Engang var jeg en stærk, uafhængig og sjov-elskende person. De, der kendte mig, komplimenterede mig ofte for min uafhængighed, selvsikkerhed og beslutsomhed. Det havde taget mange års livserfaring at forme og forme mig til den person, jeg var blevet, og jeg var stolt af min identitet. Men den dag, hvor jeg fik konstateret kræft, ændrede alt sig. Pludselig kunne jeg ikke længere genkende mig selv.

Igennem prøver, scanninger og operationer oplevede jeg, at min identitet skiftede fra at være en stærk, selvsikker person til at være en træt, skræmt patient med kræft. Jeg så ud som en patient, jeg opførte mig som en patient, så jeg var helt sikkert en patient. Jeg tillod det medicinske personale at tage sig af mig i min nødens stund. Det var ikke svært at lære parametrene for denne nye identitet.

Når jeg forlod hospitalet, selv om jeg stadig betragtede mig selv som en “patient”, hentede jeg også en anden identitet. Denne nye etiket var mere prestigefyldt, da jeg valgte at se mig selv som en brystkræft-“overlevende”. Efter at have udstået to operationer for brystkræft havde det medicinske personale tildelt mig denne ære. Stolt modtog jeg dette æresmærke og satte det fast på mit bryst.

Identiteten som overlevende var sværere at mestre end identiteten som patient. Der var mange nye lektioner at lære. Jeg var usikker på, hvordan jeg skulle håndtere det traume, jeg havde oplevet. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle acceptere de fysiske ændringer i min krop. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle leve som en brystløs kvinde i en verden fuld af “normale” kvinder, og jeg vidste bestemt ikke, hvordan alle disse ting bundet sammen ville påvirke mit ægteskab. Det var en udfordrende og vanskelig tid, men det lykkedes mig at lære og vokse af hver udfordring.

Med de nye identiteter som patient og overlevende gav de nye identiteter mig indflydelse i kræftverdenen. Men mens mit bryst pustede af stolthed, var det gamle jeg langsomt ved at glide væk. Jeg var ved at glemme min sande identitet.

I løbet af de følgende dage, måneder og år fortsatte forandringerne. Inden længe fandt jeg mig selv ved at antage en anden identitet. I stedet for at kalde mig “patient” eller “overlevende” havde jeg skiftet perspektiv og begyndte at kalde mig “offer”. Denne betegnelse virkede til at passe bedst af alle – især fordi jeg ikke havde givet kræften lov til at decimere mit liv. Den var kommet uventet og havde været yderst uvelkommen.

Med offer-etiketten fast hæftet på mit bryst begyndte jeg at mærke ændringer i min måde at tænke på. Mine udsigter var ikke længere positive. Jeg arbejdede ikke længere hårdt for at overleve. Som offer tillod jeg mig selv at se negativt på livet. Snart fandt jeg ud af, at jeg ikke havde det særlig godt.

Og selv om jeg aldrig ønskede at blive kendt som pigen med kræft eller endog pigen, der havde kræft, havde jeg ikke haft noget valg i sagen. Det var ganske enkelt, hvad det var. Og jeg var nødt til at acceptere denne nye virkelighed.

Men hvorfor passede ordet “offer” så godt?

Ordet “offer” fremkalder billedet af en person, hvis rettigheder er blevet krænket, som f.eks. dem, der har været udsat for en voldsforbrydelse, eller måske dem, der er kommet til skade i en bilulykke. Det er let at føle sympati for dem, fordi man straks kan forstå, at det var en anden, der havde skylden for de påførte sår. Men ikke mange mennesker forbinder ordet “offer” med kræft, selv om kræft er skyld i traumatiske forandringer i en persons liv.

Men lad os tage et øjeblik og se på en offermentalitet. Hvordan tænker ofre? Hvad føler de?

• Et offer føler sig normalt magtesløs over for sin situation.
• Et offer kan føle sig hjælpeløs i forhold til at ændre eller løse sit problem.
• Et offer kan se sit problem som en traumatisk eller katastrofal begivenhed.
• Et offer kan føle, at det er blevet uretfærdigt behandlet.
• Et offer har svært ved at give slip på fortiden.

Alle disse følelser er gyldige og forståelige definitioner af en person med en offermentalitet.

For den kræftramte kan den selvvalgte offermærkning give en følelse af identitet, om end den er lidt skæv.

Da jeg valgte at betegne mig selv som et kræftoffer, malkede jeg det for alt det, det var værd. Da jeg følte, at kræften havde frataget mig min sande identitet og i stedet havde erstattet den med karakteren og personligheden af en person, jeg ikke kendte, var det tydeligt, at jeg havde givet alt, hvad jeg havde at give. Men man kan kun bære offermærket i et vist tidsrum. Til sidst bliver det ekstremt tungt og besværligt og tynger en person så meget, at den daglige tilværelse bliver næsten umulig. Før eller senere når personen et bristepunkt og beslutter sig for, at nok er nok. Det er på det tidspunkt, hvor en genvinding af identitet finder sted.

For mig skete det ikke fra den ene dag til den anden, at jeg nåede den dag. Det krævede en masse selvransagelse, positiv selvtale og bøn for at bryde fri af offermentaliteten. Med en enorm indsats traf jeg den bevidste beslutning at afvise det stigma, som andre satte på mig – at jeg var skrøbelig og svag.

Vær forsigtig, når du sætter en etiket på dig selv. Bevidst eller ubevidst sætter vi alle etiketter på os selv, men disse etiketter afspejler ikke altid vores sande identiteter. Ingen etiketter kan virkelig beskrive en persons værdi og værd.