Her er en lille detalje. Burberry havde for nylig for 35 millioner dollars usolgt tøj – og så brændte de det. Bare sæt ild til dem. Hvis du synes, at der er noget underligt, rasende og perverst i det, så tager du ikke fejl. Det indeholder i sig hele historien om, hvordan rovdriftskapitalismen fungerer – og hvorfor den er mislykket som system til at organisere og forme menneskelivet.

Hvorfor brændte Burberry netop de varer, som folk havde arbejdet så hårdt for at forestille sig, skabe, fremstille og forsøge at sælge? Bomulden og silken og ulden i dem? Det er en måde at skabe kunstig knaphed på. Burberry har brug for at holde sine priser høje – eller tror i det mindste, at det gør det – fordi folk spiller en leg med statuskonkurrence ved at købe deres ting. “Åh, den beskidte stakkels person har mit Burberry-tørklæde på!!! Nu er det værdiløst for mig!” Den eneste måde, hvorpå det kan være sandt, er, hvis det, man i virkeligheden køber, ikke er tørklædet, men udelukkelse, social status, forrang og dominans.

Predatorkapitalismen fungerer nu ved at håndhæve denne grusomme og underlige idé om kunstig knaphed. Det er en måde at manipulere markederne på, som kun er værktøjer, så udbuddet frit kan opfylde efterspørgslen til en pris, hvor alles resultater er maksimeret. Men kunstig knaphed udelukker helt og holdent, at markederne fungerer effektivt – det er en måde at begrænse udbuddet på og dermed hæve prisen. Burberry brænder frakker, så de kan blive ved med at kræve 1.000 dollars af nogle mennesker for at købe den status, den misundelse, som hullet i deres sjæl har brug for at blive fyldt op med. Men det er toppen af isbjerget.

Kunstig knaphed er nu den regel, hvormed rovdyrkapitalisme – “senkapitalisme”, om man vil – nu opererer næsten overalt. Når hedgefonde opkøber livsvigtige lægemidler og derefter sætter prisen i vejret med 5000 %, er det også kunstig knaphed. Når studiegæld koster mere end et realkreditlån, er det også kunstig knaphed, blot på en anden måde. Og når 75 % af et “sundhedssystem” er et system, der begrænser, hvem der får behandling til de “forsikrede”, de rige eller de på anden måde rentable, er det også kunstig knaphed.

Den skjulte omkostning ved kunstig knaphed er følgende: Samfund, der styres af den, investerer aldrig i stedet for i at gøre netop de ting, der er rigelige. Man kan trods alt ikke gøre begge dele – man kan gøre medicin kunstigt knap, eller man kan bygge fabrikker til at fremstille mere af den, læger til at udskrive mere af den og klinikker til at udlevere mere af den. Og alligevel er USA’s problem, at det bliver ved med at vælge den første mulighed, som er en ruinøs mulighed – og det betyder, at det ikke kan gøre den anden. Hvad sker der med et sådant samfund – og med mennesker i dette samfund?

Effekten af et økonomisk system, der bygger på kunstig knaphed, er, at kapitalindkomsten stiger voldsomt, mens arbejdsindkomsten stagnerer og imploderer. Det er præcis, hvad der er sket i Amerika – gennemsnitsindkomsterne er stagneret i årtier, men folk betaler nu absurde priser for de grundlæggende livsfornødenheder, 5.000 dollars for ambulancekørsel, 30.000 dollars for fødsler, hvilket betyder, at selv de stagnerende indkomster reelt set er faldende indkomster. Livet er blevet en desperat handling, hvor man hver dag lever lige ved ruinens rand.

Det er fordi, at det, der er knapt i økonomien, ikke kun er luksusvarer for at give næring til statuskonkurrence – men de grundlæggende livsfornødenheder for at holde folk fastlåst. Sundhedspleje, uddannelse, finanser, indkomster, opsparing, muligheder, sikkerhed, en følelse af, at livet kan leves i ro og stabilitet. Alt dette er der kronisk, konstant og allestedsnærværende mangel på under kapitalismen. Et samfund som det amerikanske har simpelthen ikke nok af dem til at gå rundt – netop fordi det spilder meget af det, det har, og ikke investerer i mere. Hvorfor? Netop fordi kapitalismen ikke kan og vil levere nok af dem – af tilstrækkelig høj kvalitet og til en tilstrækkelig lav pris. Den vil altid forsøge at begrænse den mængde, der er til rådighed, og skære ned på selv det, så den kan opkræve så meget som muligt af folk og maksimere profitten. Hvorfor koster insulin ellers hundredevis af dollars i USA – men selv i fattige lande kun få øre?

Hvad er kapitalismens ultimative redskab til at gøre disse grundlæggende elementer i et anstændigt liv kunstigt knappe? Det er at binde dem alle sammen til “job”. Så i Amerika får man kun sundhedspleje, pension, et sikkerhedsnet, en indkomst osv. hvis man har et “job”. Men problemet er, at “job” var en institution, der blev bygget til en industriel økonomi – man går på fabrikken, man bruger otte, måske tolv timer på at gøre det samme, hver dag, for evigt, fordi man laver præcis det samme. En moderne økonomi er ikke en industriel økonomi, der producerer masseproducerede forbrugsgoder. Det er en, der laver mere kreative, intellektuelt krævende, humane og sofistikerede ting – og helt naturligt har den af den grund ikke så meget “job” som projekter, bestræbelser, programmer, indsatser og bevægelser. At knytte det grundlæggende i livet til et job er at gøre et anstændigt liv selv kunstigt knapt i en moderne økonomi.

Hvorfor føles så meget arbejde i dag så meningsløst? Så meningsløst? Fordi det er det. Hvis du forstår alt det ovenstående, så vil du også forstå, at meget af det arbejde, der udføres i den rovdyrkapitalistiske økonomi, grundlæggende set er at maksimere kunstig knaphed til et præcist og nøjagtigt bristepunkt. At holde det, der burde være rigeligt for alle, begrænset til kun de mest profitable få. Det er det, som hedgefonde gør. Det er det, som de faktureringsansvarlige på hospitaler gør. Det er det, som forsikringsagenter i sygeforsikringsselskaberne gør. Jeg siger det ikke for at fordømme dem, men for at have medfølelse med dem. Når man dedikerer sit liv til at maksimere den kunstige knaphed, kan det kun betyde noget i retning af: “Jeg forarmer folk.” Et sådant liv vil mangle mening, lykke og formål, ikke sandt? Det er ting, vi opnår, når vi oprigtigt forbedrer de liv, vi berører, for mennesker styres af empatiske resonanser i hjertet, hvor meget vi end ikke bryder os om at indrømme det.

Men hvad nu, hvis det er alt, hvad der er? Hvad sker der, når hele det menneskelige liv er organiseret, på en social skala, i henhold til rovdyrkapitalismens lov om kunstig knaphed? På flere niveauer? For det første skaber ideen om et “job” kunstig knaphed på de mest grundlæggende goder – indkomst, opsparing, sundhedspleje osv. Derefter fordeles grundlæggende goder som medicin, uddannelse og bøger også i henhold til kunstig knaphed. Og endelig hersker den kunstige knaphed på området for luksusvarer, hvilket skaber en intens konkurrence om status. Hvordan føles det at leve i et sådant samfund? Tja, livet føles som en en endeløs, konstant og ubarmhjertig kamp. En slags krig om selve eksistensen. Den økonomiske eksistens, den sociale eksistens, den finansielle eksistens, den institutionelle eksistens. Det menneskelige sind begynder at blive opslugt af følelser af frygt, frygt, vrede, grådighed og misundelse. Men alle disse er modsætninger til mening, lykke og formål.

Jeg tror ikke, det er nogen overdrivelse at sige, at menneskers sind begynder at splintre og briste af traumer, depression, ensomhed og en slags dybfølt sorg, som vi endnu ikke har et navn for. Den indre logik går sådan her: “Hvis bare jeg havde haft den medicin, den uddannelse, den nødopsparing, det sikkerhedsnet – så kunne jeg have levet et bedre liv. Og der var ingen god grund til, at jeg ikke skulle have det. Havde jeg ikke fortjent det? Er jeg værdiløs?” Crack. Et sind går i stykker, fordi det at se sådanne ting i øjnene hver dag også er at føle ens mest oprindelige frygt for at blive forladt, tilintetgjort og isoleret gå i opfyldelse. Ser vi ikke det i Amerika i dag?

Så et sådant samfund lider under forfærdelige og destruktive resultater. Livskvaliteten falder, i hårde vendinger – folk dør unge og bliver mere syge. Kunstig knaphed for sociale signifiers er det, som folk jagter rasende hele deres dage igennem – og derfor ser de ned på alle andre, men opnår aldrig en følelse af ydmyghed, lighed og værdighed. Et samfund, der er styret af kunstig knaphed, vil med andre ord være et samfund, hvor folk lever et grimt, brutalt, ondt, ondt, ulykkeligt og kort liv.

Men af alle disse negative virkninger tror jeg, at den mest ødelæggende er den for sindet. Folk bliver ikke kun ulykkelige, desperate, bange for hinanden, mistænksomme, kolde og mistroiske – de begynder virkelig, desperat at bryde sammen indeni, med det knusende traume, skyldfølelsen og skammen over at være blevet forladt og forsømt. “Er jeg værdiløs? Det må jeg være.” Men hvad sker der, når folk internaliserer læren om, at folk kun fortjener kunstig knaphed – eller at værdiløse mennesker slet ikke fortjener noget som helst, hvilket er nøjagtig det samme? Så ender vi med noget, der ligner kapitalismens Stockholm-syndrom. Sådanne mennesker vil nægte deres naboer, jævnaldrende og kolleger alt, ikke sandt? Sundhedsvæsen, uddannelse, finanser, transport, medier, sikkerhedsnet og så videre. “Værdiløse mennesker fortjener ikke noget!” En sådan person er blevet en agent for loven om kunstig knaphed – men loven om kunstig knaphed er det, der har gjort dem til en. Kan du se den perversitet? Lad mig gøre det klarere.

Hvis logikken i rovdyrkapitalismens sorg siger: “Hvis bare jeg havde haft de ting! Jeg kunne have levet et bedre liv! Havde jeg ikke fortjent dem? Var jeg ikke også et menneske?”, så er forsvaret mod det noget i retning af: “Ingen fortjener sådanne ting. Hvis jeg ikke kan få dem, er der heller ingen andre, der kan få dem”. En slags hævn udgår fra sorgen, hvis formål er at genoprette lighed og retfærdighed i verden igen. Kun nu er folk lige i at have ingenting, og retfærdighed er den handling at fratage folk deres værdighed. Så jeg tror, at mennesker, der tilbringer for lang tid i systemer med kunstig knaphed, ender med at blive så dybt traumatiseret af dem, at de ligesom misbrugsofre selv bliver misbrugere for at genoprette harmoni og retfærdighed og give sig selv en slags pervers magt. Er det ikke netop det, vi ser i Amerika i dag?

Her er, hvad jeg tror. Kunstig knaphed er loven for enden af rovdyrkapitalismen, det er det princip, som den fungerer efter. Men prisen er, at den også driver folk ud af deres voksne sind – eller i det mindste ud af deres bedre jeg, om man vil. Når folk selv begynder at blive håndhævere af den kunstige knaphed som en måde at mindske den sorg, de føler over det tab af menneskeligt potentiale, som den har skabt, så bryder de sammen. Så uanset hvor nominelt “rigt” et sådant samfund bliver, vil sådanne mennesker få svært ved at forblive et demokrati, en republik eller endda frie på minimale måder – de vil blive ved med at håndhæve reglen om kunstig knaphed.

Hvad loven om kunstig knaphed, der opererer i slutningen af rovdyrkapitalismen, i virkeligheden siger, er: “Du kan kun få det, du har brug for, hvis du kan betale den umulige pris, vi kræver, ellers brænder vi det hele ned.” Det er præcis en misbrugers logik, hvis man tænker over det. Og når folk, i hvert fald nok af dem, begynder at tro, at det er den eneste måde at styre et samfund på, hvad er så resultatet? Netop den autoritære nedsmeltning, som USA nu står over for – fordi misbrugerens og autoritærens logik er en og samme.

Umair
Juli 2018