Guatemala erklærede sig uafhængigt af Spanien i 1821. Efter en kort periode med annektering til Mexico var landet en del af Føderationen af mellemamerikanske nationer, som omfattede Honduras, El Salvador, Nicaragua og Costa Rica. Guatemalas uafhængighed blev reelt opnået i 1840, da guerillabevægelsen under ledelse af Rafael Carrera, en bonde af blandet spansk og indfødt afstamning, besejrede Francisco Morazáns styrker, præsidenten for føderationen. Carreras præsidentskab var konservativt og blev støttet af præsteskabet samt af godsejere.

Præsident Justo Rufino Barrios Auyón, en førende kaffeavler, indledte en æra af liberalisme i 1873. Hans regering indførte religionsfrihed og undervisningspligt, men konfiskerede også kirkelig jord for at skabe et privat ejendomsmarked. I 1877 blev bestemmelserne om dagarbejdere vedtaget, hvilket tvang mayaer fra højlandet til sæsonarbejde på kaffeplantager.

I 1898 blev Manuel Estrada Cabrera præsident. Året efter blev det amerikansk ejede United Fruit Company etableret, som dominerede bananproduktionen i Mellemamerika og påvirkede Guatemalas regeringspolitik. Estrada Cabrera regerede indtil 1920. I løbet af det næste årti organiserede arbejderne sig, og “indianerproblemet” blev et emne i den offentlige debat. I 1931 overtog Jorge Ubico præsidentposten og regerede med diktatorisk magt. Hans omstyrtelse i 1945 indledte en periode med ytringsfrihed og jordreformer.

Under præsident Jacobo Arbenz Guzmán gav regeringen tilladelse til omfordeling af store områder af privat jord, hvilket førte til det CIA-støttede statskup i 1954. Den tragiske borgerkrig fra 1960-1996 voksede ud af en folkelig reaktion på det militærdiktatur, der etablerede sig efter dette kup. Volden kostede 200.000 mennesker, for det meste mayaer, livet. Mayaerne har vidnet om terroren gennem fortællinger: Victor Montejo, Testimony: Death of a Guatemalan Village (1987), og Rigoberta Menchú, modtager af Nobels fredspris i 1992, I, Rigoberta Menchú: An Indian Woman in Guatemala (1984)

.