Med drinks, der blev skænket i baren ved siden af General Motors’ samlefabrik i Oshawa, Canada – og en julemand, der snakkede med kunderne – kunne man have troet, at der var tale om en fest. I stedet markerede det den sidste produktionsdag for den vidtstrakte lastbilfabrik, som har efterladt tusindvis af mennesker på jagt efter job i det nye år.

Lukningen i byen 31 miles nordøst for Toronto kommer næsten et år efter, at GM først meddelte, at fabrikken ville blive nedlagt som led i et bredt initiativ til besparelser, hvilket vakte forargelse blandt arbejdstagere, fagforeninger – og landets premierminister.

Når den sidste lastbil ruller af samlebåndet, vil næsten 2.600 arbejdspladser i virksomheden forsvinde, ligesom tusindvis af andre arbejdspladser, der er knyttet til forsyningskæderne.

“GM krævede indrømmelser fra arbejderne og fra pensionisterne, og det fik de. Og de rejser stadig,” siger Tony Leah, der er vedligeholdelsesmekaniker hos GM og fagforeningsrepræsentant.

Fagforeningen vandt en lille sejr i maj, efter at GM indvilligede i at bevare 300 arbejdspladser på fabrikken og omdanne en del af anlægget til en testbane for avanceret teknologi.

Men disse tal betyder ikke meget for Leah.

“GM vil gerne fortælle dig, at de ikke lukker fabrikken, at de omdanner den til en form for produktion af reservedele. Men de lader 95 % af fabrikken stå tom med alt det udstyr, der er deri,” sagde han.

Leah er også talsmand for Green Jobs Oshawa, en gruppe, der har lobbyet for, at fabrikken skal bruges til produktion af elbiler.

I Orion Township, Michigan, planlægger GM at tilføje 400 arbejdspladser som led i en satsning på elbiler. Og i Lordstown, Ohio, hvor endnu en fabrik er blevet lukket, har en køber købt fabrikken med planer om at samle elbiler. “Vi har brug for elbiler … så vi rent faktisk kan gøre noget for at imødegå klimakrisen”, sagde Leah. “Og det kan gøres her, det ville være en utrolig god start.”

Byen med 160.000 indbyggere har biler og lastbiler i sit DNA. Dens juniorhockeyhold, Generals, har fået sit navn fra den første sponsor: General Motors. Selv hjemmet for GM Canadas grundlægger, Samuel McLaughlin, er et nationalt historisk sted.

“Mine oldeforældre arbejdede her. Det gjorde mine bedsteforældre, min far og mine brødre også”, sagde Susie Boyle, som trodsede kulden sammen med en håndfuld andre beboere for at vise sin støtte til arbejderne på deres sidste dag. “Hvis det ikke var for denne fabrik – og fagforeningerne – ville Oshawa være halvdelen af det, det er i dag.”

Selv i dag er fabrikkens fodaftryk ikke til at overse: med sine 10 mio. kvadratfod var det engang det største i verden. I årevis er den blevet rangeret som en af de bedste arbejdspladser i landet.

Medarbejderne peger på fabrikkens mange priser for dens effektive produktionslinje – flere end nogen anden af GM’s produktionslinjer – som et klart tegn på, at de mener, at den burde være forblevet åben.

Tabet af fabrikken efter mere end 110 års produktion af køretøjer er blevet vanskeliggjort af den kendsgerning, at virksomheden modtog stor statsstøtte.

Så sent som i 2009 var GM Canada på randen af konkurs, men blev reddet af et milliardlån i sidste øjeblik fra den canadiske regering.

“Der har ikke været nogen hjælp fra regeringen her. Overhovedet ikke,” sagde beboeren Ed Vickers. “Som skatteyder er jeg virkelig irriteret over, at vi gav GM 10 milliarder dollars, og så bygger de bare en ny fabrik i Mexico.”

Medarbejderne afholdt tidligere på ugen en tombola, hvor de havde mulighed for at vinde to af de sidste biler, der blev taget ud af produktionen.

For nogle af dem, der var i deres karrieres tusmørke, var afslutningen bittersød. “Jeg klarede det med nød og næppe”, sagde Penny Evans, der arbejdede på fabrikken i mere end tre årtier og gik på pension, da lukningen blev annonceret. Hun forlod sin sidste vagt med en buket blomster fra sin datter.

Ian Chapman, en pensioneret arbejder, sneg sig ind på produktionslinjen for at få et glimt af de sidste lastbiler. “Det er fantastisk at se, hvad de har der,” sagde han. “Robotteknikken og det hele. Førhen var vi nødt til at gøre alt det arbejde i hånden.” Fabrikken i dag er langt fra de 21.000, der arbejdede på dens gulve, da Chapman sidst så den for 22 år siden.

Fremtiden for de yngre arbejdere, hvoraf mange er uden pension eller klare jobudsigter, er stadig uklar.

“Man er så vant til at se lastbiler så langt øjet rækker. Og så i dag kigger man ned langs linjen, og så er der ingenting. Det er bare underligt,” sagde Nathan Rudler, der blev ansat på fuld tid i 2016 efter at have brugt sin ungdom på at håbe på en dag at arbejde på fabrikken. I de sidste måneder på fabrikken arbejdede han med at montere bagklapper på lastbiler. Med lukningen står han tilbage med et realkreditlån og regninger at betale.

“Jeg håber, at GM kan finde det i sig selv til en dag at komme tilbage og sætte gang i Oshawa-fabrikken”, sagde han. “Og når de gør det, vil jeg være der.”

{{#ticker}}

{{topLeft}}}

{{bottomLeft}}

{{topRight}}

{{{bottomRight}}}

{{#goalExceededMarkerPercentage}}

{{/goalExceededMarkerPercentage}}

{{/ticker}}

{{heading}}

{{#paragraphs}}

{{.}}

{{/paragraphs}}}{{highlightedText}}

{{{#cta}}}{{text}}{{/cta}}}

Remind mig i maj

• Del på Facebook
• Del på Twitter
• Del via e-mail
• Del på LinkedIn
• Del på Pinterest
• Del på WhatsApp
• Del på Messenger