Brug af benzodiazepiner og ikke-benzodiazepiner, eller Z-medicin, syntes ikke at være forbundet med efterfølgende demens, ifølge resultaterne af en landsdækkende kohorte- og nested case-control-undersøgelse offentliggjort i American Journal of Psychiatry.

Forskerne nåede frem til denne konklusion efter at have kumuleret eller opdelt eksponeringer i langtidsvirkende og korttidsvirkende lægemidler.

“Den nuværende dokumentation om benzodiazepiner og demensrisiko tyder på, at der er behov for større undersøgelser med tilstrækkelig effekt til at udlede forskelle mellem langtidsvirkende og korttidsvirkende benzodiazepiner og mellem forskellige eksponeringsbelastninger (varighed og dosis),” skrev Merete Osler, MD, DMSc, fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler i Danmark, og Martin Balslev Jørgensen, MD, DMSc, fra Psykiatrisk Center København. “Den største begrænsning i tidligere observationsstudier er imidlertid en uhensigtsmæssig justering for faktorer, der er forbundet med udvælgelse til behandling (confounding af indikation). Affektive lidelser er tæt forbundet med demensrisiko og foranlediger ofte iværksættelse af behandling med benzodiazepiner, og når der ikke tages hensyn til affektive lidelser, kan der være en mangelfuld sammenhæng mellem iværksættelse af benzodiazepiner og demens.”

Men selv om tidligere kohortestudier i vid udstrækning har været baseret på ældre befolkninger og benzodiazepinbrug i terminalpleje, har ingen af dem taget højde for konkurrerende dødelighed. I den aktuelle undersøgelse havde investigatorerne til formål at bestemme sammenhængen mellem benzodiazepiner, Z-medikamenter og andre anxiolytika og eventuel demens blandt patienter med affektive lidelser. Ved hjælp af det danske nationale patientregister gennemførte de en kohorte- og nested case-control-undersøgelse af 235 465 patienter over 20 år, som havde en første hospitalsberøring for en affektiv lidelse mellem 1996 og 2015. Fra et separat register indhentede de oplysninger om alle recepter på benzodiazepiner, Z-medicin og andre anxiolytika, og de fulgte patienterne med henblik på incident demens, defineret ved udskrivningsdiagnose fra hospitalet eller brug af acetylcholinesterasehæmmere. De beregnede HR’er og OR’er med justering for sociodemografiske og kliniske variabler ved hjælp af Cox proportional hazard- og betingede logistiske regressionsmodeller.

Af patienterne havde 171 287 (75,9 %) nogen brug af benzodiazepiner eller Z-medicin. I løbet af den mediane opfølgning på 6,1 år fik 9 776 (4,2 %) en demensdiagnose. Efter flere justeringer i enten det indlejrede case-control-design eller kohorteanalysen fandt forskerne ingen sammenhæng mellem brug af benzodiazepiner eller Z-præparater og demens. I kohorteanalysen var den akkumulerede dosis og antallet af recepter af benzodiazepiner eller Z-præparater ved baseline ikke forbundet med demens. I den nested case-control-undersøgelse, som omfattede recepter, der blev talt fra 1995 til 2 år før indeksdatoen, rapporterede forskerne en lidt højere OR for demens blandt patienter med den laveste brug af benzodiazepiner eller Z-præparater (OR = 1,08; 95 % CI, 1,01-1,15) sammenlignet med ingen brug i hele livet; de med den højeste brug havde dog de laveste odds for at udvikle demens (OR = 0,83; 95 % CI, 0,77-0,88).

“De negative virkninger af benzodiazepiner på kognition og undersøgelser, der rapporterer om forhøjet risiko ved enhver brug af benzodiazepiner, har givet næring til frygten for demens blandt patienter og klinikere,” skrev forskerne. “Denne undersøgelse viste, at uanset andre mulige negative virkninger på kort eller lang sigt, er der ikke tilstrækkelig dokumentation for, at benzodiazepiner eller Z-medikamenter øger risikoen for demens.” – af Joe Gramigna

Offentliggørelser: Forfatterne rapporterer ingen relevante finansielle oplysninger.