Evangeliet kan sammenfattes i ordsproget om, at Jesus Kristus har “vendt op og ned på verden” (ApG 17:6). Ifølge alt, hvad han havde at sige om emnet, er Guds rige et omvendt sted, hvor de første er de sidste, og de sidste er de første (Matthæus 19:30). Det er et sted, hvor de fattige er rige (Lukas 1:53), de tåbelige kloge (1. Korintherbrev 1:25) og de svage stærke (2. Korintherbrev 12:9). Små børn og tiggere er konger og herrer i denne fremmede nye verden (Lukas 9:48, 16:25). Døden og fiaskoen er vejen til sejr (Matthæus 16:25).”

Det kræver ikke et geni at se, at dette har nogle ret radikale konsekvenser for vores normale menneskelige antagelser om “lederskab”. Disciplene løb lige ind i disse implikationer ved mindst to bemærkelsesværdige lejligheder. En gang, mens de gik på vejen, faldt de i et skænderi om, “hvem af dem der skulle være størst” i himmeriges rige. Jesu svar? Han stillede et lille barn midt iblandt dem og sagde: “Den, der modtager dette lille barn i mit navn, modtager mig, og den, der modtager mig, modtager ham, som har sendt mig. For den, der er mindst blandt jer, skal alle være stor” (Lukas 9:48).

En anden gang kom Zebedæus’ hustru til Kristus og bad om udnævnelser på højt niveau for sine to sønner, Jakob og Johannes, i det kommende messianske rige. Som svar sagde Herren (blandt andet): “Du ved, at hedningernes herskere hersker over dem, og at de, der er store, udøver autoritet over dem. Men sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener. Og den, der ønsker at være den første blandt jer, skal være jeres slave.” (Matthæus 20:25-27).

Disse ord lyder revolutionerende for os i dag. De havde den samme virkning på Jesu samtidige. Og alligevel introducerede de egentlig ikke noget nyt i strømmen af bibelsk åbenbaring. Gang på gang havde forfatterne af de gammeltestamentlige fortællinger gjort den samme pointe. I fortælling efter fortælling viste de, at den modvillige leder sandsynligvis er den bedste kandidat til jobbet. Den person, der er bedst egnet til at udøve autoritet, er sandsynligvis den, der ønsker det mindst.

Tag Moses for eksempel. Han var fyldt med guddommelig kraft og visdom, så længe han tvivlede på sine egne evner (2. Mosebog 4:10). Men han begik store fejl, da han lod sig rive med af en fornemmelse af sin egen betydning (4. Mosebog 20:8-12). Det samme mønster er tydeligt i Gideons (Dommerne 6:15), Sauls (1. Samuel 10:21, 22), Elias’ (1. Kongebog 19:10) og Jeremias’ (Jeremias 1:6) liv. Og det er blot for at nævne nogle få.

Det er klart, at påstanden om, at alle skal være ledere, eller at alle bør ønske at være ledere, er uforenelig med ånden i Kristi rige. Det bibelske synspunkt kan måske bedre repræsenteres af Thomas Jeffersons bemærkning om, at “Når en mand har kastet et længselsfuldt blik på , begynder en råddenhed i hans adfærd.” Thomas Jefferson, Brev til Tench Coxe, 1799. Citeret i The Oxford Dictionary of Quotations, 268.

I århundreder blev denne idé afspejlet i en tradition i kirken. Som et spørgsmål om formel protokol skulle kandidater til biskopembedet “afslå” udnævnelsen ved at gentage den latinske sætning nolo episcopari: “Jeg ønsker ikke at blive biskop”. Efter et stykke tid blev dette ikke andet end en tom formel. Alligevel bevarede den ideen om, at kun den mand, der var i stand til at gentage disse ord og virkelig mente dem, var virkelig egnet til opgaven med at være hyrde for Guds folk.

Hvorfor skulle dette være sandt? Vi vil foreslå, at der er to grunde. Den første er simpel ydmyghed. Den modvillige leder er en god leder, fordi han tvivler på sig selv. Den overmodige leder derimod – som i Moses’ tilfælde – bliver let offer for uforsigtighed og indbyder til katastrofe for sit folk.

Den anden grund er mere subtil. En sand leder viger tilbage fra sit kald, fordi han ved, at der ikke er noget at hente i det for ham. Han forstår, at farerne, bekymringerne og de søvnløse nætter vil blive udholdt, ikke for at opnå personlig vinding, men til gavn for andre. Med andre ord er han klar over, at ægte lederskab er et spørgsmål om tjeneste og selvopofrelse. Det er altid en smule ubehageligt.

Moralen i historien? Man skal ikke søge lederskab for dets egen skyld. Men hvis Gud kalder dig til at lægge dit liv til side ved at tjene andre i hans navn, så vær klar til at stille dig selv til rådighed for ham. Og gør det i en holdning af frygt og bæven.

Hvis du mener, at det kunne være nyttigt at drøfte disse begreber mere indgående, så ring til os. Vores rådgivere vil meget gerne tale med dig over telefonen.