Jeg har læst en del på det seneste om startrefleksen, som den gælder for folk, der lider af panikangst og agorafobi. Som du sikkert har mistænkt, har folk, der er diagnosticeret med denne elendige forbandelse, en tendens til at blive lettere forskrækket end dem, der ikke lider af denne elendige forbandelse. Der er noget, du kan gøre ved det, og løsningen er baseret på mine erfaringer samt på buddhisme og videnskab.

Lad os først tale om nogle af undersøgelserne. I bund og grund var det, som de alle observerede, at nogle mennesker er født med hurtigere startle-reflekser end andre, og at fænomenet statistisk set kan føre til angstproblemer. Den samme hurtige startreaktion kan begynde på et hvilket som helst tidspunkt i livet med traumer af den ene eller anden art. Wikipedia citerer en artikel i Journal of Abnormal Psychology om PTSD og startle-refleks, der viser, at ikke alene er øjenblinkreaktionen på stimuli hurtigere hos en person, der har været udsat for et traume, men at tilstanden forværres med hvert nyt traume.

En Journal of Psychiatry & Neuroscience citerer en undersøgelse fra 2009 af teenagere diagnosticeret med “angstlidelse”, hvor forskerne anvendte målinger af reaktion på stimuli baseret på øjenblinkhastighed, muskelrefleks og svedkirtler. Jeg vil blot nævne dens konklusion: “ASR (Autonomic System Response) er unormalt forstørret hos unge patienter med angstlidelser.” Når jeg var på det stadie, følte jeg mig som et nervøst vrag, magtesløs til at gøre noget ved det.

En person med en høj startle response spiller bare naturligt med amygdala oftere end en “normal” person ville gøre, hvilket sætter amygdalaen op til konstant at være på et højere alarmniveau, end de fleste mennesker oplever. En vigtig ting at vide er, at startle-signalet skyder direkte til amygdala, hvor der træffes en hurtig beslutning om stimuliets art. Det er vigtigt at vide, at startle-signalet skyder direkte til amygdala, hvor der træffes en hurtig beslutning om stimuliets art. Skal vi løbe? Samler vi et improviseret våben op? Klatrer vi op i et træ? Eller indser vi, at stimulansen blot var en bankende dør og går videre med det hele? Hjernesagen bliver meget kompliceret på dette punkt og omfatter hippocampus’ rolle i forbindelse med minder.

Det er tilstrækkeligt at sige, at hvis du er agorafobisk, er dit alarmsystem ude af drift og har et desperat behov for omprogrammering. Det er her mit Un-Agoraphobic recovery program kommer ind i billedet. Ja, du kan genoptræne din amygdala, så den ikke så let bliver forskrækket. I mellemtiden betyder det for agorafober, at hver gang du får et panikanfald, bliver dit alarmsystem sat på endnu højere alarmberedskab. Din krop forråder dig ved at gøre det værst tænkelige. At være i højeste alarmberedskab gør det lettere for dig at få et nyt panikanfald. Duh. Alle forstår det undtagen amygdalaen, som tilsyneladende troede, at dit sidste nødstilfælde og efterfølgende panikanfald skyldtes en tiger. Du må indrømme, at du føler dig som om det er noget så skræmmende som et vildt dyr. Nu er dit alarmsystem på udkig efter flere tigre. Ville du ikke ønske, at du kunne dreje munden rundt og råbe ind i din hjerne: “DER VAR INGEN TIGERE!!! STOP MED AT GØRE DET HER MOD MIG!!!”

Desværre for dig blev amygdalaen født på et tidspunkt i vores udviklende hjernes historie, hvor det at være opmærksom på mange former for fare betød overlevelse. At være opmærksom gør det selvfølgelig stadig, men det lille organ midt i hjernen har brug for at skrue lidt ned for tempoet, tror du ikke?

Her er, hvad jeg gjorde, og det virkede. For det første begyndte jeg at forsøge IKKE at reagere på ting, der normalt ville forskrække mig eller i det mindste få min opmærksomhed. Jeg husker, at jeg lavede en leg med det for at se, hvor hurtigt jeg kunne vende tilbage til det normale efter en forskrækkelsessituation eller lade som om jeg ikke reagerede. Jeg begyndte at gøre dette i mine teenageår og fandt ud af, at det heldigvis var umuligt at forsøge at lade være med at reagere overhovedet. At bremse min reaktion viste sig imidlertid at være nyttigt for at skrue lidt ned for mit system.

Da jeg opdagede buddhismen, samlede jeg mange redskaber til min genopretningsproces. Det mest hjælpsomme af dem alle – “mindfulness” – gjorde det muligt for mig at lægge hele mit fokus på alt, hvad jeg valgte, hvilket hjalp med at berolige mit frygtreaktionssystem.

Udøvelsen af mindfulness gjorde det muligt for mig at begynde at observere de ting, der skete omkring mig, i stedet for at reagere på dem. Ved at praktisere dette i løbet af dagen fik jeg mit nødreaktionssystem til at vende tilbage til det normale: kun at blive brugt i absolutte nødstilfælde. Jeg har læst buddhistiske munke sige ting som: “Når du vasker dine hænder, så vask dine hænder”. Det betyder for dig, at du skal fokusere al din opmærksomhed på hver enkelt opgave eller situation i løbet af dagen og ikke på andet. Fokuser på dine omgivelser og deres detaljer. Dette vedvarende mønster af nøje observation vil nedtone din forskrækkelsesreaktion. Du lærer at observere og derefter at reagere. Din amygdala har brug for en pause.

Min webside er dedikeret til helbredelse af agorafobi: unagoraphobic.com Vi ses der.