Denne artikel indeholder spoilers for Mad Men, sæson 7, del 2, afsnit 14, Person To Person.

Da støvet begynder at lægge sig efter den kontroversielle finale på Matthew Weiners Mad Men (2007-2015), er serien bestemt til at have et langt efterliv. Ligesom The Wire (2002-2008) eller The Sopranos (1999-2007) vil den få et nyt liv som et kulturelt artefakt, der vil blive analyseret og fortolket i mange år fremover.

Den fremtrædende plads, som spørgsmål om moderskab fik i den syvende og sidste sæson af programmet – som sluttede i sidste måned – tyder på, at den fortsatte debat om mødrene i Mad Men efter al sandsynlighed vil indgå i denne diskussion.

Der var ingen mangel på manglende mødre, opgivende mødre, fjendtlige og utilfredse mødre, seksuelt konkurrerende mødre og dem, der ikke formåede at blive det, psykoanalytikeren DW Winnicott (1896-1971) ville betragte som “gode nok”.

Seriens næstsidste afsnit blev vist på Mors Dag i USA – søndag den 10. maj – og denne dato faldt sammen med afsløringen af, at en af de centrale kvindelige karakterer, Betty Francis (January Jones), var ved at dø af lungekræft, hvilket var en tragisk ironi, der ikke gik kommentatorer og bloggere tabt på.

Der har naturligvis været talrige fortolkninger af den måde, hvorpå moderens fravær dannede ramme om Don Drapers (Jon Hamm) karakter, hans selvdestruktivitet, hans lidelser og tvivlsomme beslutningstagning.

Men i det store og hele er analyser af repræsentationen af mødre siden debuten i 2007 blevet overskygget eller underordnet af livlige kommentarer om andenbølgefeminismens voksende indflydelse på kvindelige karakterer.

Peggy Olson (Elisabeth Moss) og Joan Harris (Christina Hendricks) er ofte blevet opfattet som værende indbegrebet af en ny feministisk bevidsthed og den såkaldte “karrierekvindes” fremkomst.

I en mærkelig sammensmeltning af hukommelse og glemsel er serien også blevet krediteret for at have hjulpet yngre kvinder i dag til at forstå deres egne mødres feminisme.

Men afgrænsningen af de forskellige (angiveligt historiske) mødre i serien – og hvordan dette hænger sammen med nutiden – er fortsat noget meget mørkere, mindre løst og mere foruroligende.

Relinquishing Mothers: Peggy, Stephanie og Diana

I overensstemmelse med en historisk periode, hvor enlige, ugifte kvinder blev nægtet lovlig adgang til prævention, får Peggy og senere Stephanie Horton (Ann Drapers niece, spillet af Caity Lotz) begge uønskede graviditeter og afgiver deres børn til pleje eller adoption.

Betty, i sæson 3, har også en uønsket graviditet, men som gift kvinde beholder hun barnet som sit yngste barn, Eugene Scott (Evan Londo/Ryder Londo). Som vi ved i bakspejlet, ville det være svært at antage, at “valg” var involveret i nogen af de beslutninger, som disse mødre traf.

Shemmeligheden omkring Peggys graviditet, fødslen af hendes søn og hendes usynlige moderstatus understreger tydeligt den sociale og moralske fordømmelse af enlige mødre i den periode, der er repræsenteret.

Men fortæller det os også noget om en fortsat uforenelighed mellem moderskab og en arbejdscentreret feminisme i 2015?

I sæson 2 vender Peggy hurtigt tilbage til arbejdet fra hospitalet efter fødslen af sin søn og synes at følge Dons råd om at lade som om, at det hele “aldrig var sket”. Vi antager, at Peggy afleverede sit barn til enten adoption eller pleje uden at have oplevet konflikt eller tab.

Det er først i de sidste afsnit af sæson 7, at en vedvarende sorg bliver afsløret. Da hendes kollega og snart kommende elsker Stan (Jay R. Ferguson) beskylder hende for ikke at kunne lide børn, tilstår hun, at hun er mor og ikke er i stand til at tænke på sin søn, fordi tabet ville være for svært at bære.

Stephanie vil derimod ikke erkende, at hendes søns liv – overladt til pleje hos hans bedsteforældre på faderlig side – kan blive præget af hendes fravær. Hun er kun villig til at se og modstå den brede sociale misbilligelse omkring hendes ønske om ikke at være mor og modstå den brede sociale misbilligelse. Det er ikke tilfældigt, at hun dukker op igen i de sidste episoder for at føre os ind i 1970’erne, et årti, der identificeres med filosofien om personlig vækst, uanset konsekvenserne.

Hvis vi havde brug for flere beviser på moderstankenes centrale betydning for Mad Men, så findes de i en af gruppeterapisessionerne i det Esalen-agtige refugium, hvor Dick (Don Draper) befinder sig. Efter at have forfulgt forskellige former for egoistisk hedonisme og bedrag i sit liv, får han et dramatisk sammenbrud i seriens sidste og afsluttende afsnit.

Måske er det udløsende øjeblik for Dicks sammenbrud, at en mor i gruppen kritiserer Stephanie for at svigte sin søn, fordi han vil vente på, at Stephanie kommer ind, hver gang døren åbnes. Dick forsøger at overbevise Stephanie, ligesom han gjorde med Peggy, om at hun kan glemme sin søn og komme videre.

Men denne gang er han ikke overbevisende, ikke engang over for sig selv. Seeren står tilbage med et spørgsmål om, hvorvidt han nogensinde vil være i stand til at komme sig over dette barske billede af et barns længsel og tab.

Den gådefulde figur Diana (Elizabeth Reaser), der efter sigende er opkaldt efter den romerske gudinde for frugtbarhed og fødsel, er afgørende for seriens afslutning og for den følelse af fortvivlelse, der gennemsyrer de sidste afsnit. Hun er en mor, der har forladt sin eneste overlevende datter, efter at hendes yngste datter var død.

Hendes selvhad og indre konflikt over denne beslutning er håndgribelig i de få scener, hvor hun og Don er sammen. I modsætning til Peggy eller Stephanie, som ønsker at glemme (eller tvinger sig selv til at glemme) deres fragivne børn, ønsker Diana kun at fortsætte med at huske og straffe sig selv gennem en endeløs cyklus af selvdestruktiv handling.

Reluktante mødre: Betty og Joan

Betty Draper er måske det mest eklatante eksempel på en mor, der kun har lidt eller ingen glæde af sine børn og af sit moderskab. Hun fremstår uentusiastisk, bitter og fjendtlig over for sine børn, især over for sin datter, Sally Draper (Kiernan Shipka). Da hendes søn Bobby Draper (Mason Vale Cotton) i første sæson henvender sig til hende med et spørgsmål om, at han keder sig, siger hun til ham, at han skal “gå ud og slå hovedet mod en væg”.

Som kritikere og kommentatorer har påpeget, er Betty måske opkaldt efter forfatteren af The Feminine Mystique, Betty Freidan, den bog, der markerede begyndelsen på andenbølgefeminismen.

Vejner har faktisk krediteret læsning af Friedan som en af de oprindelige inspirationskilder til at skrive showet.

Carakteren Betty illustrerer den navnløse utilfredshed, som mange middelklassekvinder, der var begrænset til en privat og huslig rolle i 1960’erne, oplevede. Betty, der selv er blevet koldt opdraget af en narcissistisk og konkurrerende kvinde, er ude af stand til at vide, hvordan hun skal trøste sine børn.

I finalen ser vi hende sidde og læse og ryge i køkkenet, døende, men stadig opslugt af sin egen skuffende verden, mens hendes børn må kæmpe med at klare sig uden meget andet end tekniske anvisninger, der kan hjælpe dem med at tilberede det næste måltid, for slet ikke at tale om hendes forestående død.

I modsætning hertil er karakteren Joan en mor, der vises at nyde sin søn. Hendes egen langt fra perfekte – men støttende – mor bor sammen med hende og tager sig af ham, mens Joan har en vis begrænset frihed til at svælge i sit arbejde. Hun er en af de få mødre i Mad Men, som bevarer sin økonomiske og seksuelle uafhængighed uden at have samme konflikt, skyldfølelse og fornægtelse som nogle af de andre moderskarakterer.

Et af de meget roste aspekter af Mad Men har været den måde, hvorpå seerne sympatiserer med karaktererne på trods af deres fejl, fordi de er så godt repræsenteret som værende fanget i sociale kræfter, der unddrager sig deres fulde forståelse.

Det gælder især for reklamemændene, som man let tilgiver, at de er “ofre for deres tid”. Men tilgiver vi lige så let de “ikke gode nok”-mødre i serien?

I overensstemmelse med den anden bølge af feministiske indgreb på det tidspunkt har Matthew Weiner brudt med de dominerende versioner af fortidens stabile og harmoniske familie. Han har også rejst spørgsmål om, hvad det er at være mor i tiden efter 1960’erne.

Efterlivet af Mad Men kan fortsat minde os om, at der på trods af feminismens fremskridt ikke er nogen nem løsning på de konflikter, spændinger og ambivalens, som mødre i dag oplever, enten i hjemmet eller på arbejdspladsen.