Nogle stemmer er høje. Nogle stemmer er lavmælte. Nogle stemmer har en utrolig smidighed. Nogle stemmer er fyldige og tunge. Nogle stemmer er svære at kategorisere!

Spektret af den menneskelige sangstemme er meget bredt. Det gør hver stemme unik, men det gør det også svært at håndtere for komponisterne. En komponist tænker for det meste på en stemme i tre termer: dens specifikke stemmelængde, dens stemmeklang (dvs. stemmens farve, om den f.eks. er blød eller hård, træagtig eller metallisk) og dens stemmevægt (om stemmen er let eller tung).

I den europæiske klassiske musiktradition er der blevet udviklet systemer til at klassificere de forskellige stemmetyper. Klassifikationen bruges til at knytte stemmer til potentielle roller: uanset om det er helt(ine) eller fjende, ung eller gammel, er stemmerne typificeret og har en tendens til altid at spille den samme slags karakter.

Det mest grundlæggende klassifikationssystem er baseret på stemmens stemmelængde, mest specifikt den mængde, hvor stemmen er mest behagelig (dens tessitura, som er italiensk for ʽtexturʼ). Stemmerne er klassificeret fra høj til lav. Kvindestemmer er inddelt i tre grupper: sopran, mezzosopran og contralto. Mænds stemmer er inddelt i fire grupper : kontratenor, tenor, baryton og bas.

Kvindestemmer

Sopran: Dette er den højeste sangstemme, med den højeste tessitura. Det er også den mest almindelige kvindestemme. Sopraner får fremtrædende sangroller og er ofte hovedpersonerne i operaen. De kan synge fra det midterste C til to oktaver højere (det vil sige et interval på i alt 15 hele toner).