Baggrund

Hjertestop er, når hjertet holder op med at pumpe blod rundt i kroppen. Det er en af de vigtigste dødsårsager på verdensplan. Et stort antal hjertestop sker uden for hospitaler. Konventionel HLR omfatter både brystkompressioner og redningsånding, f.eks. mund-til-mund-genoplivning. Dette er kendt som afbrudt brystkompression med pauser i et fast forhold til redningsånding (f.eks. 2 vejrtrækninger: 30 kompressioner) .

Redningsånding kan gives ved mund-til-mund-ånding eller ved hjælp af ventilationsapparater, der anvendes af ambulancetjenester. Nogle undersøgelser tyder på, at det er afgørende for den enkeltes overlevelse at anvende kontinuerlige brystkompressioner, og at afbrydelse af brystkompressionerne for at redde vejrtrækning kan øge risikoen for død. Kontinuerlig hjertemassage med brystkompression kan udføres med eller uden redningsånding. Teorien er, at brystkompressioner efterligner hjertets handling med at pumpe blod rundt i kroppen og opretholder forsyningen af ilt og næringsstoffer til vigtige organer som f.eks. hjernen. Hvis man forsøger at give mund-til-mund-ventilation, betyder det, at man afbryder brystkompressionerne, hvilket kan svække virkningen af at pumpe blodet.

Vi sammenlignede virkningerne af de to behandlinger, når de blev givet af tilskuere på stedet for en ikke-asfyxiøs OHCA og af ambulancepersonale, som ankommer senere. (Et ikke-asfyxialt hjertestop skyldes ikke drukning eller kvælning.)

Søgningsdato

Evidensen er aktuel til februar 2017.

Studiekendetegn

Vi inkluderede fire studier; tre sammenlignede de to tilgange til genoplivning, når de blev givet af utrænede tilskuere under instruktion pr. telefon. En undersøgelse sammenlignede de to tilgange, når de blev givet af ambulancepersonale.

De tre undersøgelser, der sammenlignede tilgange givet af uuddannede tilskuere, (3737 deltagere) blev alle gennemført i byområder, og nogle omfattede både børn og voksne OHCA. De tilstedeværende var alle uuddannede og fik telefoninstruktioner fra beredskabstjenesterne.

Den fjerde undersøgelse sammenlignede de fremgangsmåder, der blev anvendt af ambulancepersonale (23 711 deltagere); den blev gennemført i byområder og omfattede kun OHCA hos voksne.

Nøgleresultater

Når HLR blev udført af tilskuere, fandt vi, at flere personer overlevede indtil udskrivelse fra hospitalet efter brystkompression alene end efter afbrudt brystkompression med pauser i et fast forhold til redningsånding (15 kompressioner til 2 vejrtrækninger) (14 % mod 11,6 %). For resultaterne af overlevelse til hospitalsindlæggelse og neurologiske resultater havde vi ikke tilstrækkelige data til at være sikre på, at nogen af strategierne var bedre. Der var ingen data til rådighed for bivirkninger, livskvalitet eller overlevelse efter et år.

Når HLR blev udført af ambulancepersonalet, fandt vi, at overlevelsen til hospitalsudskrivelse var lidt lavere med kontinuerlige brystkompressioner (100/minut) plus asynkron redningsånding (10/minut) HLR sammenlignet med afbrudt brystkompression plus redningsånding. Omkring 9,7 % af personerne overlevede, når de fik afbrudt brystkompression plus redningsånding sammenlignet med 9 % af de personer, der fik kontinuerlig brystkompression plus asynkron redningsånding.

Antallet af personer, der overlevede til hospitalsindlæggelse, var lidt højere hos dem, der blev behandlet med afbrudt brystkompression plus redningsånding sammenlignet med kontinuerlig brystkompression plus asynkron redningsånding (25,9 % mod 24,6 %). Der var lidt eller ingen forskel i neurologiske resultater. Andelen af personer, der oplevede uønskede hændelser, var sandsynligvis ens, idet 55,4 % af de personer, der blev behandlet med afbrudt brystkompression plus redningsånding, oplevede en uønsket hændelse sammenlignet med 54,4 % af de personer, der blev behandlet med kontinuerlig brystkompression plus asynkron redningsånding.

Evidenskvalitet

For HLR udført af en tilskuer var kvaliteten af evidensen høj for resultatet af overlevelse til udskrivelse fra hospitalet. For overlevelse til hospitalsindlæggelse forelagde ét forsøg resultater, og evidensen var af moderat kvalitet på grund af det lave antal personer, for hvilke der var data til rådighed. Dette var også tilfældet for neurologiske resultater.

I det ene forsøg med HLR udført af en ambulancebehandler var evidensensens kvalitet moderat for resultatet af overlevelse til udskrivelse fra hospitalet, fordi resultaterne ikke udelukker, at der er lille eller ingen forskel mellem de to metoder, og dette er også tilfældet for uønskede hændelser. For overlevelse til hospitalsindlæggelse var der evidens af høj kvalitet.

Den største begrænsning i den nuværende evidens er, at der kun er gennemført få forsøg, og at der for nogle resultater ikke er genereret tilstrækkelige data.