De fleste kender Chevy Chase som Clark W. Griswold, Fletch eller endda som præsident Gerald Ford fra “Saturday Night Live”. Men hvem er den rigtige Chevy Chase? Forfatter Rena Fruchter har portrætteret den berømte komiker, der nu er 63 år, i den nye autoriserede biografi “I’m Chevy Chase and You’re Not”, som dækker skuespillerens mere vanskelige tider, herunder hans misbrug i barndommen, ophold på Betty Ford Center og afgang fra “Saturday Night Live”.

Her er et uddrag af bogen:

“Jeg levede i frygt hele tiden, dødsangst,” husker Chevy. Han husker, at han blev vækket midt om natten og blev slået, kontinuerligt og hårdt, i ansigtet. “Jeg kan ikke huske, hvad det var for, eller hvad jeg havde gjort.” Dette var ikke usædvanligt. At blive låst inde i skabet i soveværelset i timevis var også en standardbestraffelse i husstanden. Pamela siger, at hun den dag i dag ikke kan opbevare en hårbørste i sit hjem. Hendes mor slog hende med en hårbørste, når hun blev rasende. “En hårbørste føles ikke sikker for mig.”

Det var hårdt arbejde for Chevy bare at overleve som barn. Han var en følsom dreng, fyldt med frygt, og tankerne om sit hjemlige liv, mens han var i skole, gjorde det svært at studere. Hans karakterer var lave, men når han blev testet, var hans IQ ekstremt høj. Dette gjorde problemet værre, fordi hans stedfar, da han hørte denne nyhed, hævdede, at der ikke var nogen undskyldning for de lave karakterer, og han ville slå ham, så hans næse blødte, eller låse ham inde i et mørkt skab.

Chevy følte, at han arbejdede lige så hårdt som eller hårdere end sine klassekammerater, men arbejdede på “bare at blive accepteret som person, eller på at forstå, hvordan man overlevede en sådan frygt og fortvivlelse og stadig var et ‘godt’ barn”. Chevy fortalte aldrig nogen, hvad der foregik derhjemme, selv om han forestillede sig, at nogle familievenner måtte have vidst eller mistænkt, at tingene ikke var i orden. Han følte aldrig, at han kunne fortælle det til sin far, Ned. På det tidspunkt var Ned blevet gift igen og havde fået en anden familie. Chevy ville ikke have, at han skulle vide det, han ville ikke have, at han skulle bekymre sig. “Jeg var bange for, at hvis far ville stå over for John Cederquist, ville han tabe en kamp. John Cederquist var en større, mere vred og stærk mand. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville få lov til at sige noget.”

Venner og den udvidede familie “vidste bare, at jeg var et forvirret og trist barn.” Chevy fik den værste behandling af de fem børn. Chevys storebror Ned Jr. fulgte mere med end Chevy og blev udsat for færre hårde straffe. “Jeg var fyldt med frygt og lavt selvværd,” husker Chevy. “Man bliver oversvømmet med disse tanker og denne frygt, og man lærer intet om, hvordan man organiserer sin tid og laver sine lektier.”

Chevys yngre halvbror John forklarede, at Ned var “en mønsterelev og gymnasieatlet. Efter mine forældres vurdering var der ingen grund til at hamre på ham, da han allerede ‘passede ind i formen’. I modsætning hertil var Chever humørsyg og besværlig, og endnu værre var det, at han reagerede på de tæsk, han fik, hvad enten de var fysiske eller, hvad værre er, psykiske og følelsesmæssige, med surmodig stædighed, hvilket jeg af egen erfaring kan fortælle dig, var den hurtigste vej til smertefulde repressalier fra mine forældre. Ned var altid mors gyldne dreng, mens Chevy altid var den “irriterende”. Det var en daglig prøvelse for alle involverede, men en særlig ond cirkel for Chevy.

“Mine forældre opdelte også deres misbrug og forsømmelse af os, især af vores mor. Alt var en beskidt hemmelighed, som skulle holdes skjult for min far. Hun ønskede ikke, at hendes psykiatermand skulle vide noget om hendes bizarre opførsel, og på sin side var hele min fars liv en hemmelighed, da han tilbragte hele dagen låst inde i sit psykoanalytiske kontors helligdom og snusede rundt i andre menneskers hoveder.

“Min mor var, når hun var værst, som et uhæmmet dyr. Det var i hendes hænder, i hendes vilde ændrede tilstande, at Chevy led de mørkeste af sine hemmelige pinsler.”