Every Square Inch
Lady Gaga fik den meget eftertragtede halvleg ved Super Bowl, og den følgende søndag aften var Beyonce, der har optrådt ved de to sidste Super Bowls, i centrum ved Grammys-uddelingen. Nationen så to kendte kunstnere underholde deres fans.
Lady Gaga og Beyonce er dog mere end entertainere. De er kulturelle fænomener med tilhængere over hele verden. Men måske er de endda mere end det. Måske er de religiøse lærere?
Det er påstanden i to nylige artikler i Washington Post. Den første, af Guthrie Graves-Fitzsimmons, forsvarer Gaga som en progressiv, medfølende katolik, der underviser sin menighed af “små monstre” og de “slemme børn”. Det er disse børn, som Gaga synger for – freaks, de mærkelige, dem, der ikke passer ind, de udstødte og mest eksplicit dem, der identificerer sig med LGBT-bevægelsen.
Budskabet, hun underviser i Born This Way, er at føle sig godt tilpas med sig selv.
“I’m beautiful in my way
‘Cause God makes no mistakes
I’m on the right track, baby
I was born this way”
Og dette fra sangen Hair…
“I just wanna be myself / And I want you to love me for who I am … this is my prayer.”
Hvordan skal vi tænke om Gagas teologi? En positiv ting er, at hendes kærlighed og omsorg for de udenforstående, de oversete og de marginaliserede afspejler Jesu initiativ over for de samme mennesker. Alt for ofte har kristne dømt og udstødt dem, som Kristus kom for.
Det lykkes desværre ikke Gaga at henvise de “små monstre” og de “slemme børn” til noget, der ligger ud over dem selv. I stedet for et budskab om synd og frelse er hendes budskab et budskab om selvværd og selvaccept. Det er et budskab, der passer godt ind i vores selvorienterede kultur, men ikke på Bibelens sider, hvor Gud definerer synd, og hvor alle mennesker har brug for en frelser.
Ifølge Postens Katie Mettler var Beyonces Grammy-optræden inspireret af afrikanske, hinduistiske og romerske gudinder. Selvfølgelig blev Beyonces fans ikke overrasket over noget af dette, da lignende religiøse temaer var fremtrædende i hendes seneste visuelle album, Lemonade.
I artiklen står der, at i hendes optræden på scenen ved Grammys, “Beyonce underviste”. Hvad var det for en lektion, som seerne skulle lære? Jeg er ikke helt sikker. Men baseret på artiklen kan lektionerne have omfattet feministisk teologi, fertilitetsrettigheder, gudindens evne til at bringe god eller dårlig lykke i form af penge og en anden gudindes løfte om at give os alt, hvad vi beder om i bøn.
Der er ingen tvivl om, at mange kristne betragter sig selv som fans af disse to kvinder. Begge er usædvanligt talentfulde. Men det ville være naivt at tro, at deres kunst kun er underholdning. Enhver kunstner har et verdenssyn, som giver fødsel til hendes arbejde. Derfor må kristne forbruge underholdning med dømmekraft og spørge, hvad der ligger bag forestillingen. Det, vi ser, har en dybtgående indvirkning på vores sjæl. At gudindetilbedelsen kommer i form af underholdning gør, at den flyver under radaren hos de fleste amerikanere og de fleste kristne.
Sluttelig morer jeg mig over tanken om, at Amerika bliver mere sekulært og mindre religiøst, mens to af de mest berømte entertainere i verden indsætter deres religiøse overbevisning i hjertet af deres musik.