Kviksølv er et meget tæt, naturligt forekommende grundstof.

Kviksølv er elektrisk ledende og udvider og trækker sig jævnt sammen ved temperaturændringer.

Kviksølv amalgamerer let med andre metaller, såsom guld, sølv, zink og cadmium. Tandamalgam er en legering, der består af 43 til 54 % kviksølv kombineret med en procentdel af sølv, tin, zink og kobber.

Kviksølv danner meget nyttige forbindelser med andre grundstoffer. Nogle af disse kviksølvforbindelser er kviksølvoxid, kviksølvsulfid, kviksølvklorid og kviksølvnitrat. Kviksølvnitrat blev historisk set anvendt i filtfremstillingsprocessen til hatte. Kviksølvforgiftning var så udbredt blandt hattemagere i denne industri, at det var inspiration til Lewis Carrolls figur “Den gale hattemager” i hans fortælling “Alice i Eventyrland”.

Kviksølv kan findes i forskellige typer kviksølvholdigt udstyr, f.eks. termometre, barometre, manometre og afbrydere.

Kviksølvets former/risici

Kviksølv har tre former: elementært kviksølv (flydende kviksølv), uorganisk kviksølv og organisk kviksølv (methylkviksølv).

Elementært kviksølv er den mest almindelige form. Det er en metallisk, sølvfarvet væske ( også kaldet kviksølv), der forarbejdes fra en malm kaldet cinnober. Det deles let i dråber og fordamper let ved stuetemperatur til en lugtfri, farveløs damp, der let kan indåndes.

RISIKO: Det krydser let blod/hjerne- og placentabarrierer og kan gå over i modermælken. Det er et potent neurotoksin, der påvirker centralnervesystemet. Nogle af de neurologiske virkninger er: rystelser, humørsvingninger, irritabilitet, overdreven generthed, søvnløshed, tab af koordination, sløret tale og “pins og nåle-fornemmelse”. Meget høje eksponeringer kan forårsage nyrepåvirkninger, åndedrætssvigt og død.

Uorganisk kviksølv er normalt hvidt, bortset fra cinnober, som er rødt. Uorganisk kviksølv kan komme ind i kroppen gennem munden og huden fra produkter som f.eks. desinfektionsmidler og fungicider. Uorganiske kviksølvforbindelser findes ofte i skolers naturvidenskabelige laboratorier.

RISIKO: Uorganisk kviksølv er den mindst giftige af de tre former for kviksølv. Det kan skade mave-tarmkanalen samt nyrerne og nervesystemet. Høj eksponering kan føre til hududslæt, dermatitis, humørsvingninger, hukommelsestab, mentale forstyrrelser og muskelsvaghed.

Organisk kviksølv, methylkviksølv, findes mest almindeligt i miljøet. Det omdannes fra sin uorganiske form ved en biologisk bakteriel proces. Det bioakkumuleres i miljøet og findes hyppigst i fisk. Oral indtagelse af fisk er den mest almindelige eksponeringsvej for kviksølv for mennesker.

RISIKO:Methylkviksølv krydser blod/hjerne- og placentabarriererne, hvilket kan skade centralnervesystemet og forårsage fødselsdefekter, neurologiske problemer og udviklingsforsinkelser. Fostre er de mest sårbare over for methylkviksølvs giftige virkninger, fordi undersøgelser har vist, at chordblodniveauerne er dobbelt så koncentrerede som moderens blodniveauer for kviksølv. Kronisk eksponering for methylkviksølv kan forårsage en forringelse af synet, tale, gang, hørelse, manglende koordination og forårsage en følelse af “nåle og pinsler”. Ekstreme eksponeringer kan føre til døden.

Kviksølvkredsløbet i miljøet

En stor del af det kviksølv, der frigives i atmosfæren, kommer fra kulfyrede elkraftværker. En rimelig mængde af det kviksølv, der frigives i atmosfæren, kommer også fra naturligt forekommende kilder som f.eks. vulkaner. Kviksølv frigives også til atmosfæren fra forbrændingsanlæg til kommunalt og medicinsk affald.

Kviksølv i atmosfæren kommer tilbage til jorden og vandvejene i form af tørdeposition og våddeposition i regn og sne. Kviksølv kommer også i vandløbene fra udledninger fra industri og kloakering og fra perkolat fra kommunale lossepladser. Gennem bakterielle processer omdannes uorganisk kviksølv til organisk kviksølv, eller methylkviksølv. Methylkviksølv bioakkumuleres op gennem fødekæden, fra små vandorganismer, til små fisk, til større fisk, til dyreliv og mennesker.

Otteogfyrrediveogfyrre søer, reservoirer og damme er blevet undersøgt af New York State Department of Environmental Conservation (DEC) siden 2001. Seksogtredive af disse søer er nu omfattet af New York State Department of Health’s råd om fiskeforbrug, og en høj koncentration af disse ligger i Adirondack- og Catskill Mountains-regionerne i staten. De fiskearter med de højeste gennemsnitlige kviksølvkoncentrationer er, ikke overraskende, de større rovfisk, som f.eks. walleye, nordlig gedde, kædehaj og smallmouth og largemouth bass.

Kviksølv i miljøet påvirker også vores dyreliv. Overvejende fiskeædende fugle (ørne og lomvier) og pattedyr (mink og oddere) viser virkninger, såsom adfærds- og forplantningsændringer, som følge af kviksølvforgiftning. Selv insektædende dyr fra skovøkosystemer, f.eks. sangfugle og flagermus, akkumulerer høje niveauer af kviksølv, hvilket er et tegn på, at nedfald af kviksølv i landmiljøer også er et problem.

DEC har for nylig vedtaget mange forordninger om kviksølvemissioner i luften, kviksølvholdige produkter og tandamalgam. Der kan findes flere oplysninger om forvaltning af kviksølv i staten New York ved at besøge DEC’s websted om forvaltning af kviksølv.