Tag et øjeblik og forestil dig dit liv uden sociale medier.

(Mens du tænker på det, er du velkommen til at fortsætte med at læse denne tekst, selv om det absolut var muligt, at den blev delt til dig på en eller anden form for social medieplatform…)

Og uden sociale medier ville livet uundgåeligt være anderledes. Interaktion med nogen ville være nødt til at foregå personligt. Det ville betyde mindre tid til at surfe på sociale netværk og mere tid brugt i det virkelige liv. At spørge nogen om at hænge ud via sociale netværk lyder nemmere, og i tilfælde af at du bliver afvist, vil du sandsynligvis ikke føle dig så såret. Men at invitere nogen ud i det virkelige liv får dig til at føle dig nervøs. Ansigtsudtryk ses, din stemmes knasende lyd kan høres, og dit hjertes bankende rytme kan mærkes. Det er altid nemmere at spille det af bag skærmen end at se det i øjnene i virkeligheden. At bruge scorereplikker i virkeligheden gør hele samtalen akavet, og kampen bliver reel, når du skal komponere et hurtigt vittigt, flirtende svar og ikke formår at gøre det inden for de næste 10 sekunder, før samtalen ændrer sig.

En anden kamp, man står over for, er at forsøge at lyde sjov i virkeligheden. Det er ubesværet at virke sjov via sociale netværk, for du kan bare kopiere og indsætte vittigheder fra søgemaskiner, “retweete” eller dele sjove indlæg eller “memes”. Det er populært at dele og sende sjove vittigheder eller sider via sociale netværk, og det virker magisk at få folk til at grine, men at få nogen til at grine i det virkelige liv er lidt mere kompliceret, end det lyder. Det sker nogle gange, når man laver en vittighed, og stilheden er så absurd, at man sætter spørgsmålstegn ved sin egen humoristiske sans. En vittighed i det virkelige liv kræver mere præcision, subtilitet og timing. Virtuelt set kan du gøre brug af “Emoji” til at udtrykke dit niveau af eufori, men i det virkelige liv vil det kunne ses gennem dit udtryk og dine reaktioner.

Livet uden sociale netværk betyder, at du ikke længere dagligt kan uploade billeder af dig selv, eller hvordan din dag forløber. Det betyder ligeledes ikke flere likes og kommentarer fra dine Instagram- eller Facebook-profiler. Der ville ikke være behov for at få dit “feed” til at se kunstnerisk og visuelt tiltalende ud, ikke længere at kæmpe for at få dine billeder til at opnå flest likes og kommentarer, eller for at dine videoer og liv bliver set flest gange. I det virkelige liv bliver det bedste billede af dig set og taget med disse innovative og helt naturlige enheder kaldet de menneskelige øjne.

Det virkelige liv betyder, at du ikke længere skal skrive på Facebook om, hvordan dit liv virker absurd, eller hvordan intet går som det skal for dig. Det betyder, at du ikke længere skal skælde ud om, hvor forfærdeligt du klarede dig til dine eksamener, eller hvordan din bedste ven er blevet din værste fjende. Det virkelige liv fremmer ægte kommunikation med dine forældre om, hvordan du har det, i stedet for at få dem til at fremstå som monstre ved at skrive falske og forfærdelige ting på Facebook eller Twitter. Det betyder, at man skal ud og møde folk og lære dem at kende gennem et nyt og anderledes aspekt i stedet for det, der er portrætteret bag skærmen. Forbindelsen mellem to personer bliver automatisk stærkere, og der skabes en ny type bånd.

En verden uden sociale medier giver dig mere tid til at møde og lære folk at kende. Selvfølgelig vil din telefon ikke længere være det første, du kigger efter om morgenen, eller det sidste, du kigger efter om aftenen. I de øjeblikke, hvor man hænger ud, føler man sig mere nærværende uden sociale medier, fordi man ikke hele tiden skal fotografere alting, men i stedet lever man øjeblikket og nyder det, og man stoler på sin hukommelse til at minde om, hvor mindeværdigt det var.

Så kan vi konkludere, at en verden uden sociale netværk ville være meget mere usikker og socialt ustabil end den verden, som den er i dag? Eller ville vi alternativt have en stressfri tilværelse, hvor vi kunne være os selv, i stedet for at skulle optræde som en karakter a.k.a. ens profil, og i nogle tilfælde flere profiler, på forskellige sociale netværkssteder, næsten hele tiden. Alligevel gør vi det alle sammen, og det gør vi tvangsmæssigt. Kan man virkelig kalde denne afhængighed af sociale medier for en afhængighed, når næsten alle er kollektivt afhængige af dem?

Surayya Santally