i) Indledning
ii) Anti-reduktionisme og uhyggelighed
iii) Dualisme, intuition og fri vilje

Første ting først. Når ordet “spooky” bruges om Roger Penroses videnskabelige og filosofiske ideer om bevidsthed, er jeg ikke overdrevent kritisk eller overhovedet kritisk. Det lyder måske selvmodsigende i første omgang. Men jeg bruger ordet “spooky”, simpelthen fordi det er så bekvemt. Hvis jeg var helt kritisk over for Penroses videnskabelige synspunkter om bevidsthed, ville jeg sandsynligvis bruge Rational Wiki’s yndlingsord – “woo” (dvs. pseudovidenskab); eller et tilsvarende ord. Under alle omstændigheder blev en sætning, “spooky action at a distance”, almindelig i det 20. århundrede, og det drejer sig om et videnskabeligt fænomen, som stort set alle videnskabsfolk accepterer.

Så jeg mener ikke, at Penroses arbejde om bevidsthed er woo/pseudovidenskab. Slet ikke. Når det er sagt, så har jeg dog problemer med det, som vi skal se.

*****************************

Det oplagte at sige om Roger Penrose – i denne sammenhæng – er, at han hverken er neurovidenskabsmand eller (professionel) filosof: han er en (matematisk) fysiker og en matematiker. I visse henseender er det en ulempe. I andre henseender vil det være en fordel. Under alle omstændigheder er det ikke overraskende, at Penrose har arbejdet sammen med anæstesiologen Stuart Hameroff.

Som ikke-naturvidenskabsmand er det svært for mig selv at finde en sikker indgang til Penroses videnskabelige holdninger. Men igen, ikke alle Penrose’s holdninger er i sig selv videnskabelige. Nogle er filosofiske, andre er afledt af (ren) matematik. Ikke desto mindre kan man ikke sige, at kun eksperter kan have noget konstruktivt at sige om neurovidenskabens resultater, for Penrose selv er – som netop nævnt – ikke neurovidenskabsmand. Ikke nok med det: mange neurovidenskabsfolk er måske selv filosofisk, begrebsmæssigt eller argumentativt analfabeter. Og det kan være en af grundene til, at der nogle gange er manglende fremskridt i “bevidsthedsstudier”.

Jeg nævnte Penroses ikke-videnskabelige holdning, og det er mærkeligt, hvor mange områder uden for videnskaben (eller i hvert fald uden for fysikken) har motiveret Penroses holdning til bevidsthed.

For eksempel har vi hans interesse for en “platonisk virkelighed”, “matematisk indsigt” (eller “intuition”) og kreativitet generelt; samt Kurt Gödels ufuldstændighedsteorem. Alle disse ting kan vel nok anses for at føre bevidstheden ud over det fysiske område og dermed ud over selve videnskaben. Ikke desto mindre ville Penrose selv ikke fremhæve dette aspekt af sit arbejde. Han er trods alt en engageret og bemærkelsesværdig fysiker og matematiker.

Teknisk set er Penroses hovedmotivation, at der er elementer i hjernen – og dermed i bevidstheden – som er ikke-algoritmiske og ikke-komputerbare. Umiddelbart kan man undre sig over, hvad den stærke forbindelse er mellem ikke-beregnelighed og bevidsthed.

Marvin Minsky indfanger grafisk et aspekt af Roger Penroses (muligvis) uhyggelige videnskab om bevidsthed: hans anti-reduktionisme. Minsky sagde, at Penrose “forsøger i kapitel efter kapitel at vise, at menneskelig tænkning ikke kan være baseret på noget kendt videnskabeligt princip”. Desuden kæder Minsky Penroses spooky sammen med hans søgen efter “nye grundlæggende principper”. Han fortsætter med at sige, at

“man kan føre denne søgen for vidt ved kun at søge nye grundprincipper i stedet for at angribe de virkelige detaljer”.

Slutteligt siger Minsky, at “det er det, jeg ser i Penroses søgen efter et nyt grundprincip i fysikken, der vil gøre rede for bevidsthed”. (Det er præcis, hvad filosoffen David Chalmers også gør; selv om hans (mulige) førsteprincipper bestemt ikke er de samme som Penrose’s.)

Så kunne Roger Penrose’s holdning være helt og holdent motiveret af videnskabelig anti-reduktionisme? Doktor Susan Blackmore mener bestemt, at dette er en vigtig motivation. Eller det gør i hvert fald programmedarbejderen i det følgende citat. Hun skriver:

“Endelig kom de til bevidsthed. Med smart computergrafik og Horizonesque hype forklarede de, at modige videnskabsmænd, der går imod det reduktionistiske korn, nu kan forklare sindets evne til at transcendere døden. Det hele skyldes kvantesammenhæng i mikrotubuli. Og for at sikre sig, at seeren ved, at der er tale om “rigtig videnskab”, erklærede den tunge voice-over: “Deres teori er baseret på et veletableret videnskabeligt område, nemlig den generelle relativitetslovgivning, som den blev opdaget af Einstein…”

Sikkert, Blackmore taler her om “nærdødsoplevelser” (NDE). Alligevel har de, der tror på dette – eller i det mindste nogle af dem – fundet hjælp i “kvantesammenhæng i mikrotubuli”. Lyder disse ting ikke meget videnskabelige? Selvfølgelig skal vi nu vide, hvad kvantesammenhæng er. (Eller er det i virkeligheden et spørgsmål om, hvorvidt de, der tror på NDE’er, rent faktisk har nogen idé om, hvad kvantesammenhæng er?)

Penrose og Stuart Hameroff kan naturligvis ikke personligt bebrejdes for, at spøgelseselskere citerer deres arbejde. Men en psykolog eller filosof kan måske fortælle os, at disse to gutter – begge videnskabsmænd – er motiveret af meget lignende ting. Hameroff har trods alt selv talt om NDE’er.

Specifikt har Hameroff sagt, at når hjernen dør (eller holder op med at fungere), forbliver informationen i denne hjernes mikrotubuli levende (som det var) eller intakt. Desuden siver informationen i mikrotubuli ud i verden (eller, ja, i universet). Ikke nok med det: denne mikrotubulære information forbliver intakt og bundet sammen på grund af kvantekohærens kraft.

Hameroff går endnu længere.

Han har udtalt, at dette fænomen forklarer, hvorfor subjektet kan opleve – se? – sig selv svæve over sin egen krop. Det vil sige, at Hameroff synes at godkende nærdødsoplevelser. Men selv hvis “information” (P.M.S. Hacker ville have en festlig dag med dette ord – se her) lækkede ud i universet, hvordan skulle det så gøre det muligt, at den krop, der svæver over, også har en krop og sanseoplevelser? Mikrotubulær information i luften gør ikke en fysisk person til en fysisk person. Og uden en fysisk krop er der ingen sanseoplevelser eller noget som helst andet for den sags skyld. Det svarer altså til at påstå, at hvis man slukker computeren og derefter smadrer den så voldsomt, at dens materielle struktur splintrer til støv, så ville “informationen” indeni stadig være intakt og blot svæve i luften over den. Med andre ord ville computerens sjæl stadig eksistere. Medmindre Hameroff blot fortæller os om, hvad han tror, at folk forestiller sig (eller hallucinerer), når de har en NDE. Men hvis det er tilfældet, hvorfor så alle disse ting om mikrotubulær information, der lækker ud i luften eller endog i universet?

Denne uhyggelige anti-reduktionistiske motivation forklares yderligere af filosoffen og materialisten Patricia Churchland og også af filosoffen Rick Grush. Ifølge Blackmore,

“foreslår de, at det skyldes, at nogle mennesker finder tanken om at forklare bevidsthed ved neuronal aktivitet på en eller anden måde nedbrydende eller skræmmende, mens det at ‘forklare’ den ved hjælp af kvanteeffekter bevarer noget af mysteriet”.

Churchland er endnu mere afvisende, når hun siger (citeret af Blackmore):

“Kvantesammenhæng i mikrotubuli er omtrent lige så forklaringskraftig som alfestøv i synapserne.”

For at sige det mere filosofisk og enkelt, synes Penrose og Hameroffs holdning at være et forsvar for den traditionelle dualisme. Eller i det mindste bakker troen på NDE’er helt sikkert op om den traditionelle dualisme. Og som vi netop har set, har Hameroff forsvaret NDE’er.

Dualisme, intuition og fri vilje

Den traditionelle filosofiske dualisme er netop blevet nævnt. Her kan vi igen knytte Hameroff og Penrose til den traditionelle filosofis bekymringer (eller besættelser). Det vil sige, at Hameroff antyder, at hans og Penroses holdninger kan løse de traditionelle problemer med den frie vilje, “den ensartede selvforståelse” og kilden til og arten af intuition/indsigt. Mere specifikt kan mange af disse filosofiske gåder forklares ved hjælp af kvantesammenhæng i mikrotubuli. Med hensyn til enkle eksempler, der også er relateret til kvantemekanikken, skyldes den frie vilje kvantemæssig ubestemthed; ikke-lokalitet er ansvarlig for “bevidsthedens enhed”; og ikke-algoritmisk behandling er barnet af “kvantesuperposition”.

I de tekniske termer af sind-hjerne-interaktion og som følge af accept af sind-legeme-dualismen kan hjernen og sindet være gensidigt involveret i kvante-“sammenfiltring”, som er “ikke-lokal”. Således kan vi, ganske enkelt sagt, have en hjerne-til-hjerne årsagssammenhæng. Selv om dette naturligvis ville afhænge af, at sindet ikke er hjernen eller endog ikke er fysisk (i streng eller endog ikke-strikt forstand). Dette ville sætte både sindet og hjernen ind i den samme holistiske pakke, og det ville hjælpe os alle med at forklare…. stort set alt.

Et andet eksempel på, at Penrose går ud over videnskaben/neurovidenskaben, er hans afhængighed af Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger. Disse viser ham, at hjernen kan (eller kunne) udføre det, som ingen computer kan udføre. På baggrund heraf konkluderer Penrose, at bevidsthed kan være ikke-algoritmisk. Og som en yderligere konsekvens heraf vil det være sådan, at hjernen og bevidstheden ikke kan forklares i form af en Turing-maskine computere. Og hvis dette var tilfældet, ville det også bringe Penrose ud over kunstig intelligens og måske ud over alle fysikalistiske opfattelser af sind og bevidsthed.

Nu til den frie vilje.

Som mange filosofiske kommentatorer om den frie vilje har anført, hvordan skulle kvantetilfældighed give os fri vilje? (Det er et spørgsmål fra de filosoffer, der overhovedet accepterer ordene “fri vilje”). Ja, hvordan skulle det give os nogen form for sammenhængende bevidsthed eller kognitiv aktivitet? Når det er sagt, er det ikke tilfældet (eller ikke nødvendigvis tilfældet), at noget, der ikke er algoritmisk (eller ikke kan beregnes), også er tilfældigt i sin natur. Penrose f.eks. afklarer ikke sin egen version af “tilstandsreduktion” med tilfældighed.

Selv om han netop forsøger at redde Penrose’s position fra beskyldninger om tilfældighed, kan hans “objektive tilstandsreduktion” stadig forklares i form af stokastiske processer. Sådanne processer ville også være indeterministiske; såvel som probabilistiske. Men giver det stokastiske, indeterministiske eller probabilistiske os noget bedre end (ren) tilfældighed, når det drejer sig om hjernen, sindet og bevidstheden? Den frie vilje kan da helt sikkert ikke være nogen af disse ting. (Selv om det ville afhænge af definitioner og en lang række andre ting.) Og hvordan ville bevidstheden – og kognitiv aktivitet generelt – klare sig, når det drejer sig om stokastiske, indeterministiske eller probabilistiske processer? Ikke desto mindre klarer computere sig godt med disse ting. Det vil sige, at indeterministiske, probabilistiske eller stokastiske processer kan gennemføres i computere. Med andre ord er sådanne processer beregnelige. Det må derfor også betyde, at de også kan findes i hjerner. Men besvarer det automatisk spørgsmålet om, hvorvidt disse mærkelige ting kan give os fri vilje, systematisk kognitiv aktivitet og bevidsthed; samt den (fænomenologiske) enhed af bevidsthed og selv?

**************************************

Note

1 The Hard Problem of Consciousness (for at bruge germanske versaler) bliver ikke besvaret af noget som helst, som Roger Penrose har at sige. Eller det er i hvert fald ofte beskyldningen. Uanset hvad Penrose har at sige om mikrotubuli, intuition og kvante det ene og det andet, vil intet af det fortælle os, hvorfor vi har subjektive oplevelser; eller hvorfor oplevelsen af en rød rose er som den er.

Kvantemekanikken kan være kernen i bevidsthedens natur; selv om den (endnu) ikke besvarer det svære spørgsmål. Den fortæller os ikke, hvorfor kvante x giver anledning til ikke-kvanteoplevelse y eller hvorfor oplevelse y føles, som den føles.

Med hensyn til subjektiv oplevelse forklarer Penrose’s kvanteforretning os heller ikke, hvorfor vi oplever “den ensartede følelse af selv”. En filosof som Daniel Dennett – og jeg er tilbøjelig til at være enig – ville sige, at vi faktisk ikke har en oplevelse af den ensartede selvfølelse… Når alt dette er sagt, kan disse svære spørgsmål være helt falske.