Elsa Lanchester
Lanchester debuterede på film i The Scarlet Woman (1925) og medvirkede i 1928 i tre stumme kortfilm skrevet til hende af H. G. Wells og instrueret af Ivor Montagu: Blue Bottles, Daydreams og The Tonic. Laughton optrådte kortvarigt i dem alle. De optrådte også sammen i en filmrevy fra 1930 med titlen Comets, der viste britiske scene-, musical- og varieténumre, hvor de sang i duet “The Ballad of Frankie and Johnnie”. Lanchester optrådte i flere andre tidlige britiske tonefilm, herunder Potiphar’s Wife (1931), en film med Laurence Olivier i hovedrollen.
Hun optrådte igen over for Laughton som Anne af Cleves i The Private Life of Henry VIII (1933), med Laughton i titelrollen. Laughton var nu i gang med at lave film i Hollywood, så Lanchester sluttede sig til ham der og havde mindre optrædener i David Copperfield (1935) og Naughty Marietta (1935). Disse og hendes optrædener i britiske film hjalp hende til at få titelrollen i Bride of Frankenstein (1935). Hun og Laughton vendte tilbage til Storbritannien for at optræde sammen igen i Rembrandt (1936) og senere i Vessel of Wrath (US: The Beachcomber. 1938).
De vendte begge tilbage til Hollywood, hvor han lavede The Hunchback of Notre Dame (1939), selv om Lanchester ikke optrådte i en anden film før Ladies in Retirement (1941). Hun og Laughton spillede mand og kone (deres karakterer blev kaldt Charles og Elsa Smith) i Tales of Manhattan (1942), og de optrådte begge igen i den stjernebesatte, hovedsageligt britiske rollebesætning i Forever and a Day (1943). Hun fik topkarakter i Passport to Destiny (1944) for den eneste gang i sin Hollywoodkarriere.
Lanchester spillede biroller i The Spiral Staircase og The Razor’s Edge (begge 1946). Hun optrådte som husholderske i The Bishop’s Wife (1947) med David Niven i rollen som biskop, Loretta Young som hans kone og Cary Grant som engel. Lanchester spillede en komisk rolle som kunstner i thrilleren The Big Clock (1948), hvor Laughton spillede hovedrollen som en megalomanisk pressetycoon. Hun havde en rolle som maler med speciale i julekrybber i Come to the Stable (1949), for hvilken hun blev nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle (1949).
I slutningen af 1940’erne og 1950’erne optrådte hun i små, men meget varierede biroller i en række film, samtidig med at hun optrådte på scenen på Turnabout Theatre i Hollywood. Her optrådte hun med sit solo vaudeville-nummer i forbindelse med et marionetteshow, hvor hun sang nogle lidt ufine sange, som hun senere indspillede til et par LP’er.
På skærmen optrådte hun sammen med Danny Kaye i The Inspector General (1949), spillede en afpressende værtinde i Mystery Street (1950) og var Shelley Winters’ rejsekammerat i Frenchie (1950). Flere biroller fulgte i begyndelsen af 1950’erne, herunder en 2-minutters cameo som den skæggede dame i 3 Ring Circus (1954), der var ved at blive barberet af Jerry Lewis.
Hun havde endnu en betydelig og mindeværdig rolle, da hun igen optrådte sammen med sin mand i Witness for the Prosecution (1957), en filmatisering af Agatha Christies skuespil fra 1953, for hvilken begge modtog Oscar-nomineringer – hun for anden gang som bedste birolle og Laughton, også for anden gang, som bedste skuespiller. Ingen af dem vandt. Hun vandt dog Golden Globe for bedste kvindelige birolle for filmen.
Lanchester spillede en heks i Bell, Book and Candle (1958), og medvirkede i film som Mary Poppins (1964), That Darn Cat! (1965) og Blackbeard’s Ghost (1968). Hun optrådte den 9. april 1959 i NBC’s The Ford Show, Starring Tennessee Ernie Ford. Hun medvirkede i to episoder af NBC’s The Wonderful World of Disney. Derudover havde hun mindeværdige gæstroller i et afsnit af I Love Lucy i 1956 og i afsnit af NBC’s The Eleventh Hour (1964) og The Man From U.N.C.C.L.E. (1965).
Lanchester fortsatte med at optræde lejlighedsvis på film og sang en duet med Elvis Presley i Easy Come, Easy Go (1967) og spillede moderen i den originale version af Willard (1971), sammen med Bruce Davison og Ernest Borgnine, som scorede godt i biografen. Hun var Jessica Marbles, en detektiv baseret på Agatha Christies Jane Marple, i mordmysterie-spoofet Murder by Death fra 1976, og hun lavede sin sidste film i 1980 som Sophie i Die Laughing.
Hun udgav tre LP-plader i 1950’erne. To (omtalt ovenfor) havde titlerne “Songs for a Shuttered Parlour” og “Songs for a Smoke-Filled Room” og var vagt utugtige og dansede omkring deres egentlige formål, som f.eks. sangen om hendes mands “ur”, der ikke virker. Laughton stod for de talte introduktioner til hvert nummer og sang endda sammen med Lanchester i “She Was Poor but She Was Honest”. Hendes tredje LP havde titlen “Cockney London”, et udvalg af gamle London-sange, hvortil Laughton skrev anmærkningerne på omslaget.