Lægemiddelinduceret SIADH

I første omgang blev der ordineret farmakologiske midler med antidiuretisk virkning til behandling af patienter med diabetes insipidus (DI). Senere dokumenterede adskillige rapporter alvorlige bivirkninger, såsom vandretention og fortyndingshyponatriæmi, der var forbundet med disse lægemidler.

Den foreslåede mekanisme, hvorved et lægemiddel forstyrrer den normale sekretion og virkning af ADH, afhænger af lægemidlet. Lægemidler, der stimulerer frigivelsen af ADH fra den bageste hypofyse, omfatter nikotin, phenothiaziner og tricykliske stoffer. Nogle lægemidler øger eller forstærker den renale virkning af ADH. De omfatter desmopressin, oxytocin og prostaglandinsyntesehæmmere. Lægemidler, der forårsager SIADH ved hjælp af blandede eller usikre virkningsmekanismer, omfatter chlorpropamid, carbamazepin, cyclophosphamid og vincristin.

I 1994 rapporterede forskere det første tilfælde, der tyder på et årsag-virkningsforhold mellem omeprazol og SIADH. Mekanismen for omeprazol-induceret SIADH skal imidlertid fastlægges.

Ecstasy eller 3,4 methylendioxymethamfetamin (MDMA), et kraftigt amfetaminderivat, der er populært blandt unge, kan forårsage SIADH. Mekanismen for MDMA-induceret SIADH er imidlertid ikke godt forstået.

SIADH induceret af angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmere (f.eks. lisinopril) er en sjælden, men mulig bivirkning ved denne kategori af lægemidler. SIADH-typen af fortyndingshyponatriæmi induceret af ACE-hæmmere kan være medieret ved potentiering af virkningen af plasma-renin, hvilket resulterer i øgede niveauer af hjerne-angiotensin. Dette resulterer på sin side i frigivelse af AVP fra hypothalamus og en stigning i tørst.

En oversigtsartikel i Drugs & Aging giver en dybdegående diskussion af de virkningsmekanismer, hvormed lægemidler kan fremkalde SIADH.

Det anslås, at der gives psykotrope lægemidler til ca. 50 % af de institutionaliserede ældre patienter. Nogle af de ældre antipsykotiske lægemidler, såsom fluphenazin, thiothixen og phenothiazin, og de tricykliske antidepressiva (f.eks. amitriptylin) kan forårsage hyponatriæmi med karakteristika af SIADH.

Der blev foretaget en systematisk gennemgang af rapporterede tilfælde for at evaluere forholdet mellem hyponatriæmi og SIADH ved brug af selektive serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI’er), herunder fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin og sertralin. Ifølge undersøgelsen er fluoxetin det SSRI, der hyppigst rapporteres at forårsage hyponatriæmi og SIADH. Den virkningsmekanisme, der er ansvarlig for SSRI-induceret SIADH, er imidlertid ikke kendt.

I henhold til de 30 offentliggjorte rapporter om hyponatriæmi og SIADH i forbindelse med SSRI’er kan alder ≥ 65 år være en risikofaktor for hyponatriæmi og SIADH i forbindelse med SSRI’er. Mere end 50 % af disse patienter udviklede hyponatriæmi inden for 13 dage. Hyponatrimien var reversibel inden for 2-28 dage efter, at SSRI’erne blev afbrudt.

Patienter med hyponatriæmi kan opleve symptomer, der efterligner psykose eller depression. Derfor er overvågning af serumnatriumniveauet meget vigtig hos patienter, der behandles med psykotrope lægemidler. Desuden kan enhver ændring i forløbet af den psykiatriske sygdom tyde på muligheden for lægemiddelinduceret SIADH.

En fremragende oversigtsartikel i Drug Safety om den rolle, som psykotrope lægemidler spiller ved at inducere hyponatriæmi og SIADH.