Finner er vigtige for fisk. De er forløberne for benene og giver fisken løft, styreevne, bremseevne og momentum.

I nogle arter bruges de til at holde fast i underlaget, mens de hos andre arter gør det muligt for fisken at gå – eller endda flyve. Uden finner ville en fisk blot være en finere orm.

De tidligst kendte fisk havde finner, om end ikke så mange som moderne fisk. Men selv den ældste og mest primitive agnatha havde en halefinne. Cephalaspiderne havde en eller to rygfinner og en analfinne samt et par primitive brystfinner. På placodermernes tid havde der også udviklet sig bækkenfinner.

Findens form og struktur afspejler både fiskens livsstil og dens udvikling.

De moderne fisks finner findes i et forbløffende udvalg af former og udformninger, men mange af dem kan relateres til de syv grundlæggende mønstre, der er afbildet nedenfor.

De moderne fisks forfædre, både knogle- og bruskfisk, lignede – med hensyn til deres finnestruktur – meget de moderne pighajer og hajer. Udviklingen af det moderne design med en symmetrisk hale og meget manøvredygtige kropsfinner var først mulig efter udviklingen af svømmeblæren.

Udtagelserne fra dette design er birkefisk, padlefisk og stør (disse er blandt de ældste og mest primitive af de benede fisk og har stadig den større øvre lap af halefinnen) og nogle af de flyvende fisk, hvor den nederste lap af halefinnen er større.

Grundene til asymmetrien hos de tidlige fisk – og hos moderne bruskfisk – er, at finnerne hos disse fisk leverer hele eller det meste af løftet til fiskens krop.

En fisk er naturligt tungere end vand. Selv med lette knogler og andre vægtreducerende egenskaber har de stadig en massefylde på omkring 1,076. Hvorimod ferskvand har en massefylde på 1,0 og saltvand på ca. 1,026.

Sådan vil en fisk naturligt synke til havbunden, hvis intet stopper den. Hvis fisken er glad for at leve på havbunden, er det ikke noget problem. Men hvis den ønsker at jage tættere på overfladen, må den blive ved med at gøre en indsats for at blive oppe.

Der er derfor hos de tidlige fisk udviklet en asymmetrisk hale, der leverer fremadrettet fremdrift med den øverste lap og løft med den mindre nederste lap (som, da den ikke er stiv, bøjer sig i modspil til den øverste lap). De udviklede også brystfinner, der fungerer på samme måde som vingerne på fugle eller flyvemaskiner. Halen løfter således fiskens ryg, og brystfinnerne løfter den forreste del.

Fisken skal selvfølgelig blive ved med at bevæge sig – hvis den hviler sig, vil den stadig synke. Du har sikkert bemærket, at hajer og rokker enten er i konstant bevægelse eller hviler på bunden – de svæver ikke i vandsøjlen.

Svømmeblærens udvikling og den neutrale opdrift, som den giver de fisk, der besidder den, satte fiskene fri. De kunne nu bruge hele halefinnen til fremdrift og udvikle bryst- og bækkenfinnerne for at maksimere deres manøvredygtighed. Moderne fisk kan således svømme baglæns, sidelæns, standse helt op, svæve og vende sig på et øjeblik.

Disse evner har i høj grad øget de levesteder, de kan udnytte, og har utvivlsomt bidraget betydeligt til, at de er den mest talrige gruppe af hvirveldyr på planeten.

Bruskfiskens finner adskiller sig også i deres grundlæggende indre anatomi fra benfiskens.

Finnerne hos alle fisk støttes af finnestråler, men hos bruskfisk er disse finnestråler ufleksible, uforgrenede og usegmenterede. Mens de hos benfisk er forgrenede, bøjelige og segmenterede – undtagen hos de gamle coelocanther, hvis finnestråler er ugrenede.

Torne er forbundet med finnerne hos de fleste fisk. De er runde i tværsnit, stive og usegmenterede. De er et nyttigt forsvarsmiddel for en fisk, fordi de effektivt øger dens størrelse uden en stor stigning i leveomkostningerne. Når piggene holdes stive, gør de små fisk meget sværere at sluge. Hos nogle arter er disse pigge forbundet med giftkirtler, hvilket øger deres effektivitet.

Adiposefinne

En adiposefinne er en lille finne uden forstærkende stråler, som kun findes hos nogle få grupper af fisk såsom Myctophidae, Osmeridae og Salmonidae samt nogle havkatte. Den er placeret på kroppens overside mellem rygfinnen og den øverste lap af halefinnen.

Analfinne

En analfinne er en enkelt, centralt orienteret finne, der findes på fiskens underside bag både bækkenfinnerne og anus.

Halefinne

Halefinnen er halefinnen, som, når den er asymmetrisk (som hos bruskfisk) betegnes Heterocercal, og når den er symmetrisk (som hos de fleste benede fisk) betegnes den Homocercal.

Rygfinne

Rygfinnen er en (men undertiden to) uparrede finner eller finner, som findes på dyrets overside eller ryg. Hos benfisk er de ret manøvredygtige og kan hæves, sænkes eller bølges. Hos ål og ållignende fisk kan den være forenet med den øverste lap af halefinnen.

Pectoralfinner

Pectoralfinner er parrede finner, der normalt er placeret lige bag gællerne. De findes ofte længere nede på kroppen hos evolutionært set ældre fiskearter og højere oppe på kroppen hos mere moderne former.

Bugfinner

Bugfinner fandtes oprindeligt mod bagkroppen af fisken (placering på maven). Det er parvise finner. De er fraværende eller reducerede hos ål og ålelignende fisk, og hos nogle bundlevende arter er de blevet modificeret til spændeorganer.

De er den mest variable, hvad angår placering, af alle en fisks finner. De kan findes nær fiskens forreste del, under brystfinnerne (thorakal placering) eller endog, i nogle få tilfælde, foran brystfinnerne (jugular placering).

Andre terminologi

• Actinotrichia = Pigge
• Ceratotrichia = Bruskfiskens finnestråler (ufleksible, uforgrenede og usegmenterede)
• Dorsal = Henviser til den øverste overflade af kroppen.
• Lepidotrichia = Finstrålerne hos benede fisk (forgrenede, bøjelige og segmenterede)
• Ventral = Henviser til fiskens underside, eller bug.

Vi har mange flere artikler om fiskenes anatomi her på Earthlife Web – hvis du er interesseret, kan du finde dem her.

Billedkredit:- Guppy caudal finne af D3LL – licens CC BY-SA 3.0

• Author
• Reneste indlæg

Gordon er økolog med to grader fra Exeter University. Han er også lærer, digter og ejer 1.152 bøger. Åh – og så har han skrevet dette website.

Sidste indlæg af Gordon Ramel (se alle)

• Phylum Xenocoelomorpha; Simple marine orme – 23. marts 2021
• Dicyemida: Små marine parasitter hos blæksprutter og blæksprutter – 23. marts 2021
• Orthonectida: Små parasitter hos søstjerner, toskallede fisk og orme – 23. marts 2021