‘Minnie the Moocher’

I 1930 fik Calloway en koncert på Harlems berømte Cotton Club. Snart blev han som kapelmester for Cab Calloway and his Orchestra en fast gæst på det populære natklubben. Calloway blev en stor succes med “Minnie the Moocher” (1931), en nummer 1-sang, der blev solgt i mere end en million eksemplarer. Melodiens berømte call-and-response “hi-de-hi-de-de-ho”-refrain – improviseret, når han ikke kunne huske en tekst – blev Calloways kendetegn for resten af sin karriere.

Sange og filmoptrædener

Med andre hits som “Moon Glow” (1934), “The Jumpin’ Jive” (1939) og “Blues in the Night” (1941) samt optrædener i radioen var Calloway en af de mest succesfulde kunstnere i den periode. I løbet af 1930’erne og 1940’erne optrådte han i film som The Big Broadcast (1932), The Singing Kid (1936) og Stormy Weather (1943). Ud over musikken påvirkede Calloway offentligheden med bøger som The New Cab Calloway’s Hepster’s Dictionary fra 1944: Calloway og hans orkester havde succesfulde turnéer i Canada, Europa og i hele USA, hvor de rejste i private togvogne, når de besøgte Syden for at undgå nogle af segregationens hårde vilkår. Med sin lokkende stemme, energiske bevægelser på scenen og elegante hvide smokinger var Calloway stjerneattraktionen. Gruppens musikalske talent var imidlertid lige så imponerende, bl.a. fordi de lønninger, Calloway tilbød, kun overgik Duke Ellingtons. Calloway optrådte bl.a. med saxofonisten Chu Berry, trompetisten Dizzy Gillespie og trommeslageren Cozy Cole.

“Porgy and Bess” til “The Blues Brothers”

I 1948, da publikum var holdt op med at flokkes om big bands, gik Calloway over til at arbejde med en gruppe på seks medlemmer. Fra 1952 var han i to år med i besætningen i en genoptagelse af musicalen Porgy and Bess. I denne forestilling spillede han Sportin’ Life, en karakter, som Calloway efter sigende selv havde inspireret George Gershwin til at skabe. Calloway fik andre roller på scenen i løbet af årene, herunder den mandlige hovedrolle i en produktion af Hello Dolly! fra 1967, hvis sorte rollebesætning også omfattede Pearl Bailey.

Callowoway præsenterede sig selv for nye fans ved at optræde i Sesame Street og i Janet Jacksons musikvideo til “Alright” fra 1990 og delte sin livshistorie i en selvbiografi, Of Minnie the Moocher and Me (1976). Han optrådte også flere gange på det store lærred, især i filmen The Blues Brothers fra 1980. Under filmen tog Calloway sit varemærke på, sit hvide slips og sin halsklud, og sang “Minnie the Moocher” endnu en gang.

Personligt liv

Calloway blev gift med Zulme “Nuffie” Calloway i midten af 1950’erne, og sammen bosatte de sig i Greenburgh, New York. Parret fik en datter, Chris Calloway, som senere optrådte sammen med sin far og blev en respekteret jazzsangerinde og danser. Chris døde i august 2008 efter en lang kamp mod brystkræft; et par måneder senere døde Nuffie på et plejehjem i Delaware i en alder af 93 år.