Dust Bowl i 1930’erne var en af de værste miljøkriser, der ramte Nordamerika i det 20. århundrede. Alvorlig tørke og vinderosion hærgede de store sletter i et årti. Alligevel var der tilsvarende tørkeperioder i 1950’erne og 1970’erne uden en tilsvarende grad af erosion. Mysteriet om den enorme kontrast mellem tørken i 1930’erne og de senere tørker ser nu ud til at være løst (Hansen og Libecap 2004).

De kraftige vinde, der ledsagede tørken i 1930’erne, blæste 480 tons muldjord væk pr. acre, hvilket i gennemsnit fjernede fem tommer muldjord fra mere end 10 millioner acres. Støv- og sandstormene forringede jordens produktivitet, skadede menneskers sundhed og beskadigede luftkvaliteten. Som Donald Worster, den førende historiker om Dust Bowl, udtrykte det: “I intet andet tilfælde har der været større eller mere vedvarende skader på den amerikanske jord …” (Worster 1979, 24).

Standardforklaringen på Dust Bowl er, at overdreven dyrkning af jorden i 1930’erne udsatte den tørre jord for vinden. Men mysteriet har været dette: Hvorfor var dyrkningen så meget mere omfattende og brugen af erosionskontrolteknikker så begrænset i 1930’erne?

Zeynep K. Hansen og Gary D. Libecap viser, at en lille bedriftsstørrelse var svaret. Små bedrifter dyrker mere intensivt og anvender mindre hyppigt bevaringsmetoder end store bedrifter. Det skyldes, at på små bedrifter sammenlignet med store bedrifter er der langt flere af fordelene ved jordbundsbevaring og erosionsbekæmpelse i forbindelse med braklægning og vindspærringer, som kommer andre jordejere til gode. Derfor er små landbrugere langt mindre tilbøjelige til at anvende disse metoder, og resultatet er langt mere erosion i tørkeperioder. I princippet kunne de små landbrugere i 1930’erne frivilligt have slået sig sammen for i fællesskab at blive enige om at anvende de bedste metoder til jordbundsbevaring. Men det ville have krævet kontrakter mellem tusindvis af jordejere, der dækkede hundredtusindvis af hektar – i bedste fald et skræmmende forslag.

Indførelsen af jordbevaringsdistrikterne i 1937 viste sig at være et vendepunkt. Disse distrikter var lokale regeringsenheder, der blev oprettet i henhold til statslige love, der var udformet efter en forbundsstatut. Distrikterne havde juridisk beføjelse til at tvinge landmændene til at overholde de anbefalede erosionskontrolmetoder, og de havde ressourcerne i form af tilskud til at dække omkostningerne ved erosionskontrol. Inden for distrikterne indgik de enkelte landmænd kontrakter med den føderale Soil Conservation Service (SCS) om at samarbejde om at reducere jorderosionen. Til gengæld leverede SCS det nødvendige udstyr, frø, hegn og personale til erosionskontrol.

Programmet gjorde det også muligt for et flertal af landmænd i et distrikt kollektivt at pålægge alle landmænd i distriktet regler om erosionskontrol. Og endelig blev landmænd, der deltog i jordbundsbevaringsprogrammer, støttet af den føderale regering. Betydelige betalinger fra Agricultural Adjustment Administration (AAA) gik til landmænd, der deltog i godkendte erosionskontrolmetoder. Tilsammen mindskede disse programmer erosionen i slutningen af 1930’erne, og da de efterfølgende tørker i 1950’erne og 1970’erne kom, var de med til at sikre, at den ødelæggende erosion fra tidligere år aldrig kom i gang.

Selv om den føderale regering spillede en central rolle i fremme af jordbundsbevaring og dermed i afslutningen af Dust Bowl, er visse forbehold på sin plads. For det første var det de små landbrug, der var kilden til erosionsproblemerne i 1930’erne. Hansen og Libecap viser, at hvis gårdene havde været 1.500 acres store i stedet for deres faktiske 500 acres, ville landmændene hver for sig have indført de samme metoder, som senere blev pålagt af jordbevaringsdistrikterne. Dette er vigtigt, fordi overvægten af små landbrug på Great Plains i høj grad selv var en arv fra den føderale politik – Homestead Act, som begrænsede kravene til 160-320 acres, da regionen blev bebygget mellem 1880 og 1925.

Det er også værd at bemærke, at landbrugets størrelse på Great Plains siden er vokset enormt. Mellem midten af 1930’erne og midten af 1960’erne blev gårdene f.eks. fordoblet i størrelse, og de er endnu større i dag. Den større gennemsnitlige størrelse af bedrifterne på Great Plains kombineret med det mindre antal landmænd på Great Plains indebærer, at de problemer, som jordbevaringsdistrikterne blev oprettet for at løse, er blevet mindre betydningsfulde. Incitamentet til at foretage passende erosionskontrol er meget større på større bedrifter, og omkostningerne ved at koordinere færre landbrugeres indsats er mindre. Alligevel fortsætter jordbevaringsdistrikterne (omdøbt til “naturressourcebevaringsdistrikter”) med de tilhørende subsidier og bureaukratier ind i det enogtyvende århundrede.

Der er således en dobbeltsidet lære i denne historie. Episoden illustrerer ganske vist godt det problem med kollektiv handling, der kan opstå, når mange små aktører bidrager til et miljøproblem i stor skala, og at statslig handling kan være i stand til at løse dette problem med kollektiv handling. Men den viser også, at det, der begynder som en produktiv regeringspolitik, kan blive forvandlet til den svinepolitik, der dominerer i dag.

Hansen, Zeynep K., og Gary D. Libecap. 2004. Små landbrug, eksternaliteter og støvskålen i 1930’erne. Journal of Political Economy 112(3): 665-94.

Worster, Donald. 1979. Dust Bowl: The Southern Plains in the 1930s: The Southern Plains in the 1930s. New York: Oxford University Press.

Daniel K. Benjamin er PERC Senior Associate og professor i økonomi ved Clemson University. Hans regelmæssige klumme, “Tangents-Where Research and Policy Meet”, undersøger de politiske konsekvenser af nyere akademisk forskning. Han kan kontaktes på [email protected]