31. juli 2016
Se en video af denne prædiken her.

Legede du nogensinde “Klæd dig ud”, da du var lille? Måske klædte du dig ud som en superhelt, eller du tog dine forældres tøj på for at lege en leg, hvor du lod som om, du var blevet voksen. Måske tog du et kostume på til Halloween, eller for at spille din rolle i julespillet. Uanset hvad du tog på, gav det dig tilladelse til at være en anden person i en kort periode, til at lade som om du havde mere magt eller nåde eller hellighed, end du faktisk havde. Man kunne være en ny person.

For et par år siden lyttede jeg til et interview med en af skuespillerne fra Downton Abbey. Hun beskrev, hvordan det påvirkede hende at tage disse fantastiske tidstypiske kostumer på. Hendes kropsholdning ændrede sig, selv den måde, hun talte på, blev pludselig mere raffineret. Når hun havde kostumet på, satte hun sig automatisk ind i den karakter, hun portrætterede. At tage kjolen på gjorde hende til en ny person.

Måske er det derfor, at Paulus vælger at bruge tøj som metafor i sit brev til Kolossenserne. Paulus skriver om at tage det gamle jeg af og klæde os i det nye liv i Kristus. Kolossenserbrevet 3:1-11 fortæller os, at vi skal fjerne alt det fra vores liv, som ikke er af Gud, så vi kan iføre os det nye selv, det selv, som hele tiden bliver genoprettet til at bære Guds billede. I den proces, fortæller Paulus os, er der ikke længere nogen identitet, der betyder noget, bortset fra Kristus, som er alt og i alt.

Men selv om dagens læsning slutter her, gør Paulus det ikke! Han fortsætter med at beskrive, hvad vi skal iføre os, når vi har fjernet al syndighed og selvcentrerethed og har overgivet os selv fuldstændigt til at blive Jesu Kristi efterfølgere.

Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I klæde jer med barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, sagtmodighed, sagtmodighed og tålmodighed. Bær over med hinanden, og hvis nogen har en klage over en anden, så tilgiv hinanden; ligesom Herren har tilgivet jer, skal også I tilgive hinanden. I skal først og fremmest klæde jer med kærlighed, som binder alt sammen i fuldkommen harmoni. Og lad Kristi fred herske i jeres hjerter, som I jo er kaldet til i det ene legeme. Og vær taknemmelige. Lad Kristi ord bo rigt i jer; lær og forman hinanden i al visdom, og syng med taknemmelighed i jeres hjerter salmer, hymner og åndelige sange til Gud. Og hvad I end gør i ord eller gerning, så gør alt i Herren Jesu navn og tak Gud Faderen ved ham. – Kolossenserbrevet 3:12-17

Dette at tage det gamle af og tage det nye på, som Paulus beskriver, er essensen af at følge Jesus. Vi tager afstand fra synd i alle dens former og omvender os fra vores gamle, ødelagte måde at leve på for os selv. Derefter vender vi os væk fra det liv og over mod det nye liv i Kristus, som er fyldt med nåde og fred. Vi begynder at leve for Gud, og i processen bliver vi mere og mere som Kristus.

Klæd dig selv med Kristi egenskaber som ydmyghed og blidhed, tilgivelse og kærlighed, siger Paulus til os. Når vi bevidst begynder at bære disse egenskaber, vil vi måske opdage, at de ikke passer så godt i begyndelsen. De vil slet ikke passe, hvis vi forsøger at tage dem på uden først at tage stoltheden og vreden, løgnen og frygten af, som kendetegnede vores gamle liv.

For at Kristi godhed kan leve i os og passe os godt, må vi fjerne alt det, der forbinder os med synden. Så, og kun da, vil Kristi lighedskarakteristika begynde at passe til os. Efterhånden som de bliver mere og mere en del af vores tænkning og tale og handlinger, finder vi ud af, at der sker noget andet. At iføre sig disse ydre adfærdsmønstre gør noget ved vores indre ånd.

“Lad Kristi fred herske i jeres hjerter,” skriver Paulus. Det, der begyndte som en ydre ændring af adfærd, bliver nu til en indre ændring af hjertet. Kristi fred begynder at overtage den måde, vi tænker og opfører os på, og den styrer ikke kun vores hjerter, men også vores handlinger.

Det er vigtigt at huske, at alle de Kristus-lignende egenskaber, vi skal iføre os, er sociale egenskaber. Vi er forbundet med hinanden, og som Kristi legeme er vi sendt ud i verden for også at forbinde os med andre.

Kenneth Sehested skriver: “Der er mere end et funktionelt formål med at blive iklædt med barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed. At bære over med hinanden, at tilgive hinanden, at binde os til hinanden – et sådant arbejde er ikke for sarte sjæle. Dette er ikke et råd til konfliktforebyggelse. … Det handler om, hvad man skal gøre, når der opstår følelsesmæssige slagsmål med bare næver.”

Det vil de nemlig gøre. Mennesker, hvis liv er forbundet af et fælles formål, som vi er det i kirken, er nødt til at komme i konflikt med hinanden fra tid til anden. Spørgsmålet er ikke om, men hvordan vi vil reagere på den konflikt, når den opstår.

Når du undgår mig, fordi du er vred eller uenig med mig, gør det skade, ikke kun på Kristi legeme, som vi begge tilhører, men også på dit vidnesbyrd over for den verden, der ser med. Når jeg konfronterer dig med vrede eller groft sprogbrug, gør det skade, ikke kun på Kristi legeme, som vi begge tilhører, men også på mit vidnesbyrd over for en verden, der altid søger at se, hvad der gør os anderledes, fordi vi følger Kristus Jesus.

Det er derfor, Paulus sætter én kristuslignende dyd over alle de andre. “Beklæd jer frem for alt med kærlighed, som binder alt sammen i fuldkommen harmoni,” skriver han. Selv når vi er uenige, hvilket vi nogle gange vil være, vil det at tale sandheden i kærlighed holde os i harmoni med hinanden og holde vores vidnesbyrd over for resten af verden intakt.

Paulus fortsætter med at sige: “Lad Kristi ord bo rigt i jer.” Denne ændring af hjertet, denne bevægelse fra at klæde os i Kristus til at finde indre fred, sker, når vi fordyber os i Guds ord.

John W. Coakley skriver: “Bibelens tekster … skal ikke behandles som genstande, der skal forstås, som beholdere for ideer, der skal sættes spørgsmålstegn ved eller debatteres, men de skal snarere tages ind i en selv gennem hele dagliglivets form.” Forfatteren af Hebræerbrevet udtrykker det på en anden måde: “Guds ord er levende og virksomt, skarpere end ethvert tveægget sværd, det stikker igennem, indtil det skiller sjæl og ånd, led og marv; det er i stand til at dømme hjertets tanker og hensigter” (Hebræerbrevet 4,12). Og i sit andet brev til Timotheus skriver Paulus: “Alle skrifter er inspireret af Gud og er nyttige til undervisning, til irettesættelse, til rettelse og til opdragelse i retfærdighed” (2. Timotheus 3:16). Når Kristi ord bor rigt i os, bobler vores liv op i tilbedelse og lovprisning, og vi bliver fyldt til randen med taksigelse.

At give Gud tak og lovprisning er den ene ting, du kan gøre, som vil adskille dig fra resten af verden. Fordi resten af verden har travlt med at forsøge at være selvforsynende i stedet for at være afhængig af Gud. Resten af verden har travlt med at være opmærksom på sine fysiske begær i stedet for at søge Guds rige. Resten af verden er besat af had og frygt, af vrede og løgne i stedet for den kærlighed, fred og sandhed, som Kristus tilbyder alle, der vil påkalde hans navn og overgive deres liv til ham.

Tre gange på to vers minder Paulus os om at være taknemmelige, at have taknemmelighed i vores hjerter, at give Gud vores tak og lovprisning i alt, hvad vi gør. Ordet for taksigelse er eukaristien, et ord, som vi nært forbinder med tilbedelse. Vi ved ikke, om den tidlige kirke allerede brugte dette ord til at betegne nadver, som vi bruger det nu, men det er nyttigt at huske, at vi kalder det eukaristien, fordi det højtidelige ritual, vi følger i dette sakramente, altid begynder med noget, der kaldes den store taksigelse.

Paulus fortæller os, at når vi har aflagt det gamle syndige selv og iført os Kristus, bliver vores hjerter forvandlet af Kristi fred, når vi tager Guds ord ind i os selv. Det eneste svar, vi kan give på en så stor gave, er vores stadige tak og lovprisning. Vores liv bliver et liv i tilbedelse, så alt, hvad vi gør, tænker eller siger, sker i Jesu navn, mens vi takker Gud gennem Kristus.

En kirke var på udkig efter en ny præst, og distriktssuperintendenten (DS) satte sig sammen med kirkens ledere for at tale om, hvad de ønskede at se i denne nye person. “En, der kan tiltrække unge familier,” sagde de. Det gav mening, for kirken havde været i tilbagegang i mange år, og menigheden var ved at blive ældre. Så DS spurgte dem: “Hvad er det ved jeres kirke, som unge familier ville finde attraktivt nu?”

De så på hinanden og derefter på gulvet.
“Nå, hvad tiltrak jer til denne kirke, da I først begyndte at komme her?” spurgte DS opmuntrende.

“Det er fællesskabet. Det er her, jeg kan se mine venner hver uge, og vi kan høre om hinandens liv,” svarede en kvinde. “Det er her, jeg får en følelse af at høre til, og det er her, mine venskaber blev dannet.”

Den DS tænkte et øjeblik og sagde så: “Ja, og i dag kan folk, der er under 35 år og har børn, få den samme følelse af at høre til og opbygge venskaber ved deres børns fodboldkampe eller andre sportsaktiviteter. De opbygger venskaber med andre forældre, hvis børn er involveret i de samme ting, som deres børn er involveret i. De har ikke brug for kirken for at få “fællesskab”,” sagde DS. “Hvad ellers?”

“Jamen, kirken er der, hvor jeg bliver involveret i at hjælpe andre mennesker. Vi arbejder i madpakkehuset eller tager et måltid med til et herberg for hjemløse, og det får jeg en stor tilfredsstillelse ud af,” sagde en mand.”

“Ja, og folk, der er under 35 år, gør også disse ting. De har bare ikke brug for en kirke til at hjælpe dem med at gøre det. De er meget engagerede i spørgsmål om social retfærdighed, men de arbejder gennem sekulære organisationer for at få den samme tilfredsstillelse,” fortalte DS dem. “Hvad ellers?”

Rummet var tavst. Nogen hostede.

Til sidst sagde DS: “Hvad er den ene ting, som kirken har at tilbyde, som fodboldhold og sociale organisationer ofte ikke har? … Nogen?”

Selvfølgelig var der stadig intet svar.

“Okay, se på det på denne måde. Hvilken forskel har det gjort for din tro at være en del af denne kirke? Hvordan har det at følge Jesus Kristus, som medlem af denne menighed, ændret dit liv?”

“Åh pastor,” mumlede en mand, “det vil du ikke gå derhen. Det bliver for personligt!”

“Jamen,” svarede DS, “det er den ene ting, som I har til gode, som andre sociale grupper og tjenestegrupper ikke har. Den eneste ting, som kirken kan gøre krav på som sin egen, er Jesus, og hvis du ikke kan identificere, hvordan Jesus har ændret dit liv, hvad får dig så til at tro, at andre vil blive tiltrukket af din kirke?”

Sommetider er det folk på kirkebænkene, der har mest brug for Jesus.

Når vi tager Kristus på, ser vi anderledes ud, vi opfører os anderledes, vi taler anderledes, fordi vi ikke kun bærer Kristus udenpå, vi er fyldt med Kristus indefra. Og det viser sig. Folk lægger mærke til det. De bliver nysgerrige og vil vide, hvorfor vores liv er anderledes end deres, hvorfor vi har fred og glæde i overflod, uanset omstændighederne, hvorfor vi ikke er grådige som alle andre, hvorfor vi ikke er opslugt af begær, hvorfor vi ikke er vrede hele tiden, hvorfor vi ikke griber til bagtalelse og sladder og groft sprog.

Hvis ingen lægger mærke til, hvordan dit liv er anderledes end deres, hvorfor er det så? Hvis ingen spørger dig, hvordan du har sådan en fred, hvorfor er det så? Hvis ingen bemærker den glæde, du altid viser, hvorfor gør de det så ikke? Hvis ingen kan se Kristus i dig, så spørg dig selv hvorfor.

Kunne det være, at du ikke virkelig er blevet forandret, at du aldrig har oplevet den forvandling, som Kristus tilbyder alle, der vil kalde ham Herre? Er det muligt, at den person, der har mest brug for Jesus, er dig?

Hvis du er som den person, der kommer i kirke for at se dine venner, men Kristus har ikke forandret dit liv og gjort dig ny, er det måske på tide, at du smider dit gamle jeg og klæder dig i Jesus Kristus.

Hvis du kommer i kirken for tilfredsstillelsen ved at tjene andre, er det måske på tide, at du smider dit gamle jeg og klæder dig i Jesus Kristus.

Hvis du taler på én måde i kirken, men dit sprog derhjemme og på arbejdet er gennemsyret af kritik og bagtalelse og fornærmende snak, er det måske på tide, at du smider dit gamle jeg og klæder dig “med barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed.” Måske er det på tide, at du begynder at bære over med dine søstre og brødre i Kristus, og hvis I har en klage over en anden, så tilgiv hinanden, ligesom Herren har tilgivet jer.

“Klæd jer først og fremmest på med kærlighed, som binder alt sammen i fuldkommen harmoni. Og lad Kristi fred herske i jeres hjerter, som I jo er kaldet til i det ene legeme. Og vær taknemmelige. Lad Kristi ord bo rigt i jer; lær og forman hinanden i al visdom; og syng med taknemmelighed i jeres hjerter salmer, hymner og åndelige sange til Gud. Og hvad I end gør, i ord eller gerning, så gør alt i Herren Jesu navn og tak Gud Faderen ved ham.”

Kenneth Sehested, Feasting on the Word, Year C, Vol. 1, 160.

John W. Coakley, Feasting on the Word, Year C, Volume 1, 162.