I lørdags havde jeg min første signering af bøger på Kinokuniya i New York. (Se hvad der er på vej i denne uge, især hvis du er i Seattle!) Jeg var ret nervøs, da jeg aldrig har lavet en bogsignering før, men jeg synes det gik ret godt. ^_^^; Jeg vil lægge flere billeder op et sted, så snart jeg har bearbejdet dem, men her er bare et. Jeg er den sorte klat i højre nederste hjørne!

Efter jeg snublede mig igennem en kort introduktion af emnet “hvad er bento”, med en smule show-and-tell af forskellige bento kasser, havde vi en Q & A session. Et af de stillede spørgsmål var, hvad er forskellen mellem en almindelig madkasse og en bentoæske? Jeg var nødt til at tænke lidt over mit svar. Der er i bund og grund ingen forskel på en kasse, som man pakker til frokost, og en bentokasse, da bento (til frokost) dybest set er japansk for en madkasse!

Den vigtigste grund til, at jeg og mange andre mennesker taler om bento frem for madkasse, er vel, at udtrykket “bento” bærer en hel masse traditioner og nyttige idéer, som man kan trække på. Ting som f.eks:

• at have en række forskellige teksturer, smagsvarianter, fødevaregrupper og farver i en lille beholder
• at pakke tingene tæt for at gøre dem kompakte og sikre, at tingene ikke flytter sig
• hvordan man pakker en kasse, så den ser appetitlig ud, når den åbnes
• hvad for nogle typer mad man skal pakke, hvad der ikke skal pakkes, hvor langt i forvejen man skal lave tingene
• hvad der smager godt flere timer efter pakning og (for det meste) ved stuetemperatur
• og sidst men ikke mindst, hvordan man kan holde ud at lave bentos dag efter dag, til sig selv, sine børn, sin ægtefælle eller andre.

En sandwich er fin til frokost, og i Japan er en sandwich-bento stadig en bento en bento. Jeg elsker sandwiches, men en sandwich hver dag bliver ensformig. Jeg elsker også salat til frokost, men en masse salat, der bare er dumpet ned i en beholder, og som bumpes rundt i et stykke tid i en rygsæk, kan se lidt usikkert ud. Så jeg henvender mig til Book of Bento. Jeg mener ikke nødvendigvis The Just Bento Cookbook; jeg henviser til den viden, jeg har samlet fra min mor, mine bedstemødre, mine tanter, min søster med to børn, andre bento-kogebøger og blogs og websteder og meget mere.

Det lyder måske banalt, men for mig handler en bento-boks også om at give en smule kærlighed til nogen. Denne nogen kan være dig selv, selv om det er meget mere specielt at få en anden til at lave en bento til dig. (Jeg elsker stadig, når min mor laver en bento til mig, når jeg er tilbage i Japan.)

Her er en japansk video – faktisk en reklamefilm for Tokyo Gas (et forsyningsselskab) – som forklarer den rolle, som hjemmelavede bentos spiller i det japanske liv, så godt, og som også viser nogle ret typiske hjemmelavede bentos. (Jeg er vild med “Undskyld! Jeg sov over mig!” på 0:26.) Moderen, der fortæller historien, mindes, hvordan hun blev ved med at lave bentos til sin for det meste uopmærksomme, humørsvingende teenagesøn gennem tre år i gymnasiet. Hun betragtede dem som en slags envejsbreve eller e-mails til sin søn. Hun fik aldrig et verbalt svar, indtil det sidste, men æsken, der kom tilbage tom hver dag, var svar nok for hende. Og i den sidste tomme bentoæske vedlagde hendes søn en seddel, hvor der stod “Tak….sorry I could never say that before”. (Jeg græder altid ved den del….)

(Jeg elsker disse sentimentale mad-og-familie-kærlighedsreklamer fra Tokyo Gas. Dette indlæg om stegte ris på Just Hungry har en anden.)

I summa summarum handler det vel om at behandle sin frokost med lidt kærlig kærlighed og tilføre den lidt sjov og variation. (Og du ved, du kan også kalde det en madkasse i stedet for en bento! Det handler jo egentlig bare om substansen.)

Tak til den dame, der stillede spørgsmålet (undskyld, jeg fik ikke dit navn), fordi du fik mig til at tænke! Jeg ville ønske, at jeg kunne have været så velformuleret på stedet. ^_^;