Post redigeret og opdateret den 9. marts, 2013, for at afspejle yderligere tanker som følge af interaktioner med de mange mennesker, der har afgivet kommentarer. Jeg takker dem for deres input.

DEPRESSION – EN ADAPTIV MECHANISME

I modsætning til APA’s påstand er depression ikke en sygdom. Faktisk er depression en tilpasningsmekanisme, som har tjent menneskeheden godt i millioner af år. Når tingene går godt i vores liv, har vi det godt. Denne gode følelse er naturens måde at fortælle os, at vi skal fortsætte med at gøre det, vi gør. Når det ikke går godt i vores liv, føler vi os nedtrykte eller deprimerede. Dette er naturens måde at fortælle os, at vi skal foretage nogle ændringer.

Dette svarer meget til smerte. Smerte er et signal om, at vævet er ved at blive beskadiget, og at der er behov for en hurtig indsats. Hvis du f.eks. rører ved en varm kogeplade, fremkalder smerten en øjeblikkelig reaktion, der får dig til at trække hånden væk. Normalt sker dette med minimal skade på huden. Uden smerte ville vi ikke reagere så hurtigt på den slags situationer, og vi ville pådrage os langt flere vævsskader, end det faktisk er tilfældet.

Depression eller modløshed er ikke en lige så akut fornemmelse som smerte. Den er mere generaliseret, og den signalerer – ikke overhængende vævsskader – men problemer af mere generel karakter. For at vi kan føle os godt tilpas, skal følgende otte faktorer være til stede i vores liv.

– god ernæring
– frisk luft
– solskin (med måde)
– fysisk aktivitet
– målrettet aktivitet med regelmæssige succesoplevelser
– gode relationer
– tilstrækkelig og regelmæssig søvn
– evne til at undgå destruktive sociale forviklinger, samtidig med at man forbliver modtagelig over for positive møder *

DEMPRESSIONENS KILDER

Når nogen af disse faktorer mangler, eller kun er til stede i ringe grad, begynder vi at føle os modløse eller deprimerede. Når mange af disse faktorer mangler i stor udstrækning, bliver vi meget deprimerede. I årenes løb har jeg arbejdet med hundredvis af mennesker, der var deprimerede. Til alle disse mennesker – uden undtagelse – kunne jeg sige: “Hvis jeg var i dine sko og levede det liv, du lever, ville jeg også være deprimeret.”

Mange af disse personer levede på en kost, der generelt var dårlig. Andre drak enorme mængder alkohol. Kun få spiste frugt eller grøntsager regelmæssigt. Mange opholdt sig indendørs en stor del af tiden. Den fysiske aktivitet var lav. Målrettet aktivitet – dvs. aktivitet rettet mod en eller anden form for mål – var sjældent til stede, og gode ærlige, åbne relationer var ofte ikke-eksisterende.

Pointen her er ikke at nedvurdere eller tugte mennesker, der er deprimerede, men snarere at påpege, at depression i bund og grund er en funktion af, hvad vi gør – hvordan vi lever vores liv. Det er ikke en sygdom. Det er kroppens naturlige feedback-system. Det er naturens måde at forsøge at skabe motivation i os til at ændre vores livsstil – til at spise bedre, til at afholde os fra giftige stoffer, til at komme ud i frisk luft og solskin, til at finde mål og forfølge dem og til at tale ærligt og åbent med venner og familie om de ting, der bekymrer os. Hvis vi gør disse ting konsekvent og regelmæssigt – hvis vi integrerer disse ting i vores daglige rutiner, så vil vi begynde at få det godt. Hvis vi ikke gør disse ting, vil vi føle os deprimerede. Eller som Peter Breggin, MD, udtrykker det i Antidepressiva Cause Suicide and Violence in Soldiers (Antidepressiva forårsager selvmord og vold hos soldater): “Principperne for at overvinde depression er nøjagtig de samme principper, som er nødvendige for at leve et godt og lykkeligt liv.”

Alle oplever af og til en dårlig dag. Men vi ved også, hvad vi skal gøre ved det – gå en tur, påbegynde et projekt, tale med en ven eller en elsket person osv. Kronisk deprimerede mennesker er imidlertid personer, som har forsømt disse områder i årevis. De tilbringer det meste af deres liv indendørs. De er ofte overvægtige, har ingen andre mål end det næste tv-program, og selv om de måske har mange bekendte, har de en tendens til ikke at dele deres bekymringer og bekymringer på en åben og ærlig måde.

Det er naturligvis ikke alle deprimerede mennesker, der er mangelfulde på alle disse områder. Nogle deprimerede mennesker spiser godt, men deler aldrig deres bekymringer eller bekymringer med nogen. Andre deler deres bekymringer, men har ingen formålsbestemte aktiviteter. Andre har målrettede og givende job, men kommer aldrig udendørs og dyrker aldrig fysisk aktivitet osv.

For at føle sig konstant godt tilpas skal vi have alle disse faktorer til stede i vores liv i en væsentlig og signifikant grad. Det er heller ikke et så skræmmende forslag. En person, der spiser moderat fra de fem vigtigste fødevaregrupper, som kontrollerer sit indtag af sukker og alkohol, som ikke ryger, som har et job eller en hobby, der giver udfordringer og en følelse af tilfredsstillelse, som kommer udenfor de fleste dage for at motionere eller endda for at gå en rask tur, og som har mindst én anden person, som han er åben og ærlig over for, vil generelt føle sig positiv. En person, hvis liv mangler på et eller flere af disse områder, vil føle sig generelt negativ. Sidstnævnte er ikke en sygdom – det er ikke et eksempel på noget, der går galt i vores krop. Det er snarere et eksempel på noget, der går rigtigt. Depression er et budskab fra organismen, der opfordrer til forandring. Induktion af negative følelser er det eneste sprog, organismen har til at udtrykke behovet for at foretage ændringer.

DEPRESSION PÅ GRUND AF TAB

Svært tab kan naturligvis udløse depression selv i ellers meget velordnede og funktionelle liv. Selv når alle otte faktorer er til stede i betydelig grad, vil tabet af en elsket person normalt resultere i dybe følelser af depression. På samme måde vil tabet af ens karriere, helbred, hjem osv. skabe en vis grad af depression uanset den tidligere livsstil. Mennesker, der har levet en funktionel og produktiv livsstil, som beskrevet ovenfor, vil dog normalt komme til at forlige sig med tabet inden for en rimelig tidsramme. De vil tale om tabet med de mennesker, som de har tillid til; de vil fortsætte med at spise godt og motionere og fortsætte med de forskellige formålsbestemte aktiviteter, som de altid har udført. Efterhånden vil følelsen af tab aftage, og evnen til at nyde livet vil vende tilbage. Når det ser ud som om livet er ved at gå i opløsning, er det vores rutiner, der redder os – forudsat at vi har etableret gode, funktionelle rutiner, som inkorporerer de otte ovennævnte faktorer.

Men for mennesker, hvis livsstil er mangelfuld eller kun marginal med hensyn til de otte tidligere nævnte faktorer, kan et stort tab imidlertid bringe dem “ud over kanten”, og de synker ned i en tilstand af kronisk langvarig modløshed. I den forbindelse er det værd at bemærke, at alle menneskers liv før eller siden berøres af store tragiske tab. Det afgørende er, hvor godt vi er rustet til at håndtere disse tab, hvad angår vaner og livsstil. Når en person henvender sig til et center for psykisk sundhed og beder om hjælp til depression, bør den første prioritet være en detaljeret vurdering af personens livsstil, vaner, relationer, historie osv. for at fastslå kilden til de depressive følelser. Ud fra denne vurdering bør der udarbejdes et afhjælpningsprogram, og der bør ydes aktiv støtte og hjælp til klienten i forbindelse med gennemførelsen af dette program.

I praksis sker dette næsten aldrig. Den klient, der nævner en depression, bliver rutinemæssigt sendt videre til psykiateren. Han får en recept på et antidepressivt middel og får at vide (fejlagtigt), at hans depression er en sygdom “ligesom diabetes”, og at han skal tage sine piller på samme måde, som en diabetiker skal tage insulin. Hvis der overhovedet gives støttende eller supplerende terapi, har den som regel form af nedladende klap på skulderen eller påmindelser om at tage “medicinen”.”

DEPRESSION OG NEUROKEMISKE DEFICIENCER

Trods årtiers stærkt motiveret forskning fra medicinalfirmaernes side og universitetsafdelinger finansieret af medicinalfirmaer er der aldrig blevet fremlagt noget bevis for, at depression skyldes et fysisk problem i hjernen. Alligevel bliver denne påstand rutinemæssigt præsenteret for klienterne og deres familier som begrundelse for lægemiddelordinationen. Elliot Valenstein, professor emeritus i psykologi og neurovidenskab ved University of Michigan, har gennemgået de forskellige biologiske teorier om depression og opsummerer resultaterne således i sin bog Blaming the Brain:

“Selv om den ofte gentagne påstand om, at antidepressiva virker ved at korrigere den biokemiske mangel, der er årsag til depression, kan være et effektivt salgsfremmende middel, kan den ikke retfærdiggøres af beviserne.” (s. 110)

Fakta er, at antidepressiva er stemningsændrende stoffer (i det væsentlige i samme generelle kategori som alkohol, kokain, amfetaminer osv.). Alle disse stoffer har det til fælles, at de ændrer menneskers humør. De får folk til at føle sig bedre tilpas. Det er derfor, folk tager dem! Men det betyder ikke, at de er en god idé. Der er to måder at få stoffer på i USA. Man kan gå ud på gadehjørnet og købe dem ulovligt, eller man kan gå til en læge og fortælle ham, at man er deprimeret eller ængstelig eller begge dele. Uanset hvad, så får du noget, der giver dig et midlertidigt “fix” til de negative følelser, der plager dig. Men du vil ikke få nogen reel hjælp til at løse dit problem. I den forbindelse er det værd at bemærke, at antidepressive midler kun er omtrent lige så effektive som placeboer (sukkerpiller). Det løft, som folk får af disse produkter, kommer faktisk fra dem selv og ikke fra en farmaceutisk korrektion af hjernens kemi.

GRATISKE DEPRESSIONSSPØRGNINGER

I de seneste år har mange hospitaler og klinikker tilbudt gratis depressionsscreeninger. Hvis du går ind til en af disse screeninger, er det indlysende, at du har oplevet en vis depression, og intervieweren vil hurtigt fastslå (gennem fornærmende forenklede spørgeskemaer), at ja, du er faktisk deprimeret, og at du ville have gavn af en af de mange vidunderlige antidepressive midler, der i øjeblikket er til rådighed, og vil du ikke gerne have en tid hos vores psykiater. Disse “gratis” screeninger er næsten altid betalt af et medicinalfirma. De er en form for markedsføring og har været en vigtig faktor i markedsføringen af psykotrope lægemidler. Hospitalspersonalet, der deltager i disse skuespil, er velmenende, men er i virkeligheden blot tandhjul i en enorm markedsføringsordning for lægemidler.

DSM’s formål er at fremme den falske opfattelse, at depression virkelig er en sygdom, og at legitimere ordinationen af humørforandrende stoffer. Manualen opregner flere forskellige former for depression. Akut, alvorlig depression kaldes Major Depressive Disorder. Vedvarende, men mindre alvorlig depression kaldes dysthymi. Depressioner, der kommer og går og afbrydes af perioder med mild mani, kaldes cyklothymisk lidelse. Og så videre. Og hvis en klient ikke opfylder kriterierne for nogen af disse – er der naturligvis altid Depressiv lidelse, der ikke er specificeret på anden måde: en restkategori, der udvider det diagnostiske net. For at være retfærdig over for APA kræver alle de forskellige diagnoser en ret betydelig grad af alvorlighed. I praksis ignoreres de præcise kriterier imidlertid rutinemæssigt. Faktisk har de fleste af de ansatte i det psykiske sundhedssystem kun en vag forestilling om kriterierne. En klient, der siger, at han er deprimeret, får tildelt en diagnose og får antidepressiv medicin.

Der er naturligvis et lille antal ansatte i den mentale sundhedspleje, der, selv om de af tilsynsmyndighederne er tvunget til at arbejde inden for DSM-sammenhængen, ikke desto mindre ignorerer konsekvenserne af sygdomsmodellen og yder reel hjælp til deres klienter. Disse medarbejdere udgør et meget lille mindretal, og det store flertal af psykisk sundhedspersonale omfavner DSM-taksonomien helhjertet og tror ubetinget på den ontologiske gyldighed af de diagnostiske kategorier.

DEPRESSIONENS BUDSKAB:

Det hævdes nogle gange, at depression ikke kan være en tilpasningsmekanisme, der tilskynder os til at foretage ændringer, fordi mange deprimerede mennesker faktisk synker ned i inaktiv, sløv fortvivlelse. Hvad man imidlertid overser her, er, at i næsten alle tilfælde tjener følelser af kedsomhed, blues, depression osv. faktisk som en tilskyndelse til handling. En person, der f.eks. sidder sløvt rundt på en regnfuld lørdag eftermiddag, begynder at føle sig nedtrykt og ryster det af sig ved at rejse sig og gøre noget, eller ringe til sin mor, eller tage en regnjakke på og gå en tur osv. osv… Men alle de budskaber, vi modtager fra vores krop, kan overskygges af kontraproduktiv træning. Vi er alle født med en stærk trang til at bevare vores eget liv. Men soldater kan gennem træning og forskellige former for pres overvinde denne trang og fortsætte med at kæmpe, selv om budskabet indefra lyder på at flygte. På samme måde får vi, når vores maver er fulde, en besked fra vores krop om at holde op med at spise. Det er klart, at dette budskab ofte bliver overskygget.

Hvorvidt depressionsbudskabet bliver overskygget eller ej afhænger i høj grad af vores barndomsoplevelser. Hvis vi vokser op i en familie, hvor depressive følelser håndteres ved at stå op og komme i gang, så er det sandsynligvis sådan, vi vil reagere på disse følelser som voksne. Men hvis vi vokser op i en situation, hvor det depressive nudge rutinemæssigt ignoreres, så er der stor sandsynlighed for, at vi vil fortsætte med at ignorere disse nudges senere i livet.

Når en persons liv er præget af stærke funktionelle rutiner, er episoder af depression sjældne, men når de opstår, reageres der positivt på dem. Men når funktionelle rutiner stort set er fraværende, og hvor depressionsbudskabet generelt ignoreres, så synker folk dybere ned i modløshed.

En god analogi her er vores reaktion på koldt vejr. Hvis jeg er ude og arbejder i haven, og det begynder at blive koldt, opfordrer min krop mig til at gøre noget. Så lad os sige, at jeg henter en jakke og fortsætter med arbejdet. Hvis det nu bliver en hel del koldere, går jeg måske ind og henter en kraftig jakke og fortsætter så arbejdet. Hvis temperaturen bliver ved med at falde, giver jeg måske bare op og går indenfor. Det, jeg gør her, er at reagere hensigtsmæssigt på budskaber fra min krop, og det er klart, at den præcise karakter af mine reaktioner blev formet af min tidligere træning og erfaring. Hvis jeg derimod ignorerer budskaberne fra min krop og bliver udenfor, mens temperaturen falder, bliver jeg underafkølet og dør måske. Men ingen ville ud fra dette konkludere, at kuldefornemmelsen er en sygdom! Kuldefornemmelsen er en tilpasningsmekanisme, der tilskynder os til at træffe passende foranstaltninger som reaktion på faldende temperaturer. På samme måde er følelsen af depression en tilpasningsmekanisme, der tilskynder os til at blive mere funktionelle i vores daglige rutiner. Det er ikke en sygdom.

* tilføjet den 27. august 2013 på forslag af Nadia, en læser af bloggen