Efter kort tid finder Jesus ham i templet. Han var sikkert gået for at takke Gud. Herren siger nu til ham: “Se, du er blevet helbredt, synd ikke mere, for at der ikke skal komme noget værre over dig.” Vi ved ikke, hvad denne mands synd var, men vi kan tænke, hvad Hebræerbrevet 12:15 siger: “Tag jer i agt for, at ikke nogen går glip af Guds nåde, og at der ikke opstår en rod af bitterhed, som hindrer jer, så mange bliver urene ved den.”

Roden af bitterhed hentyder til en bevidst forsømmelse af Gud med de nødvendige konsekvenser, blandt andet at man bliver urene og efterfølgende mister sine relationer til sit eget nære samfund. Det er muligt, at der efter templet og Jesu advarsel er blevet plads til forsoning i familien.

Hvor nødvendigt er det ikke med en helhedsorienteret pastoral omsorg, der tager sig af hele mennesket! Det er ikke kun et spørgsmål om prædikestolen, men også om det personlige møde. Det kræver tid til at lære de mennesker at kende og observere dem, som Gud har sat i vores varetægt. Nogle gange vil det ikke være en spektakulær helbredelse, men snarere anonym, men i Herrens øjne vil det være ekstraordinært.

I dag tænker jeg på de megakirker, hvor tusindvis af anonyme mennesker samles, som ofte ikke kender hinanden, og som aldrig får en aftale med den øverste præst eller hans hjælpere. Hvor mange mennesker er ikke kommet til mit kontor med et problem og har erkendt, at de går i en kirke, men der er ikke tid til at lytte til dem? Vores kirke skal ikke kun være sund, men også helbredende.