Ser du dig selv som klog, eller ikke klog? Og hvor klog skal du være for at være klog nok?

Det er rigtigt, at dit intellekt måske ikke er højere end de fleste andres – i hvert fald ikke tilstrækkeligt til, at du kan betragte dig selv som klog eller genial. Men hvis det er tilfældet, hvad tror du så i sidste ende, at det siger om dig?

Det er afgørende, hvordan du besvarer dette spørgsmål. For på mange måder tjener det som en målestok for dit selvværd, hvor positivt du betragter dig selv. Hvilket er grunden til, at det er så mærkeligt, at der er mangel på litteratur om dette emne.

Mange (måske de fleste?) personer, der anser sig selv for ikke at være særligt hurtige lærere – som (rædsel!) gennemsnitsmennesker – oplever med jævne mellemrum en smertefuld bevidsthed om deres kognitive begrænsninger. Det er desværre det, som det gør ved os at sammenligne os med andre. Så hvis du sammenligner dig selv med en person, der er så heldig at være født – det vil sige “begavet” – med en betydeligt højere IQ end din egen, kan du inderst inde blive hjemsøgt af en vis selvforagtende følelse af mindreværd.

På godt og ondt lever vi i et meritokrati. I hele vores barndom og ungdomsår og for mange af os også på universitetet er vi udsat for et uddannelsessystem, der konstant evaluerer vores præstationer. Så det er stort set umuligt, at vi med tiden ikke ville udvikle en selvkritisk vane med at bedømme os selv. Uanset hvor utilsigtet det end måtte være, har vores kultur systematisk fået os til at “internalisere” de eksterne målinger, der er blevet pålagt os gennem al vores påkrævede skolegang.

Vi kunne næsten ikke undgå at være opmærksomme på, at de virkelig kloge børn blev tildelt særlige AP-klasser, og at de skulle opfattes af os som noget særligt. (I hvert fald meget mere, end vi var.) Det tog ikke lang tid, før vi fandt ud af, at vi aldrig ville nå den klasse. For vores medfødte intelligens kunne simpelthen ikke måle sig med disse klogere børn, og på trods af vores mest heroiske anstrengelser ville vi aldrig kunne det.

Gavne på andre måder, eller bare i et forsøg på at kompensere, havde vi måske stræbt efter at matche dem ved at blive overlegne i atletik eller ved at udvikle overlegne sociale færdigheder og samle en stor gruppe af venner. Alligevel kunne vi måske ikke have været i stand til at begrave tanken om, at vi med hensyn til den grundlæggende hjernefunktion for altid ville være “mindre end” disse kloge børn. Desuden har vi måske følt, at deres intellektuelle evner garanterede dem succes i livet, at det gav dem en permanent fordel i forhold til os. Og at der realistisk set ikke var noget, vi kunne gøre ved det.

Men skal en sådan situation kulminere i den konklusion, at vi – muligvis også du – på en eller anden måde skal se dig selv som utilstrækkelig (mellem ørerne)!

På et sådant spørgsmål ville jeg svare med et eftertrykkeligt Nej! Du behøver ikke – og bør heller ikke – sammenligne dig selv med dem, der er “velsignet” med et overlegent intellekt. Det er trods alt ikke noget, de faktisk har fortjent. Det svarer til, at du løber i fuld fart, men stadig ikke kan løbe lige så hurtigt som en person, der er bestemt til at løbe hurtigere end dig, fordi deres “begavede” fysiske struktur har sikret det. Eller, lad os sige, en person, der er født med udsøgt skulpturelle træk, og du selv hverken har ansigtet eller den kropslige form til at konkurrere med dem om et eller andet enormt betalt modeljob. Og så videre og så videre.

Den pointe, jeg vil frem til, er, at selv om vi er “gennemsnitlige” i intelligens, som de fleste af os er, er vi stadig kloge nok til at klare vores sager (og til at hyre andre til at hjælpe os med ting, der ikke er vores stærke sider). Og vi er utvivlsomt kloge nok til at skabe et liv for os selv, der er rigt, eventyrligt, tilfredsstillende og glædeligt. Der er naturligvis intet, der forpligter os til at betragte os selv negativt, blot fordi vi ikke er superlative (eller endda kompetente) på visse områder.

Så i stedet for at tvivle på dig selv eller have det dårligt over, at du ikke udmærker dig på måder, som nogle andre “naturligt” kan, kunne du måske i stedet overveje, om du har det i dig selv til at få succes på de områder, der betyder mest for dig?

Er du ikke god til matematik, fint nok. Det er forholdsvis få erhverv og professioner, der kræver, at du skal gøre meget mere end at lægge sammen og trække fra. Og desuden er der altid en lommeregner at læne sig op ad (!). Er du ikke god til de såkaldte “hårde” videnskaber? Du kan måske stadig være dygtig til at lære og finde en professionel stilling inden for en af de “blødere” samfundsvidenskaber.

Med andre ord burde du kunne finde din niche inden for et område, hvor du, uanset om du har en overlegen intelligens eller ej, helt sikkert er klog nok til at klare dig godt.

Generelt set er det meget ualmindeligt at føle sig tiltrukket af områder, der ikke passer til dine evner. Omvendt er det, der er mest sandsynligt, at det, der tiltrækker dig, også det, der er mest sandsynligt, at det ligger på dit kompetenceniveau. Og hvis du er nødt til at anstrenge dig lidt for at blive tilstrækkeligt dygtig til det, er en sådan “strækning” sundt for dig. Det vil gøre dig godt at få dine evner op på det næste niveau. Et sådant ekstra forbrug af kognitiv energi vil sandsynligvis hjælpe dig med at forbedre både din selvtillid og dit selvværd. Desuden, som selvhjælpsforfatter Bill Borcherdt klogt bemærker: “Fordi noget er svært, er det ikke for svært” (You Can Control Your Feelings, 1993).

Og det er her, jeg gerne vil afslutte denne diskussion. I betragtning af gennemsnitsloven er det kun en lille procentdel af os, der kan være virkelig kloge. Men der er ingen tvivl om, at næsten alle af os kan være kloge nok. Det er i vores udvikling af vilje, motivation og selvdisciplin til at blive vores personlige bedste, der gør det muligt for os at vise os selv – og verden – at det, vi sætter os for at gøre, kan vi også gøre.

I en vis forstand kan vi overskride det, vi har antaget er vores “naturlige” mentale grænser, blot ved at presse os igennem dem. Hvis vi gentagne gange fortæller os selv, at vi med tilstrækkelig dedikation og engagement kan bryde igennem mange af vores barrierer – at det, der måske er intellektuelt svært for os, ikke er for svært – vil vi opdage, at vores anstrengelser som regel vil blive rigt belønnet.

Så bestræbe dig regelmæssigt på at konfrontere dine udfordringer med det, der repræsenterer dit intellektuelle “personlige bedste”. Og med tiden vil du opdage, at du – mentalt begavet eller ej – er absolut klog nok til at lykkes.

Hvis du kunne relatere til dette indlæg og tror, at andre, du kender, også vil kunne gøre det, så overvej venligst at videresende dem dette link.

For at se andre indlæg, som jeg har skrevet for Psychology Today online – om en bred vifte af psykologiske emner – klik her.