var et sjældent offentligt skænderi for Segerstrom, som havde ry for at være anstændig og for at beskytte familiens privatliv. I samtaler med journalister var han til tider veltalende om sine filantropiske projekter, men ufravigeligt forsigtig med sit privatliv.

En måned efter Renee Segerstroms død giftede Segerstrom, der dengang var 77 år, sig med sin tredje kone, Elizabeth Macavoy, en 45-årig klinisk psykolog. Segerstrom og hans nye brud sagde, at de mødtes kun tre uger før deres bryllup, mens de spiste hver for sig på den samme restaurant i New York.

Segerstrom sagde, at han præsenterede sig selv for hende som landmand.

Ud over sin kone efterlader Segerstrom sine tre børn, seks børnebørn og syv oldebørn.

En offentlig visitation og hyldest vil blive afholdt på Fairhaven Memorial Park i Santa Ana den 28. februar.

[email protected]

Times’ medarbejder Mike Boehm bidrog til denne rapport.