‘Aren’t I?’ eller ‘Are I Not?’
Hvad skal man vide
Aren’t I er en accepteret sætning for “am I not”, selv om det, når konjunktionen nedbrydes, ser ud til at være en forkortelse for “are not I”, hvilket ikke er i overensstemmelse med de almindelige grammatikregler. En teori er, at de, der ønskede at undgå sætningen ain’t af frygt for latterliggørelse, valgte “aren’t I” i modsætning til “amn’t” eller en anden konstruktion.
Hvad sker der, når en grammatisk fejl, der er almindeligvis begået af talere af vores sprog, kommer til at blive betragtet som “korrekt” (eller i det mindste ikke længere betragtes som en fejl)? Er der en parade? Er der en lille privat ceremoni, hvor den tidligere krænkende sprogbrug får et certifikat for god stand og en cigar? Udsendes der et notat til alle, der taler og skriver sproget, med en advarsel om ændringen? Nej, ingen af disse ting sker. Faktisk har vi på grundlag af de let tilgængelige beviser, som vi har, en tendens til, at disse ændringer sker med en klynken snarere end med et brag. Lad os se på tilfældet med “aren’t I”.
George Fox var så oprørt over singulariet ‘du’, at han skrev en hel bog for at beklage sig over det. Og alligevel overlevede vores sprog.
‘Aren’t I’ Broken Down
Hvis man undersøger den version af aren’t I, der ikke har sammentrækninger, bliver det hurtigt tydeligt, hvad problemet er: “are not I”. Ikke alene er ordstillingen ude af trit, men pronomenet stemmer slet ikke overens med verbet. Men på trods af at dette er i strid med nogle grundlæggende grammatiske regler, som de fleste af os har det godt med, formår aren’t I at blive brugt i tale af veluddannede mennesker hver dag, uden at det giver anledning til meget ballade.
“Så hvorfor er – hvorfor er jeg ikke mere bekymret?”
-The Wall Street Journal, (udskrift, interview med John Williams, præsident, San Francisco Fed.), 17. maj 2016“Hvorfor er jeg ikke 50 point foran?” spurgte en animeret fru Clinton i sidste uge i en videotale til mødet i Laborers’ International Union of North America i Las Vegas.
-Amy Chozick, The New York Times, 29. september 2016“Så jeg kommer nok til at æde de ord, gør jeg ikke. Ja.”
-Rep. Paul Ryan (Political Transcript Wire), pressekonference, 29. sept. 2016
Det ser faktisk ikke kun anvendelse i tale, men kan også almindeligvis findes i skriftlig og redigeret prosa (især når det er i et lidt uformelt register):
Er jeg ikke utrolig generøs at bryde min egen regel om én pris pr. uge for at give ham et krus eller en pose til 5 dollars og en luft “frisker” til 1 dollar?
-Pat Myers, The Washington Post, 17 apr., 2014Det er rigtigt – jeg adlyder et stopskilt. Er det ikke utroligt? Er jeg ikke en utrolig lovlydig cyklist?
-Barbara Brotman, Chicago Tribune, 17. jun. 2013Og selv om jeg ikke spiller Scrabble for at få nye venner, føler jeg mig altid lidt fornærmet, når jeg ser denne besked. Kom nu, “scrabblerocks121”, er jeg ikke værdig til den mest minimale chat?
-Meg Wolitzer, The New York Times, 18. september 2011
Hvorfor er Aren’t I Accepted?
Så hvorfor bruger vi denne vending af sætningen? En mulighed er, at det er ain’t, der er skyld i det. Hvis vi skulle matche vores verber og pronominer korrekt, ville vi sige “am I not” i stedet for “are I not”; den indskrænkede version af dette kunne skrives som enten amn’t (hvilket lyder uhåndterligt for de fleste talere af amerikansk engelsk) eller som ain’t. Nogle grammatikere har argumenteret for, at ain’t skal accepteres som en forkortet version af “am not”, men ordet er blevet så grundigt aspergeret, at denne betydning aldrig vandt indpas. Hvis man derfor føler et socialt pres for ikke at sige ain’t, og det føles fonetisk akavet at sige amn’t, ender man derfor med at sige aren’t I.
I begyndelsen og midten af det 20. århundrede klagede en række amerikanske brugsvejledninger over brugen af aren’t I. I de senere år har ordet dog opnået en vis grad af accept i tale og dagligsprosa. Der var intet officielt dekret og ingen erklæring, der signalerede denne ændring; selv om brugen af aren’t I relativt hurtigt vandt accept, tog det alligevel flere årtier med skiftende meninger, før det blev almindeligt tilladt.
Det er ikke første gang, at vi har ændret den måde, vi bruger et bestemt pronomen på, på trods af indvendinger fra nogle, der ønskede, at det ikke skulle ændres. I 1660 var George Fox, en af grundlæggerne af det religiøse samfund af venner, vred over, at folk havde brugt pronomenet you i ental. I stedet for at skrive et snotdumt brev til sin lokale avis, skrev Fox en hel bog om emnet.
Fox’ bog havde den fængende titel A Battle-Door for Teachers & Professors to Learn Singular & Plural; You to Many, and Thou to One; Singular One, Thou; Plural Many, You. Et eksempel på, hvordan han havde det med denne sag, kommer tidligt i bogen, da han skrev “is he not a Novice, and Unmannerly, and an Ideot, and a Fool, that speaks You to one, which is not to be spoken to a singular, but to many?”
På trods af sådanne beskyldninger fortsatte det engelsktalende folk med at bruge you til at henvise til en enkelt person, og på en eller anden måde har vores sprog overlevet til den dag i dag. Aren’t I ser ud til at være godt på vej til at slutte sig til singulariet you som en del af vores accepterede sprog. Der er endnu ingen tegn på, at are not I kommer til at slutte sig til det inden for den nærmeste fremtid.
