Holder: Joseph Nye, Harvard’s Kennedy School of Government

Transcript:

Franklin Roosevelt kommer til magten i 1933 uden nogen udenrigspolitisk dagsorden. Han er fokuseret, som det sig hør og bør, på depressionen. Han tænker på indenrigspolitik. Og det gælder også ved valget i 1936.

Roosevelt ændrer sit synspunkt i 1938, efter München-aftalen og Kristallnatten i Tyskland. Han beslutter, at Hitler bliver en trussel mod USA, og at USA bliver nødt til at gøre noget ved Hitler, og det vil få os til at involvere os i Europa. Men hver gang han forsigtigt forsøger at overbevise folk om dette eller holder en tale, der antyder det, som f.eks. hans berømte karantæne-tale om den spanske borgerkrig, får han voldsomme reaktioner fra den politiske offentlighed, og han trækker sig altid meget hurtigt tilbage.

Så her har vi Roosevelt, der ser et problem, men som han sagde til en af sine nære rådgivere: “Hvad gør man, hvis man er leder i et demokrati, og man kigger sig over skulderen, og ingen følger efter?”

Roosevelts svar på det var at håbe, at begivenhederne ville opdrage det amerikanske folk. Han vender sig ikke til storslået retorik. Husk, at dette er en mand, der gav vidunderlige “fireside chats”, meget dygtige til dette, relateret til den indenlandske økonomi. Men det virker ikke, når han prøver det på udenrigspolitik.

Så Roosevelt forsøger at konstruere nogle ting, som vil få amerikanerne ind i krigen. For eksempel er der en berømt hændelse, hvor en amerikansk destroyer, Greer, har et møde med en tysk ubåd, og Roosevelt siger noget til det amerikanske folk, som var en komplet løgn: “U-båden angreb Greer”. I virkeligheden ved vi nu, at Greer skød først. Men selv det er ikke nok til at få amerikanerne til at ændre deres holdning.

Så det, Roosevelt gør, er, at han forbereder sig på de omstændigheder, hvor den offentlige mening kan ændre sig. Så vi indfører en værnepligt, vi begynder at opbygge forsvarsudgifterne. Vi har lend-lease til Storbritannien for at hjælpe Storbritannien med at holde sig i live, hvilket Roosevelt retfærdiggør, ikke som et svar på Hitler eller en eller anden stor trussel. Men han retfærdiggør det, som hvis din nabos hus brænder, og han skal låne din haveslange, så siger du: “Selvfølgelig, lån slangen og giv den tilbage, når ilden er slukket” – hvilket ikke er en løgn, men det er bestemt ikke en nøjagtig beskrivelse af, hvad han havde i tankerne.

Under disse omstændigheder bliver Roosevelt, efter at have fejlet i alle sine bestræbelser på at få os ind i Anden Verdenskrig, reddet af angrebet på Pearl Harbor. Man kan argumentere for, at hvis Japan ikke havde angrebet Pearl Harbor, kunne Roosevelt ikke have fået amerikanerne ind i Anden Verdenskrig i Europa.

Så kunne man sige: “Jamen, vent lige et øjeblik. Du har lige sagt, at Roosevelt var vigtig. Men her er en mand, der ikke kunne opnå det, han satte sig for at gøre, og han opnår det stort set ved et uheld. Hvordan kan du så kalde ham vigtig?”

Lad mig give dig et eksempel med min kontrafaktiske øvelse. Forestil jer, som Philip Roth spekulerer i sin roman The Plot Against America, at det republikanske parti i 1940 havde nomineret Charles Lindbergh i stedet for Wendell Willkie, en internationalist, i 1940. Lindbergh var en overbevist isolationist og en beundrer af Tyskland. Og forestil Dem, at De havde haft den type præsident, en præsident Lindbergh, da Japan angreb Pearl Harbor.

Hvis det ville have gjort en forskel? Jeg tror sandsynligvis ja. For det første ville man måske ikke have haft Pearl Harbor. Men hvis man havde haft Pearl Harbor, ville man have set amerikansk politik fokuseret på Stillehavet og ikke på Europa. Hvis det var sket, ville verden i 1945 måske ikke have været bipolær med USA og Sovjetunionen som de store supermagter, der havde overlevet krigen, men med et Europa, der var delt mellem Stalin og Hitler, kommunist og fascist. Med USA på den vestlige halvkugle og Japan, med sin større østasiatiske sam- velstandssfære, ville vi have set en multipolær verden.

Transskription af hele foredraget

Foredraget er baseret på en diskussion af Presidential Leadership and the Creation of the American Era