Vers 22-31

5) Visdommen var med Gud i skabelsen og glæder sig over den igangværende skabelse (Ordsprog 8:22-31).

Hvis vi skulle være i tvivl om, hvilken visdom Salomo taler om, gør han det nu meget klart (som han faktisk også har gjort det i han havde i Ordsprogene 3:19-20, sammenlign Ordsprogene 2:5-11). Det er den visdom og indsigt, som Gud brugte, da han skabte og formede himlene og jorden (Ordsprogene 3:19-20). Det er Guds visdom. Og denne Visdom, som nødvendigvis var til stede fra evigheden (Gud kunne aldrig være uden visdom), og som var med til at forme alt, hvad der er, er nu aktiv blandt menneskene (Ordsprogene 8:31).

Denne passage er blevet misbrugt meget af dem, der har fortolket Visdommen som en repræsentant for vor Herre, Jesus Kristus, men det har været helt tydeligt gennem hele denne prolog, at denne Visdom er en egenskab ved Gud, ikke et personligt væsen. Salomo kan faktisk kalde den “min visdom” (Ordsprogene 5,1), fordi Gud har givet ham sin egen visdom, og dens konstante parallelisering med “indsigt”, “viden”, “klogskab”, “disciplinær undervisning” og “dømmekraft”, hvoraf nogle af dem også er personificeret (Ordsprogene 2,11), som findes helt fra begyndelsen (Ordsprogene 1,2-4), taler i høj grad imod, at den henviser til andet end visdom, om end Guds visdom. Desuden burde den kendsgerning, at Visdommen altid præsenteres som en “hun” og ikke som en “han”, afgøre sagen fuldstændigt.

I denne henseende bør vi bemærke, at der ikke antydes noget om, at Visdommen skaber eller skaber noget. Det er YHWH, der skaber og former. Visdommen er der som en slags assistent. Derimod siges det om Jesus Kristus som Ordet, at “alle ting blev skabt ved ham, og uden ham var intet skabt, som blev skabt” (Joh 1:3). Han var Skaberen, ikke en assistent.

Underafsnittet præsenteres chiastisk:

JHWH besad mig i begyndelsen af sin vej, før hans gamle gerninger, jeg blev sat op (udgydt, vævet) fra evighed, fra begyndelsen, før jorden var (Ordsprogene 8:22-23).

B Da der ikke var nogen dybder, blev jeg frembragt, da der ikke var nogen kilder, der vrimlede med vand, før bjergene blev sat (eller planlagt), før bakkerne blev jeg frembragt, mens han endnu ikke havde skabt jorden og markerne eller begyndelsen af verdens støv (Ordsprogene 8:24-26).

C Da han etablerede himmelen, var jeg der, da han satte en cirkel på dybets overflade, da han gjorde himlen ovenover fast (Ordsprogene 8:27-28 a).

B Da dybets kilder blev stærke, da han gav havet sit bånd, for at vandene ikke skulle overtræde hans bud, da han udstak jordens grundvold (Ordsprogene 8:28-29).

A Da var jeg bestandig ved ham (eller ‘som en håndværksmester’), og jeg var dagligt helt og holdent glad, glædede mig altid for hans ansigt, glædede mig over hans beboelige jord, og min glæde var hos menneskesønnerne (Ordsprogene 8:30-31).

Bemærk, at i A besad YHWH visdom fra begyndelsen, før han begyndte sit skaberværk, og i parallellen var visdommen til stadighed hos ham (eller var hans håndværksmester) og glædede sig over dette skaberværk. I B var hendes frembringelse før vandet blev bragt frem, eller jorden blev planlagt og skabt, og i parallellen blev vandet bragt frem, og han udstak jordens grundvold. Centralt i C er etableringen af himlene.

Ordsprogene 8:22-23

“YHWH besad mig i begyndelsen af sin vej,

før hans værker i gamle dage,

jeg blev sat op (udgydt, vævet) fra evighed, fra begyndelsen,

før jorden var.”

Visdommen fremstiller sig selv som ‘besat af YHWH i begyndelsen af hans vej, før hans gerninger fra gammel tid’. Hans ‘gamle gerninger’, som der tales om her, er skitseret i Ordsprogene 8:27-30 a. Således har YHWH fra begyndelsen, før nogensinde skabelsen fandt sted, besiddet visdommen. Dette var nødvendigvis sådan, for YHWH uden visdom er utænkeligt. Men formålet med dette afsnit er ikke at informere os om YHWH’s egenskaber. Det er for at fastslå visdommens status (og i lyset af den parallelle passage i Ordsprogene 3:19-20, forståelsens og kundskabens status). Sammen med Gud er de evige, for Gud er alvis, alforstående og alvidende.

Men selv mens hun fastslår sin egen status som involveret med YHWH fra begyndelsen, understreger visdommen YHWH’s forrang. For YHWH er det første ord i teksten, hvilket understreger hans betydning, og det er fremtrædende hele vejen igennem. Således siger hun ærbødigt: “YHWH har besiddet mig”. Han var altoverskyggende. Hun insisterer på, at det, hun er, på ingen måde må fjerne blikket fra YHWH.

Så indledes underafsnittet her med YHWH’s navn, der ses som Skaberen og Skaberen af himmel og jord (Ordsprogene 8:26-30 a). Og den slutter med en henvisning til “menneskesønnerne” (Ordsprogene 8,31), som er højdepunktet og målet for YHWH’s skabende arbejde, og med hvem Guds visdom skal ses som direkte involveret (som det fremgår af hele prologen). For et af Salomos mål er at fremhæve, at visdommen, der er lige så gammel som Gud selv og var til stede hos ham med hensyn til alle aspekter af skabelsen, nu er på arbejde i mennesket for at bringe det i overensstemmelse med Guds veje.

I denne passage er det Visdommen, der skildres som talende, og hun beskriver sig selv som ‘besat’ af YHWH ‘før hans værker fra gammel tid’ (skildret i Ordsprogene 8:27-30 a) og ‘fra begyndelsen af hans veje’. Dette var nødvendigvis tilfældet, da Gud aldrig kunne være eller handle uden visdom. Hans visdom blev således ‘besiddet’ og ‘udgydt’ og ‘frembragt’ fra gammel tid, fra begyndelsen’. I vores terminologi er visdom evig (ligesom forståelse) og udgår fra Gud i hans skabende værk.

Forsøgene på at antyde, at visdom skulle være skabt, må modarbejdes kraftigt. Det skal bemærkes, at ingen af de verber, der bruges i 1. Mosebog 1, bruges om visdom, og det er bestemt ikke den primære betydning af de verber, der bruges her. Desuden ville det være ulogisk at antyde, at Gud nogensinde var uden visdom (hvis visdommen blev skabt, ville Gud have brug for visdom for at skabe den). Hele Salomos pointe med visdommen er, at den udspringer af Gud, som er ældre end selve skabelsen. Det er hans visdom.

Det verbum, der gengives som ‘besad’, betyder også ‘købt, opnået’ (dette er dets regelmæssige betydning i Ordsprogene – Ordsprogene 1:5; Ordsprogene 4:5; Ordsprogene 4:7; Ordsprogene 16:16; Ordsprogene 17:16; Ordsprogene 18:15; Ordsprogene 23:23). Det var som følge af sidstnævnte, at det kom til at betyde “besat”, men da det er helt klart, at Gud hverken havde brug for at købe eller skaffe sig visdom, er betydningen klart “besat”. Hvis man bruger vores udtryk, “var Gud vis fra evighed af”. Dette bekræftes i Job 28:20-28. ‘Hvorfra kommer visdommen, og hvor er stedet for indsigt? — da (da han skabte) så han det og erklærede det, han fastslog det, ja, og han udforskede det. Og til mennesket sagde han: “Se, at frygte Herren, det er visdom, og at vige fra det onde, det er forstand. Her skildrer Job Gud som en Gud, der ser og undersøger en allerede eksisterende visdom under sin skabelsesaktivitet. Han sætter derefter også denne visdom signifikant i forbindelse med Herrens frygt og forbinder således Guds visdom og forståelse i skabelsen med hans visdom og forståelse, der er givet til mennesket, hvilket også er Salomos idé.

Rodbetydningen af det verbum, der gengives ‘opstillet’, er ‘udgydt’, og det er sidstnævnte, der passer bedre til parallellen ‘frembragt’ (Ordsprogene 8:24-25). Det er en levende måde at sige, at visdommen kom frem fra Gud, dvs. at Gud handlede i visdom.

Sprog 8:24-26

“Da der ikke var nogen dybder, blev jeg frembragt,

da der ikke var kilder, der vrimlede med vand.

Hvor bjergene blev sat,

Hvor bakkerne blev jeg frembragt,

Mens han endnu ikke havde skabt jorden og markerne,

eller begyndelsen af verdens støv.”

Solomon siger her ikke, at visdommen blev skabt før noget andet, ja, selve verbet ‘frembragt’, der antyder fødsel og ikke skabelse, taler imod det. Pointen er, at Gud ‘frembragte’ visdom fra sig selv, en visdom, som han allerede besad. Den var en væsentlig del af det, som Gud er. Derefter udøvede han denne visdom ved at skabe verden. Visdommen er så vigtig, at den eksisterede før alle ting.

Vandets betydning for mennesket kommer frem ved, at det er hans først omtalte skabelse. Han skabte dybderne (Ordsprogene 3:20; 1. Mosebog 1:2) og kilderne, som bugner af vand og gør det muligt for vegetationen at vokse og tilfredsstille menneskets tørst. De er afgørende for selve menneskets eksistens. Han skabte også bjergene og bakkerne, jorden og markerne (landskabet), idet sidstnævnte er kilden til menneskets forsyning.

“Endnu fra begyndelsen af verdens støv” Verdens støv var vigtigt, fordi Gud dannede mennesket af det (1. Mosebog 2:7; 1. Mosebog 3:19). Dette hænger sammen med den senere rækkefølge, vand, jordens grundvold, mennesket (Ordsprogene 8:29-30 a).

Sprog 8:27-28

“Da han grundlagde himlene, var jeg der,

da han udstak en cirkel på dybets overflade,

da han gjorde himlen ovenover fast,

da dybets kilder blev stærke,

nu vender visdommen sine tanker mod himlene. Hun var der og var derfor i brug, da YHWWH etablerede himlene, og da han gjorde himlene ovenover faste. Gennem hans visdom blev himlene etableret og derfor gjort sikre på deres plads. Gennem hans visdom blev himlene gjort faste ovenover. Mennesket har således ingen frygt for, at himlen skal falde ned over ham. Når det sker, vil det være et tegn på tidernes ende (Åbenbaringen 6:13). Her var et tegn på Guds visdom.

Den “cirkel på dybets overflade” henviser sandsynligvis til det, mennesket ser, når det ser ud mod horisonten, nemlig land omgivet af vand. Den blev etableret, da havene blev skubbet tilbage, og tørt land dukkede op (1. Mosebog 1:9-10; Job 26:10; Esajas 40:22). At dette er meningen fremgår af, at det står i kontrast til etableringen af himlene og er en parallel til, at dybets kilder bliver stærke. YHWH skubbede dybet tilbage for at give mennesket et sted at bo, hvilket er endnu et tegn på hans visdom. Dette taler imod tanken om, at cirklen henviser til “himmelhvælvet”, som nogle har foreslået, for det ville ikke passe med parallellen eller med kontrasterne. “Da dybets kilder blev stærke” står i kontrast til “fastgørelsen af himlen ovenover”, og det tyder på, at det betyder, at dybets kilder fik tildelt og fik fast plads på deres egen faste plads, ligesom himlen ovenover. Det var, da ‘han gav havet (og vandene) deres bånd’ (Ordsprogene 8:29). De overskred kun disse grænser én gang, og det var ved syndfloden (1. Mosebog 7:11), en oplevelse, som Gud lovede aldrig ville gentage sig (1. Mosebog 8:21).

Vordsprog 8:29-30

Da han pålagde havet dets grænse,

for at vandene ikke skulle overtræde hans bud,

da han udstak jordens grundvold,

da var jeg ved ham konstant (eller ‘som en håndværksmester’,

YHWH’s suverænitet og visdom var involveret i, at han udstedte et dekret og gav havet dets grænse, for at vandet ‘ikke skulle overtræde hans bud’ (bogstaveligt talt ‘ikke skulle gå ud over hans mund’). De kan til tider være ustyrlige og voldsomme, men de er behersket til gavn for mennesket og er begrænset i det, de kan gøre. Som Job påpeger, siger Gud til dem: “Her skal I komme og ikke videre” (Job 38:11). Her var endnu et eksempel på hans visdom.

Da YHWH havde ‘aftegnet en cirkel på dybets overflade’ (Ordsprogene 8:27 b), aftegner han nu ‘jordens grundvold’. Alt blev bestemt af hans visdom, som var der sammen med ham, enten ‘konstant’ (sammenlign ‘dagligt’, ‘altid foran ham’ i Ordsprogene 8:30 b, c) eller ‘som en slags håndværksmester’ (eller skulle vi sige håndværker). For disse alternativer se note nedenfor. Hvis vi tager det sidste som korrekt (se nedenfor), må det ikke overspilles. Det er i høj grad figurativt. Der er ingen antydning i fortællingen af, at visdommen faktisk deltog direkte i skabelsen. Hun var snarere sammen med Gud som en egenskab af ham, mens han selv skabte. Med andre ord var alt planlagt og ordnet af Guds visdom.

“Jordens grundvold” er et vagt udtryk, der angiver, hvad mennesket så under sig. Han vidste, at jorden stod fast på ‘fundamenter’, fordi han så en fast jord under sig, men han spekulerede ikke over, hvad disse fundamenter bestod af (sammenlign 5. Mosebog 32:22; 2 Samuelsbog 22:16) Bemærk også, at i 2 Samuelsbog 22:8 blev himlen også set som havende ‘fundamenter’, noget endnu mere billedligt. Han kunne have spurgt sammen med Job: “På hvad var jordens fundamenter fæstnet?”. (Job 38,6) og forventet svaret: “Det ved vi ikke, det ved kun Gud”. At tale om fundamenter var en beskrivelse af det, han så og oplevede, (ligesom vi taler om solens op- og nedgang), ikke et forsøg på en videnskabelig rekonstruktion.

Note om oversættelsen af ‘amown.

Der er uenighed om, hvorvidt vi skal oversætte ‘amown med ’til stadighed’, eller med ‘håndværkermester/håndværker’ (RV NIV), eller med ‘en, der er opdraget sammen med ham’ (AV). Ordet forekommer kun ét andet sted, og det er i Jeremias 52:15, hvor dets betydning også er tvivlsom (men der er det med bestemt artikel).

I denne forbindelse skal vi bemærke, at beskrivelsen af Visdommen som en mesterhåndværker eller håndværker faktisk ville komme uventet her, for hele vejen igennem passagen er skabelsen blevet set som YHWHs værk (Ordsprogene 8:26-30 a), ikke Visdommens værk. Visdommen er snarere blevet set ved siden af ham som en egenskab, som noget, der er “besat”, “udgydt”, “frembragt”. Hun har været en personificeret egenskab, som var der fra begyndelsen. Faktisk er Visdommen i Ordsprogene 3:19-20, hvor den samme idé er i tankerne, specifikt paralleliseret med Forstand og Viden i skabelsens udformning, og som værende derfor et af YHWH’s attributter, der bruges i arbejdet med at forme sin skabelse.

Sandheden er derfor, at der er tvivl om betydningen af ‘amown (‘mwn). Som nævnt ovenfor findes det kun én gang andre steder, nemlig i Jeremias 52:15, og der er det med artiklen (ha ‘amown). Men også her er der tvivl om dets betydning. Der ville vi nemlig forvente, at det er et kollektivt navneord, og AV/RV oversætter det med ‘skare’, fordi den parallelle passage i 2 Kongebog 25:11 har he hamon (‘skare’). Nogle ser derfor ha ‘amown i Jeremias 52:15 som en biform af he hamon. Dette gælder så meget desto mere som i 2 Kongebog 24:14; 2 Kongebog 24:16 finder vi ‘håndværkere, håndværkere’ nævnt som hecharas, så hvis 2 Kongebog 25:11 havde henvist til håndværkere, ville vi have forventet, at hecharas ville være blevet brugt.

I Højsangen 7:1 betyder et lignende ord, ‘amman (‘mmn), håndværker, men det er unikt (og det mangler waw). Et muligt alternativ ha ‘omen (‘mn) kan betyde en vogter/plejefar (4. Mosebog 11:12) eller i flertal vogtere/opdragere (ha ‘omenim – 2. Kongebog 10:1) af børn. (Således AV’s “så var jeg ved ham som en, der blev opdraget sammen med ham”). Men hvis det var det, der var i tankerne her, kunne vi have forventet en feminin form, fordi Visdom er feminin.

Men andre steder betyder ‘amen (‘mn) ‘sikkert’, og derfor ‘trofast, bestandigt’ (fra verbet ‘mn – ‘at være sikker, pålidelig’), og ‘bestandigt’ passer godt ind i sammenhængen her, som en parallel til ‘dagligt og ‘altid’. Denne oversættelse ville derfor passe godt til konteksten og må muligvis foretrækkes.

I sidste ende er sandheden, at vi ikke er sikre på betydningen af ‘amown, og det klogeste er derfor at oversætte det på en sådan måde, at det ikke har indflydelse på betydningen af hele passagen.

Afslutning af noten.

Ordsprogene 8:30-31

Og jeg var dagligt helt og holdent glad,

jeg glædede mig altid for hans ansigt,

jeg glædede mig over hans beboelige jord,

og min glæde var hos menneskenes sønner.”

“Jeg var dagligt helt og holdent glad”. Dette er bogstaveligt talt: ‘dagligt var jeg fryde mig’. Visdommen erklærer altså, at hun dagligt ‘var frydefuld’, dvs. at hun dag for dag var ‘fuldt ud frydefuld’, mens YHWH fortsatte sit skaberarbejde (dag for dag, hvilket muligvis afspejler 1. Mosebog 1). Med andre ord, at hun fuldt ud godkendte og var fuldt ud tilfreds med alt det, som YHWHH havde gjort og var i gang med at gøre. Hun var helt på linje med YHWH og hans aktiviteter, som det netop er beskrevet. I hendes øjne var de i overensstemmelse med visdommen.

Hun glædede sig altid ‘i hans nærvær’ (‘foran ham’). Hun var helt og holdent i overensstemmelse med ham. For at sige det mere mundret: Guds visdom godkendte det, som Gud havde gjort. Og især og til stadighed ‘glædede hun sig over hans beboelige jord’, det sted, som han havde skabt for mennesker til at bo på, for hendes glæde var især ved menneskenes sønner. De var det endelige højdepunkt af Guds visdom som åbenbaret i skabelsen. Dette var en kraftfuld måde at sige, at alt, hvad YHWH havde gjort, var klogt, og især hans skabelse af menneskesønnerne, som kunne tage del i hans visdom (ved at høre Salomos ord).