Hvad er en DNACPR-beslutning?

Hvis dit hjerte holder op med at slå eller du holder op med at trække vejret, kan læger forsøge at genoplive dig ved hjælp af en nødprocedure. Men under visse omstændigheder kan dette gøre mere skade end gavn. En beslutning om “forsøg ikke at genoplive dig” (DNACPR) instruerer det medicinske personale om, hvorvidt de skal forsøge at genoplive dig eller ej. Der er ofte forvirring om, hvordan disse beslutninger træffes, og hvornår de kan anvendes.

En DNACPR-beslutning er en skriftlig instruks til det medicinske personale om ikke at forsøge at genoplive dig, hvis dit hjerte holder op med at slå eller du holder op med at trække vejret. Den kaldes også en DNACPR-ordre, en “forsøg ikke genoplivning”-beslutning (DNAR) eller en “forsøg ikke genoplivning”-ordre (DNR). Disse udtryk henviser alle til den samme procedure.

En læge vil sandsynligvis anbefale, at der udstedes en DNACPR-afgørelse, hvis han/hun mener, at genoplivning sandsynligvis ikke vil lykkes eller endog kan skade dig.

Afgørelsen registreres normalt på en særlig DNACPR-formular, som udfyldes af en læge. Formularen gør det nemt for sundhedspersonalet at genkende en DNACPR-beslutning hurtigt i en nødsituation. Formularen dækker kun HLR, så hvis du har en DNACPR-formular, vil du stadig få anden behandling og pleje for at sikre, at du er smertefri og har det godt.

Tidligere blev denne proces ofte kaldt en “ikke genoplive”-ordre (DNR-ordre). Men denne sætning anses nu for at være ukorrekt, da der ikke er nogen garanti for, at genoplivning vil lykkes, og beslutningen handler faktisk om, hvorvidt det overhovedet skal forsøges.

Hvem kan træffe en DNACPR-beslutning?

Kun en læge kan udstede en DNACPR-formular. Men når det er muligt, bør de gøre dette i samråd med dig eller dine nærmeste.

Hvis du på forhånd beslutter, at du ikke ønsker at modtage HLR i fremtiden, kan du give din læge eller dit lægeteam besked herom. Så længe du har mental kapacitet, skal de tage hensyn til dine ønsker. Hvis du ikke ønsker at modtage genoplivning, kan du også angive dette i en “forhåndsbeslutning om at modtage behandling” (ADRT), som så vil være juridisk bindende.

Det er under visse omstændigheder muligt, at en læge kan udstede en DNACPR-ordre, selv om du eller din familie ikke er enige i beslutningen. F.eks. hvis lægen er overbevist om, at skaderne ved HLR ville opveje de potentielle fordele. Det er dog mere sandsynligt, at de vil tage hensyn til dine præferencer. Dit sundhedsteam bør også give dig mulighed for at bede om en anden udtalelse, hvis du er uenig i deres beslutning.

Hvis du ikke har angivet en præference om HLR, er dit sundhedsteam ansvarlig for at træffe en DNACPR-beslutning. Men de har en pligt til at drøfte beslutningen med dig. Du kan nægte HLR, selv om der er en chance for, at det kan hjælpe dig.

Hvis du ikke selv kan træffe beslutninger, f.eks. fordi du er bevidstløs eller ude af stand til at kommunikere, skal lægen tale med din familie eller dine plejere om dine sandsynlige ønsker. Din familie og dine venner har dog ikke lov til at beslutte, at du ikke skal genoplives, medmindre du har givet dem juridisk beføjelse til at gøre det ved hjælp af en fuldmagt.

Hvad er kardiopulmonal genoplivning?

Ved kardiopulmonal genoplivning (HLR) forsøger man fysisk at sætte dit hjerte og/eller din vejrtrækning i gang igen. Det kan omfatte:

• brystkompressioner (gentagne gange at trykke fast på brystet)
• opblæsning af lungerne (ved at indføre et rør i luftrøret eller ved at placere en maske over mund og næse)
• defibrillering (ved hjælp af elektriske stød for at korrigere hjerterytmen).

Det kan være foruroligende, især for de pårørende, og i nogle tilfælde kan HLR forårsage skader som punkterede lunger, brækkede ribben og blå mærker.

I henhold til NHS lykkes HLR kun i mellem 10 % og 20 % af tilfældene. Læs mere om HLR-processen her.

Hvorfor er det nødvendigt med en DNACPR-beslutning?

DNACPR er designet til at beskytte folk mod unødig lidelse ved at modtage HLR, som de ikke ønsker, som ikke virker, eller hvor skaden opvejer fordelene.

I forbindelse med beslutningen skal en læge afveje risici og fordele ved HLR for hver enkelt person. Det omfatter:

• Hvor sandsynligt det er, at HLR vil lykkes. Kun omkring et ud af fem HLR-forsøg på hospitalet lykkes, og endnu færre uden for et hospital.
• Hvis en person er tæt på livets afslutning. Under disse omstændigheder kan HLR være uvelkomment og forstyrrende for den pågældende og dennes familie.
• Om det vil føre til dårligere livskvalitet. I nogle tilfælde kan man f.eks. blive efterladt med permanente hjerneskader eller i koma.

Er DNACPR-formularer juridisk bindende?

Teknisk set er en DNACPR-formular ikke et juridisk bindende dokument, men det medicinske personale bør overholde den, når først en formular er på plads. Hvis du ikke ønsker at blive genoplivet og ønsker at få dette registreret i et juridisk bindende dokument, bør du træffe en forhåndsbeslutning om at nægte behandling. For at få ekstra sikkerhed bør du også bede om at få det noteret på en DNACPR-formular.

Tælle andre om din DNACPR-formular

Din DNACPR-formular skal være tilgængelig i en nødsituation, så alle fagfolk, der tager sig af dig, ved, at den findes.

• Hvis du er indlagt på hospitalet, vil formularen blive opbevaret sammen med dine notater.
• Hvis du bliver sendt hjem, bør du give en kopi til din praktiserende læge, så han/hun kan opbevare den sammen med dine journaler.
• Du bør også fortælle familiemedlemmer eller plejere om den og om, hvor den opbevares. Dette er med til at undgå konflikter mellem læger og familiemedlemmer.

Du kan også bede om at få en DNACPR registreret i din nødbehandlingsplan (ECP), hvis du har en sådan. ECP’er udarbejdes af medicinsk personale i samråd med dig. De er udformet til at give let tilgængelige, korte kliniske anbefalinger til brug i en nødsituation. De oprettes normalt for personer med komplekse sundhedsbehov, livsbegrænsende tilstande eller sygdomme, der pludselig kan forværres eller forårsage hjertesvigt.

Forbedring af DNACPR-beslutningsprocessen

Der er blevet identificeret nogle problemer med brugen af DNACPR-beslutninger, herunder misforståelser, dårlig kommunikation og inkonsekvent registrering. ReSPECT-processen er en ny procedure for nødbehandlingsplaner, som er ved at blive afprøvet i Storbritannien. Du vil måske støde på den i dit lokalområde. Den har til formål at: