Hürrem Sultan havde altid fascineret det europæiske publikum – hendes hidtil usete opstigning i harems- og derefter imperiets hierarki havde hidtil været uhørt. Som følge heraf var Hürrem Sultan et populært emne for kunstnere og forfattere i alle de europæiske imperier på det tidspunkt. De første omtaler af Hürrem Sultan findes i værker af de europæiske diplomater Luigi Bassano, Nicholas de Moffan og Ogier Ghiselin de Busbecq (Turkish Letters, 1554), som omtaler hende som “Roxelana” i et forsøg på at fremhæve hendes ruthenske rødder. Da de skrev efter henrettelsen af Şehzade Mustafa i 1554, gengiver både Moffan og Busbecq Istanbulitternes usikkerhed over for Roxelana, som havde anklaget hende for hendes formodede involvering i henrettelsen af deres elskede Şehzade og derfor omtalte hende som Ziaddi (heks). Både Moffan og Busbecq satte spørgsmålstegn ved hendes filantropiske motiver og beskyldte hende for at bruge waquifs som et middel til at “tjene til sin frelse”. Dette var således et angreb ikke kun på hendes hengivenhed over for islam, men også på hendes loyalitet over for Suleyman. Disse synspunkter var medvirkende til at udvikle fortællingen om det osmanniske forfald, hvor Roxelana blev beskyldt for at have korrumperet sultan Suleyman I’s religiøsitet ved at narre ham til at gifte sig med hende og dermed havde dømt det osmanniske rige til ruin og forfald, hvilket i sidste ende førte til dets decimering i 1922.

Busbecqs og Moffans værker var medvirkende til at skabe det negative billede af den osmanniske sultaninde. Ligesom flere andre europæiske forfattere mødte hverken Busbecq eller Moffan faktisk Roxelana og tilskrev hende derfor flere forestillede egenskaber. Dette afspejles i Titians La Sultana Rossa, et portræt af Roxelana, der er baseret på hans forestillede gengivelse af den tyrkiske sultaninde. Titian var ikke den eneste europæer, der tilskrev den tyrkiske sultaninde forestillede værdier og karakteristika.

Både Moffan og Busbecq satte spørgsmålstegn ved hendes filantropiske motiver og beskyldte hende for at bruge waquifs som et middel til at “tjene til sin frelse”. Dette var således ikke kun et angreb på hendes hengivenhed over for islam, men også på hendes loyalitet over for Suleyman.

Næsten konsekvent blev Roxelana set som en kvindelig trussel mod det patriarkalske establishment, og det europæiske publikum så Roxelana som en “magtfuld kvinde, hvis onde hensigter kunne undergrave systemet”. I Roxelana blev frygten for kvindelig autonomi og autoritet afspejlet over for europæerne. De europæiske holdninger til Roxelana blev dog mere positive med afslutningen af den osmanniske isolationspolitik og dets fald i magt efter den spanske sejr i slaget ved Lepanto i 1571. Som følge heraf blev Roxelanas karakter humaniseret, da hendes rolle som mor blev fremhævet – hendes deltagelse i Mustafas henrettelse blev ikke længere betragtet som et trick for at opnå magt, men som en handling af moderlig kærlighed for at beskytte sine sønner mod fortællingens sande skurk – de osmanniske retsinstitutioner – polygami, konkubinat og brodermord.

Oplysningstiden havde en enorm indflydelse på fremstillingen af Roxelana i Europa. De europæiske dramatikere fremhævede hendes ruthenske rødder og anerkendte hendes eksemplariske præstationer med hensyn til at klare sig under de rigide sociale forhold i det kejserlige harem og tilskrev hendes succes til hendes “uhyrligt frie og kloge” karakter. Roxelana blev ikke længere forbundet med hekseri eller seksuel umoralitet. I stedet blev hun hyldet som en moderne kvinde, der legemliggjorde oplysningstidens værdier om frihed og fremskridt. Men den øgede interesse for og de øgede rejser til Østen i oplysningstiden skabte også en tendens til orientalisme, ifølge hvilken det osmanniske rige blev betragtet som et “grublende, ikke-vestligt despoti, ude af stand til at gøre fremskridt”. Denne tendens blev også udvidet til Roxelanas skrifter, som nu blev tillagt alle den eksotiske asiatiske dronnings karakteristika – eksotisme, mystik, grusomhed. Disse tendenser afspejles tydeligt i værker som Lope de Vegas “Den hellige liga” (1562-1635), Frank Gevilles “Life of Sidney” (16. århundrede), Elkanah Settles “Ibrahim the Illustrious Bassa” (1677) og Roger Boyles “Earl of Orrery, Tragedy of Mustapha” (1668).