Gigantplaneter var med til at forme de forhold, vi ser i Solsystemet i dag, og de udgør mere end 99 % af massen i Solens planetsystem. De kan opdeles i isgiganterne (Uranus og Neptun) og gasgiganterne (Jupiter og Saturn), som adskiller sig fra hinanden på en række grundlæggende måder. Især Uranus er den mest udfordrende for vores forståelse af planeternes dannelse og udvikling med sin store skævhed, lave selvlysstyrke, stærkt asymmetriske indre felt og gådefulde indre struktur. Uranus har også et rigt planetsystem, der består af et system af indre naturlige satellitter og et komplekst ringsystem, fem større naturlige is-satellitter, et system af uregelmæssige måner med varierende dynamiske historier og en meget asymmetrisk magnetosfære. Voyager 2 er det eneste rumfartøj, der har udforsket Uranus, med en forbiflyvning i 1986, og der er i øjeblikket ikke planlagt nogen mission til dette gådefulde system. En mission til uranussystemet ville imidlertid åbne et nyt vindue til solsystemets oprindelse og udvikling og ville give afgørende oplysninger om en lang række fysisk-kemiske processer i vores solsystem. Disse har klare konsekvenser for forståelsen af exoplanetariske systemer. I denne artikel beskriver vi den videnskabelige case for en orbital mission til Uranus med en atmosfærisk indgangssonde til at udtage prøver af sammensætningen og atmosfærens fysik i Uranus’ atmosfære. Karakteristika for en sådan orbiter og en videnskabelig stråmandsnytlast beskrives, og vi diskuterer de tekniske udfordringer i forbindelse med en sådan mission. Dette dokument er baseret på en hvidbog, der blev indsendt i forbindelse med Den Europæiske Rumorganisations indkaldelse af videnskabelige temaer til dens program for missioner i den store klasse i 2013.