Da Ian Gillan tog ledelsen i “Jesus Christ Superstar”
I disse dage ville idéen om en rockopera om Jesu Kristi sidste dage sandsynligvis blive mødt med et kollektivt skuldertræk. Medmindre sangene var fantastiske, og i så fald ville de blive inviteret til at optræde på Ellen og i Macy’s Thanksgiving Day Parade.
Men i 1970 var ideen på grænsen til blasfemi. Det var blot fire år efter John Lennons berygtede kommentar “We’re more popular than Jesus now”, som udløste protester og pladeafbrændinger under Beatles’ amerikanske turné det år. Rockmusik som udtryksform var stadig meget suspekt for en ældre generation, der var opvokset med Pat Boone og Doris Day, og der var opstået en massiv generationskløft i både USA og Storbritannien.
Hvor det blev en sceneproduktion, blev Jesus Christ Superstar udgivet som et konceptalbum på to diske i september 1970. Komponisten Andrew Lloyd Webber og tekstforfatteren Tim Rice havde kun gennemført en håndfuld projekter sammen, da de gik i gang med deres forsøg på at skabe en rockopera baseret på evangelierne, hvor de blandede elementer fra de fire fortællinger, men lagde vægt på en mere karakterbaseret tilgang. For at realisere deres vision indkaldte de Deep Purple-sangeren Ian Gillan til at spille Jesus og den hårdt prøvede skuespiller Murray Head til at spille Judas. Blandt de andre moderne rockstjerner, der er blevet inddraget på albummet, er John Gustafson (Quatermass og Roxy Music), Mike d’Abo (Manfred Mann) og Lesley Duncan.
Musikalsk set serverer Jesus Christ Superstar en alsidig blanding af rock, soul, funk og pop fra slutningen af 60’erne med lejlighedsvise sidespring til vaudeville og Broadway-præg. Teksterne udforsker menneskeligheden i historiske figurer, der er blevet nærmest mytedannende. I “Superstar” er Jesus en fredelig mand, som blev angrebet af kræfter, der forsøgte at dreje hans budskab i retning af krig. Judas er enig i Kristi budskab, men ikke i hans midler. Han synes at se den kommende tragedie og er skræmt af den.
Disse to strenge – Jesus som modvillig Messias og Judas som modvillig morder – bliver sammenfiltret i albummets anden halvdel, hvor Kristi lidelse udfolder sig fra et vinfuldt skærtorsdagsmåltid gennem Judas’ forræderi og selvmord. Musikken bevæger sig ind i psykedelien, da Kristus hænger på korset, et lydligt udtryk for hans pinefulde død. Men ikke før en Judas, der er tilbage fra den døde, slipper løs på musicalens største hit, “Superstar”.
“Every time I look at you, I don’t understand / Why you let the things you did get so out of hand,” synger Judas, der ikke sætter spørgsmålstegn ved Jesu budskaber, men ved taktikken. Det er et smertefuldt klynk af frustration til et stramt soulbeat, der understøttes af svævende ironiske strygere. Den sætter måske spørgsmålstegn ved Kristus og kristendommen, men på en måde, der kan føre selv troende til en større forståelse af de følelsesmæssige og politiske kræfter, der var på spil i forbindelse med Jesu død.
Selv om Jesus Christ Superstar oprindeligt blev forbudt af BBC med den begrundelse, at den var “helligbrøde”, lykkedes det den at få stor succes på begge sider af dammen og nåede nr. 23 i Storbritannien og nr. 1 på Billboard-listen. Den var den bedst sælgende pop-LP i USA i 1971 og lå i hele 87 uger på hitlisten i Norge.
Se Deep Purple og andre rockere i Top 100 over 80’ernes album