Lige mange spørgsmål om, hvilken indstilling der virker bedst: Det afhænger.

Den native ISO for næsten alle Canon DLSR’er i de sidste par år har været ISO 100. ‘Full stop’-intervaller, såsom ISO 200, ISO 400, ISO 800 osv. øger den analoge forstærkning af det signal, der aflæses af sensoren. De 1/3-stop, der ligger mellem disse fulde stop, anvender softwarejusteringer under behandling i kameraet af de data, der kommer fra sensoren. Her er, hvad der sker, når du fotograferer i P-, Tv- eller Av-tilstand, hvis du f.eks. vælger ISO 160, når du tager et billede. Sensoren er indstillet til ISO 200. Kameraet overeksponerer billedet med 1/3 stop ved at øge eksponeringskompensationen (E.C.) med 1/3 flere stop end den værdi, brugeren har valgt. Når dataene fra sensoren læses ind i processoren, påføres 1/3 stop af trækket på dataene. Effekten er, at et billede, der er taget ved ISO 160, har lidt mindre støj i skyggerne på bekostning af lidt mindre plads i højlysene, hvilket giver en samlet lille reduktion i det dynamiske område. Indstillinger 1/3 stop over ISO-indstillingerne for “fuldt stop” fungerer omvendt: kameraet eksponerer med -1/3 stop og skubber derefter eksponeringen med 1/3 stop, når sensorudlæsningsdataene behandles.

Så hvad betyder det, når man vælger, hvilken ISO-værdi man skal bruge til et bestemt billede?

Hvis du optager video eller lader indstillingerne i kameraet anvendes på RAW-dataene og derefter gemmer filerne i JPEG-formatet:

• Hvis du befinder dig i svagt lys, hvor skyggestøj er det største problem, skal du vælge den ISO-indstilling på -1/3 stop, f.eks. 160, 320, 640, 1250 osv., der er tættest på de ønskede indstillinger for blænde og lukkertid. Du fortæller faktisk kameraet, at det automatisk skal eksponere til højre med 1/3 stop og derefter anvende -1/3 stop, når det konverterer de analoge oplysninger fra sensoren til digital.
• Hvis du befinder dig i en situation, hvor der ikke er mange skygger, og hvor det vigtigste er ikke at blæse lysstyrken ud, skal du vælge ISO-indstillingerne med fuldt stop, f.eks. 100, 200, 400, 800, 1600 osv.
• Du bør sandsynligvis helt undgå ISO-indstillingerne med +1/3 stop (ISO 125, 250, 500, 1000 osv.). Med indstillingen +1/3 stop giver du afkald på det dynamiske område, som indstillingerne med “fuldt stop” giver dig. Men da signalet fra sensoren øges med 1/3 stop via software, øges støjen i billedet også med 1/3 stop.

Hvis du gemmer filerne som RAW-data bliver det lidt mere mudret. Du burde kunne få lige så gode resultater med hensyn til skyggestøj ved at bruge +1/3 stop mere E.C. for at øge Tv/Av-kombinationen og vælge ISO-værdier med “fuld stop” som ved at reducere ISO-indstillingen -1/3 stop og lade E.C.-indstillingen stå alene. Men hvis det skubber nogle af højdepunkterne ud over kanten til fuld mætning på en af de tre farvekanaler, så opgiver du effektivt det samme dynamiske område, som du ville have opgivet ved at bruge en ISO-værdi på -1/3 stop.

For RAW-filer bestemmes signal/støjforholdet (SNR) i høj grad af den mængde lys, der får lov til at trænge ind i kameraet ved den valgte Av/Tv-kombination sammenlignet med sensorens ret konstante læsestøj. Når du fotograferer i automatiske eksponeringstilstande (P, Tv, Av), vil kameraets målesystem ved at fortælle kameraet, at du fotograferer ved ISO 320, vælge en Av/Tv-værdi, der tillader 1/3 stop mere lys ind i kameraet, end hvis du fortæller det, at du fotograferer ved ISO 400.

Selv hvis du fotograferer i manuel eksponeringstilstand og selv vælger både Tv og Av, vil kameraet inkludere instruktioner i RAW-filen til at øge/formindske eksponeringen med 1/3 stop, når RAW-filen konverteres. Eksponeringsmåleren i søgeren, når du tager billedet, vil også afspejle forskellen på 1/3 stop. Hvis måleren viser korrekt eksponering for f.eks. ISO 200, f/5,6 og 1/100 sekunder, vil den vise -1/3 stop undereksponering for ISO 160, f/5,6 og 1/100 sekunder ved måling af nøjagtig samme scene.

Her er et link til testbilleder ordnet fra den laveste til højeste mængde skyggestøj fra et Canon 60D. I rækkefølge fra lavest til højest målt støj ved hver ISO-indstilling er rækkefølgen 160, 320, 640, 100, 200, 400, 800, 1250, 125, 250, 500, 500, 1000, 1600, 1600, 2500, 2000, 3200, 4000, 5000, 6400. ISO 1250 har omtrent den samme mængde støj som ISO 125! Her er en test med lignende resultater med canon 5D Mark II, og video optaget med et 7D. Grafen, der er inkluderet i denne, er ret præcis og viser den forventede ydelse for Canon 5DII. Min egen personlige erfaring med Canon 5DII er, at der er lidt forskel på ydelsen op til og med ISO 1250. ISO 2000 er marginalt mere støjende end ISO 2500 og ISO 1600. ISO 5000 er den sidste indstilling, som jeg kan bruge, før støjpræstationen falder fra klippen.

Baseret på denne undersøgelse begyndte Canon at indføre denne metode engang mellem 1D Mark IIN og 1D Mark III og den oprindelige 5D.

Den overlegne ydeevne ved høj ISO/lav støj for en Full Frame-sensor sammenlignet med en APS-C-sensor (af samme teknologigeneration) skyldes sensorens fysiske størrelse og dermed den samlede lysmængde, der falder på sensoren. I tilfældet med Canon-kameraer har de nuværende APS-C-sensorer alle en pixelafstand på lidt over 4 µm. Pixelafstanden for de nuværende Canon FF-sensorer ligger på mellem 6,25-6,9 µm. Når den lineære bredde omregnes til overfladeareal, har FF-sensorerne pixels, der dækker over dobbelt så stort et areal som deres APS-C-modstykker og dermed opsamler dobbelt så meget lys pr. pixel under de samme lysforhold og Tv/Av-indstillinger.