Dengue gennem historien

Den tidligste beskrivelse af en denguelignende sygdom stammer fra Jin-dynastiet (265-420 ce) i Kina. Der er også beviser for, at epidemier af sygdomme, der ligner dengue, opstod i det 17. århundrede. Tre epidemier, der fandt sted i slutningen af det 18. århundrede, markerer imidlertid ankomsten af den sygdom, der i dag er anerkendt som denguefeber. To af disse udbrud involverede en sygdom, der i symptomer og forløb helt klart lignede denguefeber, og begge fandt sted i 1779 – et i Cairo og det andet i Batavia (nu Jakarta) i Hollandsk Ostindien (nu Indonesien), som blev rapporteret af den hollandske læge David Bylon. Den tredje epidemi fandt sted i 1780 i Philadelphia i Pennsylvania. Den amerikanske statsmand og læge Benjamin Rush, som behandlede de ramte patienter under Philadelphia-epidemien, gav den første kliniske beskrivelse af denguefeber i sin “Account of the Bilious, Remitting Fever”, som blev offentliggjort i 1789. Da alle tre epidemier i det 18. århundrede involverede meget lignende sygdomme og opstod i havnebyer, menes det, at denguevirus blev spredt fra et kontinent til et andet via skibe. Spredningen af denguevirus var således afhængig af myggevektorers overlevelse i udlandet og af ankomsten til områder med både de nødvendige miljøforhold til at støtte vektorernes overlevelse og en modtagelig befolkning, som viruset kunne indføres i. Dette transportmønster har sandsynligvis også gjort det lettere for nye virusserotyper at opstå.

I begyndelsen af 1900-tallet identificerede den australske naturforsker Thomas Lane Bancroft Aedes aegypti som bærer af denguefeber og udledte heraf, at denguefeber blev forårsaget af en anden organisme end en bakterie eller parasit. Under Anden Verdenskrig opstod denguefeber i Sydøstasien og spredte sig hurtigt til andre dele af verden, hvilket gav anledning til en pandemi. Omkring dette tidspunkt blev det forårsagende flavivirus isoleret og dyrket uafhængigt af hinanden af de japanske læger Susumu Hotta og Ren Kimura og af den amerikanske mikrobiolog Albert Bruce Sabin.

I 1950’erne dukkede hæmoragisk dengue op i Sydøstasien, hvor den blev en almindelig dødsårsag blandt børn i 1970’erne. Serotyperne fortsatte med at sprede sig på pandemisk niveau og nåede til sidst områder i Syd- og Mellemamerika, Cuba og Puerto Rico, hvor en epidemi, der varede fra juli til december, i 1977 ramte ca. 355 000 mennesker. I de følgende årtier fortsatte den stigende forekomst af denguefeber, især DHF, at forekomme. I 2008 rapporterede Verdenssundhedsorganisationen, at ca. 2,5 mia. mennesker på verdensplan var i risiko for at blive ramt af dengue, og at sygdommen var endemisk i mere end 100 lande. Fra 2010 til 2016 steg antallet af registrerede denguetilfælde på verdensplan fra 2,2 milliarder til 3,34 milliarder. Tilfældene steg kraftigt i 2019 og 2020 med udbrud på tværs af lande i det vestlige Stillehavsområde, Afrika og Amerika.

Redaktionen af Encyclopaedia Britannica