Verdenssundhedsorganisationen anser depression for at være et monumentalt problem, nærmere bestemt den førende årsag til invaliditet på verdensplan. Det er foran de meget omtalte udfordrere, såsom kræft, hjertesygdomme og diabetes. Når man læser nyhederne i dag, kunne man måske konkludere, at depression uundgåeligt fører til selvmord, skoleskyderier eller sammenstød med politiet. Kan denne mørkeste af de menneskelige svagheder nogensinde vise vejen til noget bedre?

Vores personlige og professionelle erfaringer siger ja.

En af os (Rottenberg, der leder The Mood and Emotion Lab) så dette for 25 år siden fra en depression. Efter en kronisk kamp var han klar til at smide håndklædet i ringen. Han droppede ud af kandidatuddannelsen og blev efter at have prøvet al den medicin, der blev annonceret i fjernsynet, indlagt på hospitalet. Det virkede som om, at hans liv var slut. Udslukket. Færdig. Efter denne knusende oplevelse tog han sig dog på en eller anden måde sammen. Han blev gift. Fik et barn. Blev psykolog. Han fokuserede på studiet af depression. Fik ansættelse. På en eller anden måde førte en grotesk oplevelse til en uventet anden handling: Efter depressionen var små ting ikke længere så skræmmende for ham, og livet havde et formål, måske endda mere end før.

En af os (Kashdan, der leder The Well-Being Lab) så dette som en ny klinisk videnskabspraktikant, der hjalp klienterne med at kæmpe med lammende social frygt. Klienterne så sig selv som et bundt af massive, uforenelige fejl. De frygtede at blive set, frygtede at møde folk, frygtede at afsløre sig selv og frygtede endda at stå sammen med andre i en elevator. De var sikre på, at social eksponering var ensbetydende med kontrol og derefter afvisning. Små handlinger i behandlingen opløste langsomt disse overbevisninger. Første uge: Sig hej til nogen. I uge to spørger du nogen om deres guilty pleasure ved midnat. Tredje uge: Gå ud med folk og spil volleyball. Men det mærkeligste skete måneder efter, at behandlingen var afsluttet. Små skridt blev på en eller anden måde til kæmpespring. Patienterne talte nu om positivt selvværd, om intimitet og latter og om ambitiøse resultater. Målet med terapien var at hjælpe klienterne med at miste deres lammende frygt. Der skete noget andet. De trivedes. Hvordan?

Stårne af disse observationer gik vi sammen for at finde ud af, hvad man ved om menneskelig genfødsel efter depressionens katastrofe. Hvad forklarer det? Hvor ofte sker det?

I en artikel, der netop er blevet offentliggjort i Perspectives on Psychological Science sammen med vores studerende, nåede vi frem til en chokerende konklusion: Eksperter har stort set intet at sige om dette emne.

I stedet er der konsensus inden for psykologi, psykiatri og folkesundhed om følgende:

“Depression er en kronisk og tilbagevendende tilstand, hvor hver oplevet depressiv episode øger risikoen for fremtidige episoder”, som dr. David Solomon og kolleger fra National Institute of Mental Health formulerede det i 2000.

Og som Saba Moussavi og kolleger fra Verdenssundhedsorganisationen skrev i Lancet: “Uden behandling har depression en tendens til at antage et kronisk forløb, være tilbagevendende og over tid være forbundet med stigende handicap.”

Vi opsummerede de verdens førende tænkeres utilpashed: Hvis der er et stykke bankable ekspertkonsensus, er det, at depression er en tilbagevendende og kronisk tilstand, som er vanskelig at dæmme op for, selv når den behandles.

Med andre ord siger den videnskabelige litteratur klart, at hvis du har haft en depression én gang, vil den sandsynligvis slå dig ned igen og lægge dine gode år øde (ironisk nok kan udbredelse af denne idé forværre folks depressioner). Du vil blive svækket på arbejdet, dine relationer vil lide, og din lykke og din følelse af mening med livet vil blive hindret.

Depression kan desværre være et livslangt problem. Men efterhånden som vi gravede dybere ned i korpus af epidemiologiske undersøgelser, så vi også tegn på bedre resultater. I sjældne longitudinelle undersøgelser, der modellerede hele befolkningen, oplevede 40 til 60 procent af de mennesker, der havde haft depression én gang, f.eks. aldrig et tilbagefald, selv efter at de var blevet udspurgt år og endda årtier senere. Trivsel eller velvære blev ikke direkte målt i disse undersøgelser, men det er nærliggende at antage, at mange af disse mennesker, der havde haft depression én gang og rystede den på lang sigt, levede bedre end det gennemsnitlige menneske uden depression, idet de oplevede hyppige positive følelser, gode relationer, selvstændighed i tanke og handling og meningsfulde mål.

For nylig analyserede vi data fra en repræsentativ stikprøve på 3.487 voksne fra Midlife in the United States Study (MIDUS) for at vurdere, hvor almindeligt det at trives efter depression virkelig er. For at tælle som trives efter depression skulle en person ikke kun være fri for de vigtigste symptomer på depression, han/hun skulle også rapportere om et velbefindende, der var bedre end 75 procent af ikke-deprimerede voksne fra USA. Vi satte en meget høj barriere for at trives. Det er bemærkelsesværdigt, at næsten 10 % af de personer, der var klinisk deprimerede, da de deltog i MIDUS-undersøgelsen, var i trivsel 10 år senere.

Vores nye synsvinkel på depression giver os mulighed for at se, at depression nogle gange langt fra er en uundgåelig dødsdom. Den kan være en vejstation. I et overraskende stort antal tilfælde bevæger folk sig fra fortvivlelsens aske til blomstring.

Hvem bliver genfødt efter en depression? Vi kender endnu ikke det fulde hvem, hvordan og hvorfor. I de kommende år forventer vi at afdække mange veje til genfødsel. For nogle kræver fuld helbredelse måske blot tidens gang. Andre kan opnå det efter en formel behandling. Andre opdager måske et nyt formål med livet eller en daglig rutine, der fungerer for dem. Nogle mennesker kan opnå denne tilstand efter den første gang, de var deprimerede; andre kan først nå dertil efter flere depressioner. Det mest spændende ved at belyse disse veje er, at nogle veje utvivlsomt vil give nye løftestænger til at dæmme op for depressionsepidemien.

Det virker surrealistisk, at det er 2018, og først nu har vi et skøn over, hvor ofte folk trives efter depression. Denne forsømmelse af optimale resultater er chokerende, fordi ingen søger det blotte fravær af lidelse og lidelse. Håbet efter depression er en ny æra, hvor man kan elske og blive elsket, være engageret i det nuværende øjeblik, udvinde glæde og mening og gøre noget, der betyder noget – noget, der gør dagligdagens smerte og tilbageslag værd at leve med. Er hele pointen med intervention ikke at hjælpe folk med at frigøre deres potentiale på trods af en psykisk lidelse?

Vi opdagede, at psykologien og psykiatrien har en blind plet for gode resultater. Denne blinde plet er større end depression. Den dækker over stofbrugsproblemer. Den dækker angst og spiseforstyrrelser. Den dækker de fleste større mentale sundhedsproblemer. I alle disse tilfælde mangler vi selv de mest basale skøn over, hvor mange mennesker der kommer sig fuldt ud og trives i deres liv.

Vi mener, at indtil disse blinde pletter er udfyldt, bør terapeuter og læger træde mere forsigtigt frem. Folk, der oplever problemer i behandlingsmiljøer, får rutinemæssigt at vide, at deres tilstand har en dyster prognose. Indtil vi ved, hvor almindelig blomstring er, er sådanne udtalelser misinformeret, ja, endog sårende. De tjener ikke patienterne godt.

Vi er nødt til at se mennesker, som de er, hvilket ofte adskiller sig fra vores intuition, ekspertudtalelser og den indre monolog, der plager os, når vi oplever depressionens eller enhver anden følelsesmæssig forstyrrelses dybde. Vores nye syn på mulighederne efter depression passer ikke blot bedre til de eksisterende videnskabelige beviser, det er også mere håbefuldt.

LinkedIn Image Credit: A. and I. Kruk/