Effekterne af tre almindelige konfigurationer af placering af lemelektroder på EKG-signalmorfologi blev undersøgt, herunder standardelektrodeplacering af elektroderne på ekstremiteterne, Mason-Likar-placering og Lund-placering. En ikke-traditionel asymmetrisk konfiguration med placering af LA-elektroden på overarmen og RA-elektroden på torsoen (under kravebenet) blev også undersøgt. Der blev optaget en række 16-ledede EKG’er fra 150 personer, der repræsenterede et bredt spektrum af sygdomme. Virkningerne af placeringen af lemelektroden på aksemålinger, QRS-amplituder, ST-niveauer og infarkter blev undersøgt. I gennemsnit udviste P-, QRS- og T-akserne alle forskydninger mod højre, når elektroderne blev flyttet væk fra ekstremiteterne, men mere generelt blev aksen mere lodret, idet de største forskydninger opstod, når standard-EKG-akse-målingen var tæt på 0 grader, og der var en tendens til at udvise forskydninger mod venstre for EKG’er med en standard-akse-måling mellem 0 og -90 grader. Spændingsændringer var i overensstemmelse med akseforskydninger i frontalplanet (faldende laterale og øgede inferior afledningsspændinger), med den største gennemsnitlige ændring som en reduktion i R-bølgeamplituden i afledning I ved overgang fra standardkonfigurationen til Mason-Likar-konfigurationen. I de prækordiale afledninger faldt Q- og/eller S-størrelser i højresidige afledninger (V4r, V1, V2, V3) og R-størrelser steg i laterale afledninger (V3-V9), efterhånden som armelektroderne bevægede sig mod stammen, hvilket tyder på et posteriort skift i den gennemsnitlige QRS-akse. ST-afvigelser i de laterale og posteriore precordiale afledninger havde tendens til at blive efterlignet i afledning III, når elektroderne blev flyttet fra ekstremiteterne til torsoen. Over halvdelen (13 ud af 25) af de EKG’er, der udviste kriterier for inferior infarkt i standardkonfigurationen, fik disse kriterier slettet, da elektroderne blev flyttet til Mason-Likar-positionerne. Den største enkeltstående effekt på EKG’et var resultatet af at flytte LA-elektroden fra skulderen til kravebenet. Den asymmetriske konfiguration med RA-elektroden på torsoen og LA-elektroden på overarmen kan give et vist kompromis mellem støj og troværdighed over for standardkonfigurationen i støjende miljøer som f.eks. ved træningstest eller overvågning.