Et af Michelangelos mest berømte malerier i det Sixtinske Kapel er Adams skabelse, som viser det øjeblik, hvor Gud skabte mennesket. Det er et af en række malerier på loftet, der giver liv til historien i Første Mosebog. Andre berømte scener omfatter Adam og Even i Edens Have og syndfloden.

Der er mange spændende teorier omkring Michelangelos værk, ikke mindst at scenerne i Det Sixtinske Kapel indeholder henvisninger til den jødiske kabbalah-mystiske tradition. En anden teori belyser Michelangelos skjulte fornærmelser mod den katolske kirke og dens paver, som er skjult i malerierne, og en anden afslører skjulte dele af den kvindelige anatomi i malerierne. Kritikere af disse teorier siger, at det er resultatet af, at folk ser, hvad de ønsker at se, og påpeger, at Michelangelo efterlod en omfattende optegnelse af sit liv i skrift, hvoraf ingen nævner hemmelige budskaber eller skjulte betydninger.

Men hvad nu, hvis Michelangelo forstod en dybere mening med skabelsesberetningen? I stedet for at efterlade obskure budskaber i bidder af kunstværket, hvad så hvis hele maleriet var en bogstavelig repræsentation af skabelsen, et maleri, der ved første øjekast ville repræsentere den bibelske historie og ved nærmere eftertanke afsløre en underliggende sandhed, der ikke krævede brug af briller eller fremmedsprog (nogle forfattere har peget på, at det hebraiske alfabet er blandt de skjulte betydninger af Michelangelos arbejde i loftet). Hvor mange illuminati-kolleger ville trods alt have adgang til en nærmere inspektion af Det Sixtinske Kapel for at opdage en eller anden tabt sandhed, som Michelangelo malede i minutiøse detaljer i sit kunstværk?

Michelangelos værk i Adams skabelse kan blive meget klarere, hvis vi ser det i forhold til Michelangelos forståelse af skabelsen og energilovene. At budskabet ville være fuldt ud synligt, forstærkes desuden af selv et overfladisk blik på mange af hans værker – såsom Pieta. Denne skulptur forestiller Maria, der holder Jesus efter korsfæstelsen – blot er den Maria, der holder Jesus, ikke den hellige Maria, men Maria Magdalene, hans hustru. Maria på skulpturen er trods alt lige så gammel som Jesus og er derfor næppe hans mor.

Så Michelangelo havde form for at bruge hele lærredet som et middel til at formidle et budskab og samtidig formilde sine betalere – paven og Medici-familien (hvoraf to af deres børn blev paver, og hvor Michelangelo opholdt sig i sine formative år i Medici-paladset).

Den skjulte betydning af Mariaevangeliet

Den første ting, de fleste mennesker bemærker om Gud, der skaber Adam i Michelangelos maleri, er, at fingrene ikke rører hinanden. Og med rette – der var ikke behov for en fysisk berøring, fordi Adam blev skabt i et univers, hvor tanken alene styrede resultatet. Denne energioverførsel, denne målrettede og kontrollerede manifestation af en tanke, er selve læren om det, som mange af os er ved at vågne op til nu – at vores tanker alene styrer de oplevelser, vi har. At vores tanker har en meget reel og dybtgående effekt, ikke kun på os, men også på universet og alt i det. Alle åndelige lærere i historien har prædiket, at kontrol med sindet (og dermed vores ego) er selve vejen til åndelig oplysning.

Men lad os rejse lidt længere ad denne vej og se “Gud” i Michelangelos maleri som kilden eller det første væsen i universet. Som det første væsen kræver han en balance til sin magt. Uden denne balance ville alle hans tanker blive gennemført, fordi der ikke er noget i universet, der kan modsætte sig ham. Derfor er skabelsen af mennesket en meget nødvendig handling for at bevare sig selv, for uden mennesket kan gud ikke overleve – til enhver handling hører en lige stor og modsatrettet reaktion, og for gud er mennesket den – vi er den frie vilje, der er nødvendig for at afbalancere den oprindelige bevidste kildes magt. En gud uden en modsatrettet kraft er kun én tanke væk fra selvudslettelse, hvilket på et tidspunkt uundgåeligt må ske. En modsatrettet kraft, mennesket (eller bevidste væsener), der retter energi mod sin “gud”, forhindrer, at noget sådant sker.

Denne følelse af balance, af en lighed mellem det bevidste liv her i det fysiske univers som repræsenteret af Adam og den oprindelige kilde som repræsenteret af Gud, gennemsyrer hele maleriet. Gud er afbildet svævende i æteren, Adam i på jorden. Gud vender nedad, Adam vender opad. Gud er klædt på, Adam er nøgen. Gud rækker ud med den (aktive) højre hånd, Adam rækker ud med den venstre (modtagende) hånd – en anden måde at repræsentere balance på og også en tilbagevenden til de venstre og højre søjler i den mystiske kabbalah-tradition eller det, der kunne opfattes som okkult litteratur. Gud er aktiv, Adam er doven, eller en anden måde at se det på er, at Gud aktivt forsøger at skabe en balance, mens Adam ikke synes at forstå det, men er modtagelig for det. Gud har sølvfarvet eller lyst hår, Adam har mørkt hår.

Man skulle tro, at hvis nogen malede Gud ved siden af en simpel dødelig, at Gud ville være uendeligt meget større og have en status, der ville placere mennesket som et lille ubetydeligt væsen. Men ikke i Michelangelos maleri. I stedet ser vi mennesket, repræsenteret ved Adam, som nogenlunde lige så stort som Gud – som en afbalancerende kraft i forhold til Guds magt, men som ikke desto mindre er “skabt” eller stammer fra den samme kilde. På maleriet er Adam og Gud begge af det samme kød, den samme substans. Det vil sige, at mennesket og Gud ikke er skabt af forskellige materialer, men er af den samme energi, at deres respektive sjælsenergi ikke er forskellig. Efter at så mange forskelle og balancerende dualiteter er blevet malet ind i scenen, er det slående, at både Gud og Adam er af samme kød, dvs. substans.

Den røde sky, som Gud ligger på, afslører et andet aspekt af den skjulte kraft, som vi alle har – det er formen på den menneskelige hjerne. Og hvor har Michelangelo malet Guds storslåede hånd, der stikker frem og strækker sig ud for at skabe Adam? Lige der, hvor vi historisk set repræsenterer det tredje øje! Med andre ord strækker vores allesammens skaberkraft sig gennem vores tredje øje, det sagnomspundne sted i panden, som vi kan “mærke”, når vi forestiller os, at noget bliver til virkelighed. Dette er en meget reel repræsentation af det, der sker, når vi gør brug af vores visionssans – energi transformeres i universet som ladet af selve de tanker, vi tænker. Der er en ligeværdig og balancerende kraft til enhver handling i universet, og dine tanker holder også fast i denne ligning – de må have en balancerende kraft, og en del af denne balancerende kraft er den virkning, de har i universet.

Og hvor befinder gud sig så i maleriet? Lige i denne form af den menneskelige hjerne. Sammen med alle de andre figurer, der tilsyneladende forsøger at stoppe ham – eller måske er det de negative stemmer, vi hører rablende rundt i vores egne hoveder hele tiden i betragtning af deres fremstilling som temmelig ulykkelige over, at Gud overhovedet skaber os! De er egoet, de stemmer, vi hører, når vi vender os mod vores egen følelse af betydning. Gud, som er repræsenteret i maleriet via hans position i “hjernen”, er inden i os – vi skal blot forstå det bevidst for at kunne udnytte oplevelsen efter behag. Det er interessant, at disse figurer optræder i hjernen på Guds side af maleriet – næsten som om de er vores eget (og Guds) ego, der forsøger at trække os væk fra at finde vores egen balance.

Givet at Gud i billedet bevidst skaber os, er der et stort underliggende budskab skjult i det skjulte. At ved bevidst at tænke noget som helst, sætter vi en energi i gang, som har og påvirker universet som helhed. Tænk på dette, at Gud tænkte “Adam” i frugtbarhed, og Adam fortsatte med at påvirke hele jorden (vi kan udvide dette til at betragte Adam som repræsentant for alt bevidst liv, der strækker sig over hele universet). Der er en sandhed i dette, og det er den – når vi bevidst tænker på noget som helst i universet, tænker vi bogstaveligt talt på alting. Energien i universet er ikke adskilt og adskilt og opdelt fra den ene ting til den anden, men er på sit mest grundlæggende eller subatomare niveau konstant flydende og skiftende, aldrig statisk, men flyder fra den ene form til den næste. Så når vi overvejer en ting på en bevidst måde, påvirker vi som standard universet som helhed. Da Gud ‘skabte’ Adam, påvirkede han bevidst alt i universet blot ved at kontemplere denne ene ting – Adam.

Måske er det dette, Thich Nhat Hanh mente, da han sagde: “Når du rører én ting med dyb bevidsthed, rører du alting.”