Familien Giraffidae har to eksisterende medlemmer: den savanneboende giraf (Giraffa camelopardalis) og den skovlevende okapi (Okapiajohnstoni). Denne familie, der er hjemmehørende i Afrika, er i høj grad tilpasset til at æde – selv om de to arter lever i meget forskellige levesteder, æder de begge på et højere niveau end alle andre sympatriske landlevende planteædere. Giraffen er det højeste nulevende pattedyr med en højde på op til 5,9 m. Selv om giraffer er kendt for deres lange halse, har de det samme antal halshvirvler – syv – som de fleste andre pattedyr. Forfødderne hos begge arter er overudviklede, og ryggen skråner nedad til bagkroppen.

Giraffidae-fossilerne begynder i Afrika i Miocæn og strækker sig til nutiden på dette kontinent. Giraffer var også vidt udbredt i Eurasien fra midten af Miocæn til Pleistocæn. Nogle af disse giraffer havde højt udviklede, forgrenede benknogler (se nedenfor). Den moderne okapi ligner på den anden side meget den forfødte form af de tidlige Pliocenegiraffider (Paleotragus).

To underfamilier (eller stammer) anerkendes nogle gange:

1. Giraffinae (eller Giraffini) – giraffen
2. Palaeotraginae (eller Okapini) – okapien

Benene er lange til meget lange og har kun to fingre. Giraffiderne går med en ambulerende eller skridende gangart, hvor for- og bagben på den ene side af kroppen bevæger sig fremad sammen – da kroppen er relativt kort, sikrer dette, at benene ikke griber ind i hinanden. Den ekstreme længde af benene betyder, at girafferne er nødt til at stå på tværs af eller bøje deres forreste ben, for at deres hoveder kan nå jorden for at græsse eller drikke.

Både giraffen og okapi’en har en lang, gribelig tunge, som de bruger til at søge. Bladene udgør den vigtigste føde for begge arter; girafferne udvælger blade af høj kvalitet og har et meget effektivt fordøjelsessystem til at forarbejde dem (giraffens mave er halvt så stor som maven hos den græssende afrikanske bøffel, Syncerus caffer). Tunge-lignende papiller i maven giver den største absorptionsflade blandt alle drøvtyggere. Tænderne i denne familie er karakteristisk rudeagtige – emaljen er ikke glat som hos alle andre pattedyr. Giraffidae har det typiske drøvtyggertandværk: I 0/3, C 0/1, P 3/3, M 3/3 x 2 = 32.

Et par hudbeklædte knogleknopper (kendt som benknogler) findes hos begge arter: hos Okapia vokser de kun fra frontalknoglerne hos hannerne; hos Giraffa har begge køn benknogler på parietalknoglerne. Hos moderne giraffer er benknoglerne korte og ugrenede, og de bliver aldrig afstødt. Hos Giraffa er der ofte lagt lag af knogle langs suturen mellem frontal- og næseknoglerne, hvilket danner en tredje fremspringende knogle, som er særlig fremtrædende hos voksne hanner. Ved fødslen er benknoglerne til stede som bruskknogler, som forbener, vokser og smelter sammen med kraniet med alderen.