Asiens økonomi
Oldtid og middelalderRediger
Kina og Indien var skiftevis de største økonomier i verden fra 1 til 1800 e.Kr. Kina var en økonomisk stormagt og tiltrak mange til øst, og for mange personificerede den legendariske rigdom og velstand i den gamle kultur i Indien Asien og tiltrak europæisk handel, udforskning og kolonialisme. Columbus’ tilfældige opdagelse af Amerika på sin søgen efter Indien viser denne dybe fascination. Silkevejen blev den vigtigste øst-vestgående handelsrute i det asiatiske hjemland, mens Malakkastrædet stod som en vigtig søvej.
Før 1945Rediger
For Anden Verdenskrig var det meste af Asien under koloniherredømme. Kun relativt få stater formåede at forblive uafhængige i lyset af det konstante pres, der blev udøvet af den europæiske magt. Sådanne eksempler er Kina, Siam og Japan.
Det lykkedes især Japan at udvikle sin økonomi på grund af en reformation i det 19. århundrede. Reformationen var omfattende og er i dag kendt som Meiji-restaurationen. Den japanske økonomi fortsatte med at vokse langt ind i det 20. århundrede, og den økonomiske vækst skabte forskellige former for mangel på ressourcer, der var afgørende for den økonomiske vækst. Som følge heraf begyndte den japanske ekspansion med annektering af en stor del af Korea og Kina, hvilket gjorde det muligt for japanerne at sikre sig strategiske ressourcer.
På samme tid var Sydøstasien i fremgang på grund af handel og indførelsen af forskellige nye teknologier på den tid. Handelsmængden fortsatte med at stige med åbningen af Suezkanalen i 1860’erne. Manila havde sin Manila-galeon, hvor produkter fra de filippinske øer og Kina blev handlet med spansk Amerika og Europa fra 1571 til 1815. Den spanske koloni Filippinerne var det første asiatiske område, der handlede med Amerika, fra Manila til Acapulco. Ruten fortsatte over land gennem det nuværende Mexico til Veracruz på Atlanterhavskysten og derefter til Havana og Sevilla, hvilket udgjorde den første globale handelsrute. Silke, porcelæn, elfenben, tobak, kokosnødder og majs var nogle af de varer, der blev eksporteret fra Asien til Amerika og Europa gennem Filippinerne.
Singapore, der blev grundlagt i 1819, blev en fremtrædende by, da handelen mellem øst og vest voksede med en utrolig hastighed. Den britiske koloni Malaya, som nu er en del af Malaysia, var verdens største producent af tin og gummi. De nederlandske Ostindiske Øer, det nuværende Indonesien, var derimod kendt for sin produktion af krydderier. Både briterne og hollænderne oprettede deres egne handelsselskaber til at styre deres handelsstrømme i Asien. Briterne oprettede British East India Company, mens hollænderne dannede Dutch East India Company. Begge selskaber opretholdt handelsmonopoler i deres respektive kolonier.
I 1908 blev der for første gang opdaget råolie i Persien, det nuværende Iran. Herefter blev der opdaget mange oliefelter, og man fandt senere ud af, at Mellemøsten besidder verdens største olielagre. Dette gjorde herskerne i de arabiske lande meget rige, selv om den socioøkonomiske udvikling i denne region haltede bagefter.
I begyndelsen af 1930’erne gennemgik verden en global økonomisk depression, der i dag er kendt som den store depression. Asien blev ikke skånet og led den samme smerte som Europa og USA. Handelsmængden faldt dramatisk i hele Asien og faktisk i hele verden. Med den faldende efterspørgsel begyndte priserne på forskellige varer at falde, hvilket yderligere forarmede både lokale og udenlandske borgere. I 1931 invaderede Japan Manchuriet og efterfølgende resten af Kina og Sydøstasien i det, der i sidste ende blev den asiatisk-stillehavsorienterede del af Anden Verdenskrig.
1945-1990Rediger
Efter Anden Verdenskrig indførte Folkerepublikken Kina og Indien, som tegner sig for halvdelen af Asiens befolkning, en socialistisk politik for at fremme deres indenlandske økonomi. Disse politikker begrænsede den økonomiske vækst i regionen. De er ved at blive opgivet i Indien og reformeret i Kina. I modsætning hertil var Japans og de fire asiatiske tigers (Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hongkong) økonomiske succeser og de eneste succesrige økonomier uden for den vestlige verden. Disse fire økonomiers succes førte til, at andre sydøstasiatiske lande, nemlig Indonesien, Malaysia, Filippinerne og Thailand, fulgte trop og åbnede deres økonomier og etablerede eksportorienterede produktionsbaser, der satte skub i deres vækst i 1980’erne og 1990’erne.
Et af de mest markante asiatiske økonomiske fænomener i denne periode, det japanske økonomiske mirakel efter krigen, fik stor indflydelse på resten af verden. Efter Anden Verdenskrig gennemgik hele økonomien under central styring fra den japanske regering en bemærkelsesværdig omstrukturering. Et tæt samarbejde mellem regeringen, virksomhederne og bankerne gjorde det lettere at få adgang til tiltrængt kapital, og store konglomerater, kendt som keiretsu, fremmede horisontal og vertikal integration på tværs af alle industrier og holdt udenlandsk konkurrence ude. Disse politikker, sammen med en opgivelse af militærudgifterne, virkede fænomenalt godt. Japanske virksomheder eksporterede og eksporterer stadig massive mængder af produkter af høj kvalitet fra “Landet med den opgående sol”.
En anden fantastisk økonomisk succeshistorie er Sydkoreas, også kaldet Miraklet ved Han-floden. Landet blev efterladt forarmet efter Korea-krigen og var indtil begyndelsen af 1970’erne blandt verdens fattigste lande (endnu fattigere end Nordkorea). Siden da har det dog været i stand til at komme sig med tocifrede årlige vækstrater. Mange konglomerater, også kendt som chaebols, såsom Samsung, LG Corp, Hyundai, Kia, Kia, SK Group m.fl. voksede enormt i denne periode. Sydkorea er nu blevet det mest opkoblede land i verden.
Taiwan og Hongkong oplevede en hurtig vækst op til 1990’erne. Taiwan blev og er stadig et af de vigtigste centre for F&D og fremstilling af forbrugerelektronik. I modsætning til Japan og Sydkorea er hovedparten af Taiwans økonomi imidlertid afhængig af små og mellemstore virksomheder. Hongkong har på den anden side oplevet en hurtig vækst i den finansielle sektor som følge af liberale markedspolitikker, og mange finansielle institutioner har etableret deres asiatiske hovedkvarter i Hongkong. Indtil i dag er Hongkong blevet rangeret som verdens frieste økonomi i mange år i træk, og det er fortsat et af verdens fem førende finanscentre.
I Sydøstasien blev den økonomiske udvikling drevet frem af væksten i bambusnettet. Bambusnetværket henviser til et netværk af oversøiske kinesiske virksomheder, der opererer på markederne i Sydøstasien, og som deler fælles familiemæssige og kulturelle bånd. Netværket voksede i takt med, at kinesiske flygtninge emigrerede til Sydøstasien efter den kinesiske kommunistiske revolution i 1949. Især Singapore oplevede en meget hurtig økonomisk vækst efter at have erklæret sig uafhængig i 1965 efter en toårig føderation med Malaysia. Ud over at skabe et gunstigt økonomisk og politisk klima udviklede regeringen færdighederne hos den multiraciale arbejdsstyrke og etablerede eksportorienterede industrier ved at tilskynde udenlandske investorer til at etablere regionale aktiviteter inden for fremstillingsindustrien. Regeringen spillede også en fremtrædende rolle i Singapores vækst som et vigtigt center for finansielle og erhvervsmæssige tjenesteydelser. Singapore er i dag et af de rigeste lande i verden, både med hensyn til BNI pr. indbygger og BNP (PPP) pr. indbygger.
Denne periode var også præget af militære konflikter. Krige drevet af den kolde krig, især i Vietnam og Afghanistan, ødelagde økonomierne i disse respektive nationer. Da Sovjetunionen brød sammen i 1990-91, blev mange centralasiatiske stater skåret fri og blev tvunget til at tilpasse sig presset for demokratiske og økonomiske forandringer. Flere af Sovjetunionens allierede mistede også værdifuld bistand og finansiering.
1991-2007Rediger
Den kinesiske økonomi blomstrede under Deng Xiaopings økonomiske foranstaltninger i slutningen af 1970’erne, og fortsatte under Jiang Zemin og Hu Jintao i 1990’erne og 2000’erne. Efter liberaliseringen af den indiske økonomi flyttede væksten i Indien og Kina i stigende grad tyngdepunktet i den globale økonomi mod Asien. I slutningen af 2000’erne lå Kinas økonomiske vækstrate på over 11 %, mens Indiens vækstrate steg til omkring 9 %. En af faktorerne var den blotte størrelse af befolkningen i denne region.
I mellemtiden opstod Sydkorea, Taiwan, Hongkong og Singapore som de fire asiatiske tigre med et BNP-vækstniveau på langt over 7 % om året i 1980’erne og 1990’erne. Deres økonomier blev hovedsagelig drevet af voksende eksport. Filippinerne begyndte først at åbne sin stagnerede økonomi i begyndelsen af 1990’erne. Vietnams økonomi begyndte at vokse i 1995, kort efter at USA og Vietnam havde genoprettet de økonomiske og politiske forbindelser.
Igennem 1990’erne gjorde produktionskapaciteten og de billige arbejdsmarkeder i de asiatiske udviklingslande det muligt for virksomheder at etablere sig i mange af de industrier, der tidligere var domineret af virksomheder fra udviklede lande. Ved begyndelsen af det 21. århundrede blev Asien verdens største kontinentale kilde til biler, maskiner, lydudstyr og anden elektronik.
I slutningen af 1997 blev Thailand ramt af valutaspekulanter, og værdien af baht’en sammen med den årlige vækstrate faldt dramatisk. Kort efter spredte den asiatiske finanskrise i 1997 sig til ASEAN-regionen, Sydkorea og andre lande i Asien, hvilket medførte store økonomiske skader for de berørte lande (men Japan og Kina slap begge stort set fra krisen). Faktisk gik nogle af økonomierne, især i Thailand, Indonesien og Sydkorea, faktisk tilbage. I 1999 var de fleste lande allerede kommet sig over krisen. I 2001 blev næsten alle økonomier i både Europa og Asien ramt negativt af angrebene den 11. september, og Indonesien og Japan var hårdest ramt. Begge kontinenter kom sig hurtigt over angrebene i USA efter mere end et år.
I 2004 blev dele af Sumatra og Sydasien alvorligt beskadiget af et jordskælv og den efterfølgende tsunami. Tsunamien skabte ravage og forårsagede massive skader på infrastrukturen i de ramte områder, især i Indonesien, og millioner af mennesker blev fordrevet. I en kort periode faldt BNP i lande som Indonesien og Sri Lanka på trods af massiv tilstrømning af udenlandsk bistand i kølvandet på katastrofen.
Den værste økonomiske stagnation i Japans økonomi efter Anden Verdenskrig fandt sted i begyndelsen af 1990’erne (som faldt sammen med afslutningen af den kolde krig), som blev udløst af den sidste begivenhed i den asiatiske finanskrise i 1997. Den kom dog stærkt igen i begyndelsen af 2000’erne på grund af en stærk vækst i eksporten, selv om den ikke var i stand til at modvirke Kina i 2005, efter at Kina gradvist overhalede den som den største økonomi i Asien.
2008-2019Rediger
Finanskrisen i 2007-2008, der blev udløst af boligboblen i USA, forårsagede et betydeligt fald i BNP i størstedelen af de europæiske økonomier. I modsætning hertil oplevede de fleste asiatiske økonomier en midlertidig nedgang i deres økonomiske vækstrater, især Japan, Taiwan, Sydkorea og Kina, og de genoptog deres normale vækst kort efter.
Det arabiske forår og de efterfølgende borgerlige uroligheder siden 2011 havde forårsaget økonomisk utryghed i Syrien, Libanon og Yemen, som er blandt de mest negativt berørte lande i Mellemøsten. Samtidig registrerede Irak, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait i begyndelsen af 2010’erne deres højeste BNP-vækst nogensinde i de efterfølgende år som følge af stigende oliepriser og yderligere diversificering af eksporten samt stigende valutareserver.
I 2013 oplevede den kinesiske økonomi i forbindelse med en omrokering af partiledelsen i Kina, der fandt sted én gang i årtiet (ændring af Hu-Wen-administrationen til Xi-Li-administrationen), en betydelig opbremsning i BNP-væksten, der faldt fra de hidtil usete årtier med en årlig vækst på 9-10 % til omkring 7-8 %, hvilket har en betydelig effekt i nogle udviklingsøkonomier, navnlig i Sydøstasien og Indien.
Filippinerne formåede imidlertid at vokse med samme hastighed som Kina i perioden 2012-2013 og blev verdens hurtigst voksende vækstøkonomi siden 2014 og overhalede Malaysia i 2017 som den tredjestørste økonomi samlet set i Sydøstasien. Landet kom også på fode igen efter at være blevet ramt af tyfonen Haiyan, den kraftigste storm, der nogensinde er gået i land, i november 2013, som dræbte mindst 5 200 mennesker og fordrev millioner af andre.
Den 29. september 2013 åbnede Kina Shanghai Free-Trade Zone. Denne frihandelszone gør det muligt at drive international handel med færre restriktioner og lavere toldsatser. Zonen er skattefri i de første ti år for at fremme udenlandske direkte investeringer (FDI) med en “negativliste”, der bruges til at regulere, på hvilke områder udenlandske investeringer er forbudt. I 2018 har Indien overhalet Japan som den næststørste økonomi i Asien og den tredjestørste i verden i alt, mens Kina har overhalet USA med hensyn til købekraftsparitet eller BNP (PPP) i verden, hvilket er første gang i næsten to århundreder, at et land uden for Amerika og Europa har indtaget førstepladsen globalt set.
2020-nutidRediger
De asiatiske økonomier blev ramt af COVID-19-pandemien, der startede i Hubei-provinsen i Kina, hvor virussen stammer fra, og som er et af de værst ramte lande på verdensplan med hensyn til det samlede antal bekræftede tilfælde. Kinas økonomi oplevede sin første nedgang i tiden efter Mao som følge af COVID-19-pandemien. Iran er det værst ramte land i Asien med hensyn til dødelighed efter Kina, hvilket giver anledning til bekymring for et økonomisk sammenbrud efter USA’s udvidelse af sanktionerne mod landet under Trump-administrationen siden 2019 og faldende oliepriser som følge af både det igangværende økonomiske sammenbrud i Venezuela og oliepriskrigen mellem Saudi-Arabien og Rusland.
Japan blev også ramt af COVID-19-pandemien midt i den faldende befolkning og en stagnerende økonomi siden atomulykken i Fukushima i 2011, med udsættelse af de olympiske sommerlege i 2020, som landet skal være vært for. Sydkorea, Singapore, Qatar, Filippinerne, Indonesien og Indien blev også ramt af COVID-19-pandemien, hvilket yderligere øger frygten for en recession på hele kontinentet efter en række tab på aktiemarkederne i regionen i forbindelse med en landsdækkende lockdown i Indien og fortsatte lukninger af skoler og arbejdspladser i Kina, hvilket effektivt har sat mere end 2 mia. mennesker (en fjerdedel af verdens nuværende befolkning) i karantæne.
FutureEdit
Asiens store økonomiske uligheder er en kilde til store vedvarende spændinger i regionen. Mens de globale økonomiske stormagter Kina, Japan, Indien og Sydkorea fortsætter deres fremdrift, og Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Thailand, Vietnam, Bangladesh og Sri Lanka er gået ind på vejen til langsigtet vækst, har regionerne lige ved siden af disse lande et alvorligt behov for hjælp.
I betragtning af den enorme mængde billig arbejdskraft i regionen, især i Kina og Indien, hvor store arbejdsstyrker giver en økonomisk fordel i forhold til andre lande, vil den stigende levestandard i sidste ende føre til en opbremsning. Asien er også gennemsyret af politiske problemer, der ikke blot truer økonomierne, men også den generelle stabilitet i regionen og i verden. De nukleare naboer, Pakistan og Indien, udgør konstant en trussel mod hinanden, hvilket får deres regeringer til at investere kraftigt i militærudgifter.
En anden potentiel global fare, som Asiens økonomi udgør, er den voksende ophobning af valutareserver. De lande/regioner med de største valutareserver befinder sig for det meste i Asien – Kina (fastlandet – 2 454 mia. dollar & Hongkong – 245 mia. dollar, juni 2010), Japan (1 019 mia. dollar, juni 2009), Rusland (456 mia. dollar, april 2010), Indien (516 mia. dollar, juli 2020), Indien (516 mia. dollar, juli 2020), Taiwan (372 mia. dollar, september 2010), Sydkorea (286 mia. dollar, juli 2010) og Singapore (206 mia. dollar, juli 2010). Dette betyder i stigende grad, at euroens, USD’s og GBP’s indbyrdes ombyttelighed i høj grad påvirkes af de asiatiske centralbanker. Nogle økonomer i de vestlige lande ser dette som en negativ indflydelse, hvilket har fået deres respektive regeringer til at gribe ind.
I henhold til Verdensbanken overhalede Kina i begyndelsen af 2015 USA og EU og blev verdens største økonomi målt på købekraft, efterfulgt af Indien. Begge lande forventes at ligge på de samme pladser mellem 2020 og 2040. Ifølge Hurun-rapporten overgik Asien desuden for første gang i 2012 Nordamerika i antallet af milliardærer i 2012. Mere end 40 procent eller 608 milliardærer kom fra Asien, mens Nordamerika havde 440 milliardærer og Europa 324 milliardærer.