Fra 1972 til 1974 opstod en bølge af primært britiske rockbands – kaldet Glitter Rock – som fik massiv succes med en lyd, der markerede en radikal afvigelse fra den seneste tids peace/love/sandaler-vibe. Den nye bevægelse fejrede det overfladiske, fik androgyni til at se cool ud og markerede en fuldstændig afvigelse fra hippietidens mere seriøse “red verden”-følelser. Rolling Stone-skribenten David Fricke beskrev glitterrock som “et tidevandsbølgesprøjt af popguitarer, raserende pubertet og elegant anarki”. Mandlige sangere bar ofte hårklipper, eyeliner, læbestift, skandaløst tøj og tårnhøje plateausko. Alligevel ville den musik, der kom ud af denne æra – David Bowie og Roxy Music ville skabe nogle af glitterens største soniske arv – få en sikker plads i rockhistoriens annaler, og genren er blevet udlagt som den mest innovative begivenhed, der fejede gennem popmusiklandskabet før punkrock.

“Glitter var urban panikmusik,” skrev Jon Savage i Gadfly, da han beskrev den markante forskel mellem glitterrock og hippierock. “I stedet for naturfibre havde man crimplene, glitter og pels; i stedet for LSD havde man alkohol og downers; i stedet for albums var det singler, der var i fokus; i stedet for autenticitet herskede syntetisk plasticitet; i stedet for en dyster, skægget machismo havde man en salig, trashy androgyni.” Sommeren 1972 bliver normalt betegnet som tidspunktet for glitterens opståen, og London er stedet, men den version af glitteren, der havde succes på hitlisterne, og som i Det Forenede Kongerige kaldes glam, skyldte en lille del til et ukendt ungt amerikansk band, New York Dolls. Dolls boede i Greenwich Village og spillede oprindeligt Otis Redding-covers i det, der blev kaldt “Oscar Wilde Room” i Mercer Art Center, og de havde langt hår, gik i plateausko og bar en masse makeup. En del af deres inspiration kom fra teaterscenen i Greenwich Village i slutningen af 1960’erne – især Ridiculous Theater Company’s ulækre gøren og laden – og de blev det næste hotte band at fange, da Andy Warhol og hans følge begyndte at frekventere Mercer-shows.

Et managementteam mente, at det var bedre at lancere Dolls først i London, og de fløj derover og fik øjeblikkelig succes. De blev hyret til at åbne for Rod Stewart og blev den første gruppe i musikhistorien, der turnerede med et stort rockband uden nogensinde at have produceret et album eller endda en single. Så døde en af Dolls’ medlemmer, Billy Murcia, af en overdosis Quaalude, og bandet blev i en periode lovprist i musikpressen. De dukkede op igen med en ny trommeslager i december 1972 og fik kontrakt med Mercury-selskabet, men deres karriere gik i stå efter blot to albums. For at føje til bandets problemer antog det amerikanske publikum, at de var homoseksuelle på et tidspunkt, hvor homoseksualitet var et nyt og meget kontroversielt emne for mange.

Tilbage i London var stemningen imidlertid en helt anden. Glitter/glam rock var enormt stor i sommeren 1972. Dens forløber kom i foråret 1971 med en ung og attraktiv sanger, Mark Bolan, og hans band T. Rex. “Get It On (Bang the Gong)” og efterfølgende numre som “20th Century Boy” og “Diamond Meadows” kom til at blive betragtet som glitterklassikere. Som de fleste popkulturelle bevægelser opstod glitter som en reaktion mod noget andet. I dette tilfælde var det hippierne, der var allestedsnærværende. I 1972 var det lange hår og granola-looket endda blevet brugt i reklamebilleder. Beatles var væk, og bands som Yes, Moody Blues, Fleetwood Mac og Led Zeppelin var store, og det samme gjaldt countryrock; lange sørgelige melodier var på mode. Glitter fejrede det kunstige og det soignerede, og der gik stærke elementer af camp igennem det. Desuden var synet af mænd med makeup stadig nok til at få folk til at standse op på gaden og forårsage periodiske protester i mainstreampressen. Homoseksualitet var først blevet afkriminaliseret i Storbritannien i slutningen af 1960’erne, og bøsseretsbevægelsen i USA daterede sig kun tilbage til sommeren 1969. Den gennemsnitlige mand eller kvinde i en vis alder fandt det stadig forfærdeligt ubehageligt at indrømme, at homoseksuelle mænd og kvinder overhovedet eksisterede, så tabubelagt var emnet før disse år. Derfor fandt glitterrock og dens tilbehør – de mærkelige pladecovers, den højopløste rockplakat, efterligningen af ens yndlingssangeres udseende – stor genklang hos teenage-generationen.

I 1972 blev der udgivet flere afgørende albums, som varslede en ny æra i rock. Roxy Music, der blev ledet af Bryan Ferry og på det tidspunkt også omfattede Brian Eno, er blevet betegnet som bevægelsens ideologiske avantgarde. Deres selvbetitlede debutplade og singlen “Virginia Plan” udkom begge i sommeren 1972 og fik massiv succes. Meget rockede guitarakkorder og buldrende trommer smeltede sammen med Ferrys buede, næsten poetiske tekster og gjorde Roxy til det måske mest langtidsholdbare af alle glitterbands, og et band, der stort set aldrig faldt i kritikkernes gunst. Denne Eno-periode betegnes normalt som deres højdepunkt; de blev opløst efter udgivelsen af Country Life i 1974, og efterfølgende gendannelser nåede aldrig rigtig op på det oprindelige niveau.

David Bowie og hans Ziggy Stardust-karakter er også uløseligt forbundet med glitterrock. Hans massive succes med androgyne outfits og rumlige lamé-bodysuits var mainstream-rockens manifestation af hele glambevægelsen. Hans album The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars fra 1972 anses for at være en af de vigtigste udgivelser af genren. Bowie ville desuden producere en række vigtige album i løbet af kort tid, som også var afgørende for glamrockens diskografi: Mott the Hooples All the Young Dudes, Lou Reeds Transformer og Iggy Pop and the Stooges’ Raw Power, der alle blev udgivet i 1972. Samme år fortalte Bowie en interviewer i den britiske musikavis Melody Maker, at han var homoseksuel (senere ændrede han det til “biseksuel”), hvilket vakte stor opsigt. Han blev den første popstjerne nogensinde til at give en sådan indrømmelse.

Den sommer 1972 var der yderligere musikalske begivenheder, der gjorde glam/glitter til en kommercielt levedygtig bevægelse. Gary Glitter, en glemt engelsk sanger fra 1950’erne og 1960’erne, fik et kæmpe hit med de kazoo-lignende guitarer og et-ords-tekster (“Hey!”) i “Rock and Roll (Part II)”. Singlen var en kæmpe succes i England og nåede top ti i USA og ville gå over i historien som den uundværlige sportsstadiehit i 1990’erne. “Rock and Roll” var øjeblikkeligt nostalgisk, men som intet andet på jorden, og den skar igennem alt, hvad der var omkring den engelske sommer, igennem T. Rex-glimmer og David Bowie-sashay, gennem Slades patenterede stomp og Sweet’s kandiserede pop,” skrev Dave Thompson i Goldmine, “og selv om den ikke helt blev nummer et, blev den hængende på hitlisten så længe, at der ikke findes nogen anden sang på jorden, der genindfanger øjeblikket som denne.”

Flere andre numre er tegn på det glitrende rockøjeblik, f.eks. kultfavoritten “Baby’s on Fire” fra et soloprojekt af Brian Eno. Andre britiske bands klatrede hurtigt på glamrock, efter at dens pengemaskinepotentiale var blevet fastslået, men producerede musik med langt mindre panache og kunstnerisk udholdenhed end Bowie, Roxy eller T. Rex. Slade og Sweet var to af disse bands, og de skulle blive ophavsmænd til 1980’ernes glam metalbevægelse; Queen voksede også ud af denne æra og overraskede mange ved at ride succesfuldt på glitterrocken langt efter dens annoncerede død. Glitterrock markerede også et vendepunkt i popmusikken: før 1972 havde den amerikanske og britiske smag mere eller mindre svaret hinanden. Alligevel lykkedes det ikke glam at slå igennem i USA som i Storbritannien, og den chokrockede proto-goth Alice Cooper var den eneste ægte hjemlige kommercielle succes.

I 1974 var New York Dolls gået i opløsning efter flere problemer med stoffer, Stooges gik i opløsning, Bowie udgav et album med gamle covernumre, og Elton John – måske den mest kommercielle og internationalt mest succesfulde manifestation af glitterrock – var en kæmpe succes. Glitterrockens crossdressing-lejr blev med succes omsat til et teaterstykke, The Rocky Horror Picture Show, som blev en kultfilm næsten fra sin debut i 1975. Det sidste gisp af ægte glam i USA kom med Sweet’s Top Ten-hit, “Ballroom Blitz”, i sommeren 1975.

Allerede den sommer var punk i sin vorden i England og ville slå igennem med fuld styrke det følgende år. Punk var kendetegnet ved vulgaritet, flosset tøj og næsten uhørlig, alt andet end melodisk musik og var, ikke overraskende, en reaktionær bevægelse – imod glitterens satinerede, coiffede look med dets elektriske klaverer og Wildean-sentimentalitet. Lidt over et årti senere var glitterrockens outlandishness og alternative seksualitet standardklichéer inden for popmusikken, som Boy George, Prince og endda Madonna var de mest vellykkede repræsentanter for. Velvet Goldmine, en film fra 1998 af Todd Haynes, lånte sin titel fra en Bowie-sang fra dengang og blev udråbt som et tegn på glitterrockens genoplivning. Filmen foregår i London i begyndelsen af 1970’erne og følger rock ‘n’ roll-kærlighedshistorien om en biseksuel rockstjerne i rumaldertøj og hans langt mere punker-agtige amerikanske ven, som er en klar stand-in for Iggy Pop. Talrige koryfæer fra den alternative musik deltog for at skabe og/eller indspille til Velvet Goldmine-soundtracket, og filmmageren Todd Haynes mindede i interviews om, hvor dybt nogle af musikken og billederne fra glitterrock-æraen havde påvirket hans ungdomsår. “Det var et øjeblik, hvor det var cool selv for heteroseksuelle mennesker at fremstå biseksuelle,” fortalte filmens redaktør, Jim Lyons, Amy Taubin i Village Voice. “Der er en klar nostalgi for den periode, hvor vi troede, at vi ville få et bedre og bedre samfund, og at feminismen ville vinde, og at homoseksualitet ville blive fuldstændig accepteret.”

-Carol Brennan

Videregående læsning:

Fricke, David. “Weird Scenes from the Velvet Goldmine”. Rolling Stone, 26. november 1998, 64-67.

Goldman, Albert. “Rock Goes Holl-Ly-Wooood!” Sound Bites. New York, Random House, 1992.

Klawans, Stuart. “All that Glitters.” Nation. November 30, 1998, 32-34.

Lim, Dennis. “The Music Choice Artifacts and Inspired Counterfeits”. Village Voice. November 3, 1998, 50.

McCormick, Moira. “International ‘Velvet’ Mines Glam’s Riches”. Billboard. 3. oktober 1998, 22.

McNeil, Legs, og Gillian McCain, Please Kill Me: The Uncensored Oral History of Punk. New York, Penguin, 1997.

Savage, Jon. “Divine Decadence: Memories of Glam.” Gadfly. Oktober 1998.

Stambler, Irwin. “David Johansen.” The Encyclopedia of Pop, Rock & Soul. New York, St. Martin’s, 1989, 339-41.

Taubin, Amy. “All that Glitters.” Village Voice. November 18, 1997, 64-66.

Thompson, Dave. “Gary Glitter.” Goldmine, 4. juli 1997, 20-30.