– På omtrent samme tid blev der i Vedaerne, episke digte skrevet i Indien, fortalt historier, der var rige på urtekundskab.

– Otte hundrede år senere blev Charaka Samhita skrevet af lægen Charaka i Indien. Han beskriver omkring 350 plantelægemidler, herunder visnaga, en urt af nordafrikansk oprindelse, som for nylig har vist sig at være effektiv til behandling af astma (se nedenfor).

Første og andet århundrede e.Kr.

– Shen’nong Bencaojing, eller den guddommelige husmands klassiker, blev skrevet i Kina i det første århundrede. Den indeholder 354 poster; af disse er 252 urtemedicin. Denne tidlige urtebog lagde grunden til traditionel kinesisk medicin.

– På omtrent samme tid i Europa skrev Dioscorides sin De Materia Medica, en tekst, der opregner omkring 600 urter. Den blev brugt som den vigtigste reference for medicinske urter i Europa indtil det 17. århundrede. Oprindeligt blev den lavet til Juliana Arnicia, datter af den romerske kejser Flavius Avicius Olybrius, og den indeholdt næsten 400 helsides farveillustrationer.

– I det andet århundrede blev der etableret verdenshandel, og varer i denne nye globale udveksling omfattede medicinske urter. Forfattere begyndte at katalogisere planter med kendte medicinske virkninger og at registrere deres egenskaber.

Sjette til fjortende århundrede e.Kr.

– Mellem det sjette og fjortende århundrede spredte den arabiske kultur sig til Europa og bragte viden med sig om at blande urter for at opnå forskellige virkninger – med andre ord apotekerkunsten. I Indien udviklede den ayurvediske medicin sig på universiteter og hospitaler.

– Hildegard af Bingen, som ikke blot var en af tidens autoriteter inden for urtemedicin, men også den første tyske kvindelige læge, skrev mellem 1151 og 1161 Bogen om simpel medicin og Bogen om sammensat medicin. I førstnævnte bog beskriver hun den medicinske anvendelse og høst af mere end 200 urter og andre planter. I sidstnævnte opregner Hildegard mere end 300 planter sammen med urtebehandlinger.

Sjette århundrede e.Kr.

– På den anden side af jorden skrev en aztekisk læge, Martinus de la Cruz, i 1552, 31 år efter den spanske erobring af Tenochtitlán (det nuværende Mexico City), en urtebog på nahuatl (et lokalt aztekisk sprog). Det kaldes Badianus-manuskriptet og er den første urtebog i Amerika, og den beskriver de terapeutiske anvendelser af 251 mexicanske plantearter. Urteksten er skrevet på bestilling af sønnen til den første vicekonge af Ny Spanien, som var interesseret i den Nye Verdens urter og krydderier og aztekernes medicinske viden, og den formidler aztekernes viden om lægeplanter og deres farmakologiske virkning.

– I 1600-tallet blev Nicholas Culpepers The English Physitian udgivet. Culpeper gik ind for en overkommelig sundhedspleje baseret på brugen af lokalt dyrkede planter, og hans urtebog blev en bestseller.

Attendedes til tyvende århundrede e.Kr.

– Indfødte amerikanere i Nordamerika delte deres urteviden med nybyggere, især mod slutningen af det attende og ind i det nittende århundrede. Samuel Thomson baserede sine kure på indiansk urtepraksis, og en gruppe læger kaldet Eclectics kombinerede den dengang nye viden om fysiologi og patologi med urtetraditioner.

– I begyndelsen af det 20. århundrede blev urtemedicin i USA sekundær i forhold til konventionel medicin, hovedsagelig på grund af regeringens beslutning om kun at give økonomisk støtte til skoler, der praktiserede konventionel medicin.

Oprindelsescentre for nogle lægeplanter

Det centrale i alle disse begivenheder er naturligvis urterne selv. Mens menneskene i de gamle kulturer – dem, der opdagede og videregav deres viden om urter til snesevis af efterfølgende generationer – ikke længere overlever, gør mange af planterne det. Her er beskrivelser af nogle af verdens vigtigste medicinske urter med deres tidligere og nuværende anvendelser.

Nordamerika

Blodrod (Sanguinaria canadensis) blev brugt af indianerne til at behandle feber og gigt og til at fremkalde opkastninger. Moderne urteeksperter bruger den også som et brækmiddel samt til at fremme hoste og rensning af luftvejene. De bruger den også med forsigtighed, fordi blodrod kan være giftig i store doser.

Vestlig taks (Taxus brevifolia) vokser i Cascade-bjergkæden, der løber fra staten Washington til det nordlige Californien. Den blev engang brugt til behandling af gigt, men moderne urteeksperter undgår taks, fordi den er ekstremt giftig.

I 1960’erne begyndte forskere fra National Cancer Institute at undersøge et ekstrakt fra taksens indre bark, da de mente, at det havde potentiale som kræftbehandling. I slutningen af 1970’erne isolerede de taxol fra jydeekstraktet. Taxol stopper delingen af celler, herunder kræftceller. I 1989 viste resultaterne af et forsøg med taxol, som kvinder med kræft i æggestokkene tog, at 30 procent af patienterne fik en bedring, og den amerikanske lægemiddelstyrelse godkendte brugen af taxol som lægemiddel i 1993.

Selv om den vestlige taks er den vigtigste kilde til taxol, har forskerne udviklet en proces til at fremstille taxol fra andre taksarter.

Vild yams (Dioscorea villosa) er hjemmehørende i Nord- og Mellemamerika. Mayaerne og aztekerne brugte den til at lindre smerter, og de nordamerikanske pionerer brugte den til at behandle gigt. Disse kulturer brugte også vild yams til at behandle smertefuld menstruation og fødselssmerter.

I dag ved vi, at rødder og knolde af vild yams indeholder plantesteroler, specielt diosgenin, som ved syntese giver progesteron.

Midt- og Sydamerika

Ipecac (Cephaelis ipecacuanha) blev brugt af sydamerikanerne til at rense maven og luftvejene. Europæiske opdagelsesrejsende tog det med hjem i 1672 og fandt, at det var en effektiv behandling mod amøbedysenteri. Det bruges stadig til dette formål i dag; det bruges også til at behandle bronkitis og kighoste og til at fremkalde opkastning – men det kan være dødeligt, når det bruges i store doser, så følg omhyggeligt anvisningerne på etiketten.

Curare (Chondrodendron tomentosum) vokser vildt i Amazonas’ regnskov. Roden og stænglen gav tidlige jægere en gift, som de brugte i deres pile; denne gift lammede deres bytte.

I dag ved vi, at denne gift kommer fra en alkaloid i planten, der er kendt som tubocurarine, hvoraf en form bruges til at lamme patienters muskler under operationer.

Cacao (Theobroma cacao) kommer fra et stedsegrønt træ, der er hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika. Det aztekiske navn for dette træ er chócolatl, hvorfra det engelske ord chokolade stammer. Kakaofrøpulpen blev brugt til at stimulere nervesystemet.

Quinin (Cinchona spp.) er hjemmehørende i de bjergrige områder i Sydamerika. Peruvianerne brugte barken til at lave en behandling mod feber og infektioner. I dag ved vi, at dens bark indeholder alkaloider, der giver et middel mod malaria, som blev brugt indtil begyndelsen af 1900-tallet og igen efter 1960’erne, da der udviklede sig resistens over for det syntetiske antimalariamedicin klorokin.

Papayatræet (Carica papaya) bærer en sød frugt, som mayaerne brugte sammen med træets latex og skud i deres urtemedicin. Vi ved nu, at frugten indeholder papain, et proteinopløsende enzym, der letter fordøjelsen.

Coca (Erythroxylum coca) er bedst kendt som kilden til det ulovlige stof kokain. Men den har spillet en vigtig rolle i folkemedicinen som behandling af tandpine og til at dulme virkningerne af koldt vejr i bjergrige, regnfulde områder i de østlige Andesbjerge. Kokain og andre alkaloider i plantens blade har en stimulerende og bedøvende virkning.

Afrika

Yohimbe (Pausinystalia yohimbe) er hjemmehørende i skovene i det vestlige Afrika. Bantusstammen brugte dens bark som et afrodisiakum for mænd, og den er blevet brugt i konventionel medicin til behandling af impotens. Yohimbe indeholder alkaloider, der stimulerer hjernen, men de er giftige i høje doser.

Ricinusbønnen (Ricinus communis), som vi får ricinusolie af, blev nævnt i Ebers papyrus. Planten menes at være hjemmehørende i det østlige Afrika og dyrkes i dag i varme klimaer rundt om i verden. Frøene er giftige, men olien fra frøene er ikke giftig. Ricinusolie anvendes som basis i kosmetik og som afføringsmiddel; for nylig har forskere undersøgt ricinusbønnens effektivitet som præventionsmiddel.

Aloe (Aloe vera) er hjemmehørende i det østlige og sydlige Afrika. Legenden fortæller, at Kleopatra tilskrev sin skønhed til aloe vera-gel, som kommer fra bladene. Ved bunden af aloe-bladene kan man finde en gul saft, der, når den tørres, giver “bitter aloe”, som er stærkt afførende. Aloe gel er en kraftfuld helbreder af forbrændinger og sår, og forskning viser, at gelen indeholder aloectin B, som stimulerer immunsystemet.

Senna (Cassia senna) er hjemmehørende i det tropiske Afrika og blev først brugt medicinsk af arabiske læger i det niende århundrede. Dengang som nu stammer dens medicinske værdi fra dens styrke som afføringsmiddel. Senna får musklerne i tyktarmen til at trække sig sammen og forhindrer væske i at blive optaget.

Visnaga (Ammi visnaga) gav egypterne et middel mod nyresten og blev nævnt i Ebers papyrus. I dag bruges urten stadig til at lindre smerten ved nyresten og er kilden til et lægemiddel, der bruges til behandling af astma. Visnaga-derivater har en kraftig krampeløs virkning på bronkialmusklerne.

Asien

Ginkgo (Ginkgo biloba) er meget populært i USA, primært fordi nyere undersøgelser viser, at det er effektivt til at forbedre cirkulationen til hjernen og til at forbedre tilstanden hos nogle Alzheimers-patienter og dem, der lider af senil demens. Træet er hjemmehørende i Kina, hvor dets frø bruges i urtemedicin til at lindre hvæsende vejrtrækning og til behandling af inkontinens, og dets blade bruges til behandling af astma.

Europa

Foxglove (Digitalis spp.) er hjemmehørende i Vesteuropa, hvor folkehelbredere brugte den som vanddrivende middel og til andre formål. I dag er den kilden til de stærke hjertemediciner digitoxin og digoxin.

Belladonna (Atropa belladonna), også kendt som dødbringende natskygge, blev engang anset for at hjælpe hekse med at flyve. Navnet kan stamme fra italienske kvinders praksis med at bruge urten til at udvide deres pupiller, hvilket blev anset for at være et tegn på skønhed. Den blev også brugt til at behandle kolik og mavesår. I dag bruges den til at udvide pupillerne til øjenundersøgelser og til at hæmme det parasympatiske nervesystem, som styrer ufrivillige handlinger som f.eks. spytproduktion.

Australien

Eukalyptus (Eucalyptus globulus) blev brugt af aboriginerne til at behandle feber og infektioner. I dag ved vi, at dens æteriske olie indeholder eucalyptol, som bidrager til urtens evne til at udvide de små luftveje i lungerne. Den bruges ofte som en ingrediens i brystindsmøringsmidler og balsam mod ømme muskler og led.

Tillægslæsning

Chevallier, Andrew. The Encyclopedia of Medicinal Plants. New York: Dorling Kindersley, 1996.

Foster, Steven. “The Badianus Manuscript: America’s First Herbal.” The Herb Companion 1994, pp. 27-33.

Griggs, Barbara. Green Pharmacy: The History and Evolution of Western Herbal Medicine: The History and Evolution of Western Herbal Medicine. Rochester, Vermont: Healing Arts Press, 1997.

Suellentrop, Joyce. “Hildegard af Bingen: Medieval healer of the Rhine.” The Herb Companion 1995, pp. 62-66.