Abstract

Margaret Thatcher blev valgt som leder af det konservative parti i 1975 og trådte tilbage i 1990 efter at have været premierminister i 11 år i træk. Hun blev leder i en krisetid for partiet. Det havde tabt fire af de foregående fem parlamentsvalg, dets politik var i opbrud efter en mislykket regeringsperiode, og dets stemmeprocent i oktober 1974 var den laveste, det havde opnået ved noget valg i dette århundrede. Krisen i det konservative parti afspejlede en mere generel sygdom i det politiske system, som havde eksisteret i Storbritannien siden 1940’erne, og inden for hvis rammer regeringer fra begge partier havde arbejdet. Ved de to valg i 1974 havde begge hovedpartier en opbakning på under 40 %. Det var første gang, at nogen af dem var gået under 40 % siden 1945. Dette tab af legitimitet havde eksterne og interne årsager. Nedbrydningen af Bretton Woods-systemet i 1971 havde fået inflationen til at accelerere. Den firdobling af oliepriserne i 1973 havde været en udløsende faktor for den første generelle verdensrecession i 1974, der kraftigt øgede arbejdsløsheden og indvarslede en æra med omstrukturering og tilpasning til kravene i en mere åben og indbyrdes afhængig verdensøkonomi. Alle de institutioner og organisationer, der var vokset frem i den nationale protektionistiske æra i de foregående 50 år, blev nu undersøgt og udfordret.