Mens størstedelen af min blog for det meste fokuserer på forladte historiske levn fra Atlanta, syntes jeg, at det ville være interessant at lave et indlæg om et stort gentrificeringsprojekt i byen, der drastisk ændrede byens landskab. De fleste transplanterede ville ikke vide, at boliger af denne art eksisterede, mest fordi områderne er blevet fuldstændig forvandlet og ryddet for myrerester af det, der engang eksisterede. Det store gentrificeringsprojekt, som jeg henviser til, var den storstilede nedrivning af boligprojekter, som Atlanta Housing Authority stod i spidsen for. Projektet begyndte i slutningen af 1990’erne (nedrivning af Techwood Homes og East Lake Meadows) og blev endelig afsluttet i 2010’erne med nedrivningen af Bankhead Courts. For en komplet liste over tidligere boligprojekter i Atlanta, se nedrevne boligprojekter i Atlanta. Efter at have forsket i George W. Adair i bogen “Atlanta and Environs, Volume III” stødte jeg på et kapitel om Atlanta Housing and Authority og den store bygherre, der blev krediteret for at have bygget den første række af projekter i Atlanta i 1030’erne. Denne artikel vakte min interesse for at foretage lidt forskning i de boligprojekter, som jeg kunne finde.

Efter at have undersøgt George W. Adair i bogen “Atlanta and Environs, Volume III” stødte jeg på et kapitel om Atlanta Housing and Authority og den store bygherre, som blev krediteret for at bygge de første projekter i Atlanta i 1030’erne. Denne artikel vakte min interesse for at gennemføre en lille smule forskning om de boligprojekter, som jeg kunne finde.

Den nuværende udsigt over byen Atlanta viser ingen spor af boligprojekter. Boligprojekterne i Atlanta er næsten udslettet af landskabet i Atlanta. De fleste indfødte (som er svære at finde i Atlanta i disse dage) husker tydeligt Atlanta’s boligprojekter. Vi har gennem historien fået at vide, at boligprojekterne blev opført i håb om at udrydde slummen, øge mulighederne for billige boliger for byens fattige og samtidig forbedre landskabet i Atlanta, som i sidste ende udviklede sig til områder med koncentreret fattigdom. Harold Martins “Atlanta and Environs” afslører imidlertid en anden sandhed bag gennemførelsen af boligprojekter i Atlanta.

De allerførste boligprojekter, der blev opført (føderalt subsidierede boliger) i USA, var tilfældigvis Techwood-huse. Techwood homes blev bygget i 1936 og bestod af 1.230 boliger. Før opførelsen af Techwood-Caldwell Homes var området hjemsted for nogle af de værste områder med koncentreret fattigdom i byen Atlanta, der fik navnet Techwood Flats. Techwood Flats bestod af billige, utilstrækkelige lejeboliger, der daterede sig tilbage til slutningen af 1880’erne. Atlanta City Directory afslørede, at de fleste beboere i området var ansat i lavtlønnede servicejobs i pakhuse eller industrianlæg i byen. De mest almindelige erhverv var kokke, syersker eller vaskekoner.

Og selv om vi har fået at vide, at boligfællesskaber blev oprettet som en metode til at give de fattige en billig og gæstfri bolig, hoppede mange bygherrer på projektet for at tjene en hurtig indtægt. At bygge bæredygtige, billige og sikre boliger var ikke en del af den oprindelige plan i deres øjne. Atlanta-ejendomsmægler Charles F. Palmer, der af Harold Martin blev fremhævet som en “pioner inden for slumrydning”, hoppede i første omgang på det storstilede boligprojekt som en måde at tjene hurtige penge på. Charles F. Palmer var tilfældigvis også den allerførste formand for bestyrelsen for det nyoprettede Atlanta Housing Authority i 1938.

Charles F. Palmer (venligst udlånt af Library of Congress). Første formand for bestyrelsen for Atlanta Housing Authority. Atlanta Housing Authority blev oprettet i 1938.

I første omgang indrømmede Charles F. Palmer, at han påtog sig slumrydningsprojektet ud fra en interesse i at tjene penge ved at fjerne slumområder. Det var trods alt i 1933, da økonomien ikke var på sit højeste på grund af resterne af den store depression. Bankerne var lukket, og næsten 15 millioner amerikanere var arbejdsløse (kun 1 ud af 16 var ansat). For at stimulere økonomien introducerede præsident Roosevelt en lovgivning, der ville give føderale midler til arbejdsgivere, der skabte job ved at rive nogle af landets værste slumområder ned og genopbygge dem. Palmer greb chancen, da han ejede kontorbygninger i områder i nærheden af slumkvartererne. Palmer antog i første omgang, at ved at rydde slummen ville ejendomsværdien i hans område stige, hvilket ville gøre hans ejendomme mere værdifulde.

Det var først, da han begyndte at mødes med Dr. John Hope (John Hope-huse ville bære hans navn), en fremtrædende afroamerikansk pædagog og borgerretsleder, og hans kone, at Palmer ændrede holdning til slummen. Palmers kone syntes at sætte spørgsmålstegn ved hans motivation og spurgte ham, om han nogensinde havde besøgt slummen og forstået de mennesker, der i øjeblikket bor der. Palmer huskede:

“Her var hængende hytter, der var bygget for generationer siden. De var designet til at vride den sidste cent ud af deres brug, og i halvtreds år havde de taget alt og intet givet. På bagsiden var der stillestående vandpytter i nærheden af et åbent lokum, der betjente flere familier. Der var mennesker overalt. Det var den samme blok efter blok. Snart havde jeg fået nok. “

Palmer skiftede snart fokus fra at tjene indkomst ved at rive slummen ned til at bekæmpe de slum-ejere, der udnyttede byens fattigste beboere. Palmer tog sine bekymringer med til Washington D.C. og formåede at overbevise præsident Roosevelt om, at han skulle finansiere udviklingen af to boligprojekter i Atlanta; i oktober 1933 blev hans indsats belønnet. Byggeriet af det første boligprojektsamfund i USA blev påbegyndt og afsluttet i 1936. Techwood Clark Howell Homes (designet af arkitekterne Burge og Stevens) blev bygget i de tidligere slumområder i Techwood Flats. I 1944 var yderligere seks boligprojekter (som desværre alle var segregerede) færdiggjort. Disse samfund er som følger: University Homes (1938), Capitol Homes (1940), Grady Homes (1942), John Hope Homes (1940), Herndon Homes (1940) for blot at nævne nogle få. I 1940’erne husede disse seks boligfællesskaber 20.000 mennesker i i alt 4.000 lejlighedsboliger. Regeringen investerede i sidste ende 21 millioner dollars i forbedring af boliger for de fattige i Atlanta. Techwood Clark Howell homes og John Hope homes blev passende nok opkaldt efter de to mænd, der var medvirkende til at gennemføre Charles F. Palmers vision om billige, rene boliger til de fattige indbyggere i Atlanta. Som følge af Palmers vision vedtog Roosevelt Housing Act of 1937, som gav mulighed for at oprette lokale boligmyndigheder i mange større byer og landbyer. Palmer ville i sidste ende fratræde sin stilling ved Atlanta Housing Authority for at påtage sig en ny rolle som USA’s koordinator for forsvarsboliger i 1938 (s. 35-37).

Library of Congress, Techwood Homes Housing Design (første opførelse begyndte i 1935)

Man kan ikke ignorere de grimme kendsgerninger om boligprojekterne i Atlanta. Boligsamfundene var tydeligvis segregerede og helt sikkert bygget med mange forskellige standarder. I takt med den hvide flugt ændrede de hvide boligsamfundenes racemæssige sammensætning sig drastisk. Techwood Homes forblev et rent hvidt boligprojekt indtil 1968. Inden for seks år efter integrationen var Techwood Homes mere end 50 % afroamerikansk. I begyndelsen af 1970’erne begyndte lokale forretningsmænd og politikere at foreslå, at Techwood Homes skulle rives ned og erstattes med. Hvis dette ikke er et tydeligt tegn på racistisk motiveret politik, så ved jeg ikke, hvad det er. Techwood Flats bestod hovedsagelig af lavindkomst- og underbeskæftigede afroamerikanere i 1930’erne, inden de blev revet ned og erstattet af de helt hvide Techwood Homes. Det så ud til, at Atlanta var på vej til at gentage historien, men ideen om at rive Techwood Homes ned i 1970’erne blev stoppet af den daværende borgmester, Maynard Jackson.

Der blev desværre ikke afsat føderale midler i årenes løb til vedligeholdelse af boligområder, men Atlanta fortsatte alligevel med at bygge boliger til lavindkomstgrupper. Mange af boligfællesskaberne blev bygget i trange områder, der indeholdt meget lidt plads til opadgående mobilitet, da et job i disse områder stadig var svært at få fat i. Som følge heraf sneg kriminaliteten sig ind igen, og endnu en gang var slummen fra før boligsamfundene vendt tilbage. Desuden var Atlanta Housing Authority blevet mere og mere korrupt og dårligt forvaltet. I 1990’erne anså Department of Housing and Urban Development AHA for at være en af de værste boligmyndigheder i landet. Av!

Atlanta fortsatte med at bygge flere og flere boligsamfund, selv så sent som i 1970’erne på trods af, at det ikke lykkedes at skabe en “modelby”. Var det nye formål med at bygge boligfællesskaber at holde afroamerikanere koncentreret i Atlanta og ude af Atlantas voksende forstæder? Hvorfor fortsætte med at bygge boliger, der ikke lever op til standarden, i områder, der allerede indeholdt koncentrationer af fattigdom? Ville adgangen til vellønnede job og lige rettigheder ikke bidrage til at mindske den koncentrerede fattigdom? Jeg formoder, at kun tiden vil vise det…..

Efter mange års mislykket revitalisering og høj kriminalitet/fattigdom i de lokale boligområder i Atlanta samt den forestående afholdelse af de olympiske sommerlege i 1996 var nedrivningen af boligområderne i Atlanta i gang. Desuden var boligprojektsamfundene blevet genstand for et større forskningsprojekt, som resulterede i, at Kongressen i 1989 nedsatte en kommission om alvorligt nødlidende områder. I 1992 var man bekymret over den stigende kriminalitet og fattigdom i USA’s indre byer og kongressens ledere stemte for at afsætte 5 milliarder dollars til revitalisering af USA’s 86.000 boligprojektsamfund (vedtagelse af HOPE VI-programmet). Jeg er lidt skeptisk over for intentionerne bag dette program, og derfor vil der snart følge yderligere undersøgelser.

Det første, der blev revet ned, var Techwood/Clark Howell Homes til fordel for et nyere, mere gæstfrit boligkompleks med titlen Centennial Place. Efter 60 års brug ville Techwood blive erstattet af et boligkompleks med blandet indkomst med kun en lille del afsat til de tidligere beboere i boligprojektet. Mange tidligere beboere var ikke i stand til at vende tilbage, selv om de blev lovet en kupon eller en billet til at leje sig ind i det nye byggeri. Fra 1996 til 2011 erstattede AHA 12 boligprojektsamfund, nedrev 15 og ombyggede de resterende 10 og omdannede dem til lavindkomstboliger eller lod dem stå til rådighed for potentielle udviklere. I 2011 blev Atlanta en af de eneste større byer, der helt har afskaffet almene boliger. Dette skridt var forbundet med stor kontrovers, da AHA blev beskyldt for at overtræde Fair Housing Act (en beskyldning, som jeg virkelig tror er sand), efter at det blev fastslået, at AHA

I øjeblikket er det svært at få fat i boliger til overkommelige priser i Atlanta. Luksuslejligheder, huse og ejerlejligheder står nu i områder, der engang var beboet af forældede, ubeboelige boligfællesskaber. Selv om boligprojekterne tydeligvis var en kolossal fiasko, bør Atlanta by ikke glemme, at byen har et desperat behov for boliger til overkommelige priser til de indbyggere, der ikke har råd til de nybyggede ejerlejligheder, lejligheder og enfamiliehuse. Jeg tvivler på, at nogen vil være enige i at bringe boligprojektfællesskaber tilbage, men byen bør i det mindste tilbyde en større procentdel af boliger til overkommelige priser, så alle beboere fra alle samfundslag kan nyde godt af den metropol, som Atlanta er blomstret op til. Det kræver trods alt alle slags karakterer, økonomiske baggrunde, racer, køn og aldre for at skabe denne utroligt forskelligartede by, som vi alle kalder hjem. Hvorfor udelukke visse indbyggere på grund af deres økonomiske status? Er det et ry, som en by, der er “Too Busy to Hate”, gerne vil have forbundet med sit navn? Det tror jeg ikke…..

Sources:

1. Atlanta History Center – Atlanta Housing Authority Photograph collection
2. http://www.georgiaencyclopedia.org/articles/arts-culture/techwood-homes
3. Franklin Miller Garrett, Atlanta, and environs: a chronicle of its people and events, vol. 3 (Athens: Univ. of Georgia Press, 2011).

Videre læsning:

1. https://en.wikipedia.org/wiki/Atlanta_Housing_Authority
2. http://www.atlantahousing.org/history.php
3. Chared F. Palmer Collection at Emory University: https://findingaids.library.emory.edu/documents/palmer9/#descriptive_summary
4. https://en.wikipedia.org/wiki/John_Hope_(educator)
5. http://www.atlantahousing.org/docs/hope-vi-mcdaniel-glenn.pdf